Læsetid: 3 min.

Hampton og Peterson

27. august 1999

To af jazzens store mødtes i 1953 og 54 i et samspil der stadig slår gnister Cd-box

I foråret fyldte Lionel Hampton 91. Måske ikke så overraskende i betragtning af, at Hampton, så langt tilbage man kan huske ham, har været en af jazzens mest vitale musikere. Han er nu, sammen med den halvandet år ældre Benny Carter, ene blandt de store swingmusikere om at have rundet de 90 og alligevel stadig være, så vidt jeg da ved, musikalsk aktiv.
Hans historiske indsats er legendarisk. Han var oprindelig trommeslager, men skabte for 70 år siden vibrafonen som jazzinstrument. Han forblev samtidig en trommemester, en af 30'rnes betydeligste, og hans overstrømmende rytmik kom desuden til udtryk i to-fingerspil på klaver, medrivende for den der kan sætte sig ud over manglen på pianistisk ortodoksi.
Hampton er desuden en folkelig entertainer af format, et talent han især har dyrket som leder af store orkestre siden 1940 og som inspirator for jordnær sort musik: rhythm & blues og rock'n'roll.
Han brød igennem som musiker hos Louis Armstrong i 1930, men et større publikum opdagede ham først som medlem af Benny Goodmans kvartet 1936-38. Den berømmelse førte til at han fra 1937 til 40 ledede sine mindeværdige grammofonorkestre med en række af tidens førende musikere. De følgende års indspilninger, især med det store orkester, har ikke dette musikalske format.

Et år med Granz
Men i 1953 fik Hampton, efter to års indspilningspause, kontakt med Norman Granz, som ved sessions i september 53 og i april og september 54 lod ham indspille ikke mindre end 15 lp'er, hans vigtigste pladeindsats siden 30'rne. Det er dette materiale, der nu er genudsendt i et album med fem cd'er.
Det havde været nærliggende, om Granz havde ladet Hampton gentage sin succes fra 30'rne med skiftende grammofongrupper, så meget mere som Granz havde kontakt med en række af musikerne fra dengang. Men heldigvis valgte Granz at lade Hampton indspille med et fast grammofon-personel, en kvartet, der foruden af ham selv bestod af Oscar Peterson (klaver), Ray Brown (bas) og Buddy Rich (trommer).
Denne kvartet blev udvidet til en kvintet ved tilføjelse af klarinettisten Buddy DeFranco eller guitaristen Herb Ellis (henholdsvis cd nr. 3 og 5). Den første kvintet kan lyde som en ajourføring af Benny Goodmans grupper med Hampton, og den anden som en variant af George Shearings kvintet (f.eks. i "A Foggy Day"), men kvartetten giver mest.

Langt fra MJQ
Også her er der en instrumentations-lighed, nemlig med The Modern Jazz Quartet, men når Francis Davis i noterne tager "The Nearness of You" som indicium på, at MJQ's Milt Jackson lærte af Hamptons balladespil, er det måske snarere omvendt. Den ældre musiker kan meget vel have lært af den yngre (som Dexter Gordon gjorde af sin elev,
John Coltrane, og Roy Eldridge af sin, Dizzy Gillespie).
I øvrigt har denne kvartet intet af MJQ's formalisme; der spilles anderledes frisk fra leveren, i overensstemmelse med Hamptons og Petersons udadvendt dynamiske temperamenter. Musikalsk er de to også på linie med hinanden, hver med sin moderniserede swingopfattelse, og den endnu knap 30-årige Peterson er på sin højde, både som solist og akkompagnatør.
Ray Brown og Buddy Rich er mere i baggrunden, men perfekte akkompagnatører, selv Rich, der fortrinsvis høres med viskere, ikke med stikker. Repertoiret er en blanding af gamle kendinge, især fra Hamptons Goodman-tid, og nyere standards. Det lyder godt, fordi der ikke er nogen forsøg på genoplivning af fortiden.
Det var disse musikeres nutid, da de spillede, derfor bliver det også vores, hvis vi gider lytte. Det er nu ikke svært.

*The Complete Lionel Hampton Quartets and Quintets with Oscar Peterson On Verve. Verve 559.797-2 (5 cd'er)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu