Læsetid: 3 min.

Har du hørt det?

27. august 1999

Vin blev til vand, da Gyldendal i går præsenterede sit efterårskatalog med en reception i gårdhaven. Snakken gik om nye bøger og nøgne folk

Pinger
Man kan ikke både spise pindemadder og have en paraply i hånden. Det måtte gæsterne sande, da de i går mødte op til reception i Gyldendals gårdhave.
Anledningen er forlagets præsentation af kataloget over nye udgivelser i efteråret, og for første gang i 20 år er vejret ikke med Gyldendal, da gæsterne klokken 16 indfinder sig hos forlaget ved Klareboderne.
Knap 300 pinger og pressefolk er mødt op og udveksler håndtryk og kindkys, mens snakken svinger mellem at handle om nye bøger og om, hvilken påklædning, der er mest passende for en chefredaktør, når han færdes på Rådhuspladsen i København.
En del gæster har med mere eller mindre fine metoder sikret sig en plads under den råhvide teltdug, som forlaget i dagens anledning har slået op i gårdhaven. Resten praktiserer kunsten at holde en paraply, så den beskytter mod såvel regnen som andre paraplyer, mens direktøren for Gyldendals skønlitterære afdeling, Johannes Riis, holder dagens tale.

Eftertiden vælger
"Det er aldrig til at vide, hvilke bøger, der slår igennem. Nogle af de bøger, vi sender ud, vil bliver slagtet af anmelderne, men alligevel kan de blive en stor succes hos læserne. Og ingen ved, hvilke bøger, der vil blive husket i eftertiden," siger han og henviser til Johannes V. Jensens Kongens Fald.
"Johannes V. Jensen blev i sin samtid betragtet som aparte. Han var en rå og upoleret karl. Nu er Kongens Fald netop blevet valgt som århundredets bog," fortsætter Johannes Riis og henviser til de kåringer, som for nylig blev foretaget af Politiken og Berlingske Tidende, hvor Kongens Fald i begge tilfælde indtog en førsteplads.
Paraplyerne i gårdhaven bølger rastløst og et glas smadres mod de våde brosten, mens direktøren afslutter sin tale. Snakken begynder atter at summe blandt de fremmødte, og trængslen omkring bordene med pindemadder og vin tager til.
En gepardmønstret paraply adskiller sig fra mængden, men den forsvinder hastigt ud af porten. Under den er en stor hat. Den tilhører Suzanne Brøgger.

Vilde med erindringer
"Bar røv og strømpesokker," lyder det højlydt fra en sortklædt yngre mand, idet Informations udsendte forsøger at kæmpe sig igennem mængden for at få fat i et eksemplar af det korngule katalog over de kommende udgivelser.
Blandt efterårets udgivelser finder man den netop forsvundne Suzanne Brøgger, som i oktober udgiver bogen Lotusøje, der er haiku-inspireret poesi. Liselotte Henriksen har skrevet en opslagsbog, Blixikon, med Karen Blixen-relaterede oplysninger fra a til å. Af andre nyheder i kataloget finder man krimien Manden der kaldte sig mor fra Morten Sabro, samt en erindrende livsreportage fra Klaus Rifbjerg. Karen Syberg har skrevet Nynne Kochs erindringer, Ved nærmere eftertanke, og Alex Frank Larsen har skrevet en Anker Jørgensen-biografi.
Et kort blik på også de konkurrerende forlags udgivelser i dette efterår understøtter indtrykket af, at de danske læsere er vilde med kunstneres og politikeres tanker.
"Men han havde da vist en skjorte på," tilføjer den sortklædte unge mands samtalepartner, mens en fotograf, som tidligere er blevet set på jagt efter de kendte, skubber sig igennem mængden. Han har opsporet litteraturprisvinderen Pia Tafdrup, og tager et billede af sit eget slips, som i mellemtiden er blæst hen over hans linse.
Vinen er ved at forvandle sig til vand for de få, som er så uheldige hverken at være i besiddelse af en paraply eller i stand til at mase sig ind under den lyse teltdug, og flere vælger stille at fortrække fra selskabet, som i dobbelt forstand har markeret kongens fald.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her