Læsetid: 5 min.

Hovedpine i Washington

7. august 1999

Uklarhed om USA's militære rolle i Colombia og forsøg på at inddrage andre latinamerikanske lande

Panik og forvirring i Washington. Det er det foreløbige resultat af de seneste ugers afsløringer af og diskussion om USA's voksende militære tilstedeværelse i Colombia og presset på flere latinamerikanske lande for at få dem til at deltage i bekæmpelsen af narkotrafikken og guerillaen i Colombia.
Efter en række uklare og modstridende meldinger i den seneste tid fra forskellige kilder i Washington om at USA vil øge sin militære bistand og tilstedeværelse i det voldsplagede land, og efter at latinamerikanske medier har rejst spørgsmålet om betimeligheden af en direkte amerikansk intervention i Colombia, har den amerikanske regering besluttet at sende en delegation af tunge politiske drenge til Bogotá for at få styr på situationen.
Den højtstående delegation består af Latinamerika-veteranen Thomas Pickering, viceudenrigsminister for politiske anliggender, Pete Romero, viceudenrigsminister for interamerikanske anliggender, og deres kollega fra narkobekæmpelseskontoret, Randy Beers. De tre skal - muligvis med bistand fra den ansvarlige for Latinamerika i præsident Bill Clintons sikkerhedsråd, Arturo Valenzuela - mødes med højtstående colombianske politikere og embedsmænd for at gennemgå USA's støtte til narkobekæmpelsen og til fredsprocessen i detaljer, oplyser det liberale colombianske dagblad El Tiempo fredag.
Ifølge bladet skal besøget ses som et forsøg på at stive præsident Andrés Pastranas svækkede position af i en fredsproces, der efterhånden ligner en fiasko.
Om det lykkes er et stort spørgsmål, for USA er allerede militært til stede i Colombia. Det er også tvivlsomt, om det vil lykkes at ændre den udbredte opfattelse i Colombia og Latinamerika af, at USA er ved at forberede en eskalering af sin indblanding i Colombia, og at man forsøger at inddrage flere latinamerikanske lande.

Den mislykkede fredsproces og borgerkrigen i Colombia er ved at blive en alvorlig hovedpine for dets latinamerikanske naboer. Ikke fordi borgerkrigen er eskaleret, men på grund af USA's voksende engagement i konflikten. Det amerikanske engagement i Colombia er ikke af nyere dato. Da præsident George Bush i 1989 erklærede narkotikaen krig, betød det også større politimæssig og militær bistand til Colombia, Peru og Bolivia i et forsøg på at komme narkokartellerne til livs. Men det direkte engagement var begrænset til narkotikabekæmpelsen.
I dag er amerikansk militær - under dække af at deltage i narkotikabekæmpelsen - direkte engageret i bekæmpelsen af de to venstreorienterede guerillabevægelser i Colombia, FARC (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker) og ELN (Den Nationale Befrielseshær). Chefen for USA's narkobekæmpelsesprogram, general Barry McCaffrey, udtalte for nylig, at ELN og FARC er 'narkoguerillaer', der tjener op til 600 millioner dollar om året på produktion og distribution af narkotika. USA's direkte engagement er så stærkt voksende, at flere iagttagere med bekymring er begyndt at sammenligne det med engagementet i El Salvador og Nicaragua i 1983-84.
De første oplysninger om USA's direkte militære engagement i Colombia blev bragt i Washington Post den 25. Maj 1998. Bladet oplyste, at amerikanske militærfolk ikke kun deltager i trænings- og efterretningsaktiviteter, men også gennemførelse af militære aktioner mod ELN og FARC sammen med Colombias væbnede styrker.

Ifølge Washington Post er der konstant omkring 200 amerikanske militærfolk i Colombia, af hvilke 60 er konstant stationeret på tre radarovervågningscentre i Colombia, mens resten deltager i planlægning og gennemførelse af aktioner mod guerillaen.
Nedstyrtningen af et avanceret amerikansk spionfly den 23. juli i Putumayo i det sydlige Colombia med fem amerikanere og to colombianere ombord er et håndgribeligt tegn på USA's militære engagement. I Putumayo ved grænsen til Ecuador er FARC meget stærk. Spionflyene bruges til (ved hjælp af bl.a. infrarøde stråler) at spore guerillaens mandskabsbevægelser og til at opfange guerillaens radiokommunikation.
De amerikanske 'rådgivere' er underlagt det amerikanske militærs Sydkommando, SouthCom, i Miami, hvis øverstkommanderende, general Charles E. Vilhelm, ikke lægger skjul på, at han betragter Colombia som et land, hvor det er nødvendigt at gribe militært ind.
Det vækker bekymring i Colombias nabolande. I slutningen af juni i år udtalte Vilhelm således efter voldsomme kampe mellem partisaner, paramilitære grupper og soldater fra den colombianske hær tæt på grænsen til Panama, at "Colombia er en trussel mod Panama, fordi FARC trænger ind på tangen".
I april i år overdrog Ecuadors præsident Jamil Mahuad en række faciliteter på flyvebasen ved Manta på Stillehavskysten til det amerikanske flyvevåben. Aftalen indebærer udstationering af op til 200 amerikanere til at flyve otte fly, som skal afgå op til 140 gange om måneden. Flyene skal gennemføre overvågnings- og efterretningsopgaver over Stillehavet og Colombia. Deres opgave er angiveligt at holde øje med narkosmuglere, som de amerikanske myndigheder udtrykkeligt regner guerillaen med til.
Perus præsident Alberto Fujimori er ivrig efter at deltage i bekæmpelsen af de colombianske oprørsbevægelser. Den 7. februar gik han i rette med præsident Pastranas forhandlingslinie over for FARC.
Den 13. april undertegnede USA og NATO-partneren Holland en aftale som betyder, at Holland stiller faciliteter til rådighed for USA i visse lufthavne på de hollandske Antiller Curacao og Aruba lige nord for Colombia. I Guyana på Sydamerikas nordkyst har USA lejet en 'rumforskningsbase'. Desuden er der formodninger om, at USA forhandler med Costa Rica om oprettelse af en amerikansk base, oplyser det mexicanske ugemagasin Proceso.

Til gengæld er Venezuela stærkt afvisende over for Washingtons henvendelser om militært samarbejde. Oberst Hugo Chávez' regering har således afvist at tillade overflyvning af de amerikanske spionfly. Ejheller militære baser vil man tillade. Afvisningen er offentlig og højrøstet i overensstemmelse med Chávez' populistiske og antiamerikanske nationalisme.
Til gengæld er Venezuela stærkt afvisende over for Washingtons henvendelser om militært samarbejde. Man vil ikke tillade militære baser. Afvisningen er offentlig og højrøstet i overensstemmelse med Chávez' populistiske og antiamerikanske nationalisme.
Derimod har Argentinas præsident Carlos Menem udtalt sympati for tanken om en fælles kontinental indsats i Colombia. Til en argentinsk radiostation udtalte han i sidste uge, at hvis Colombia anmoder om hjælp "til at standse oprørets fremdrift, vil vi være der." Han følte sig dog hurtigt presset til under et besøg i New Orleans at erklære, at han aldrig havde foreslået at sende argentinske styrker til Colombia.

Hvor stort et latinamerikansk engagement bliver i bekæmpelsen af oprørsbevægelserne i Colombia er for tidligt at sige, men alene det at flere regeringer stiller faciliteter til rådighed og at der er vedholdende udsagn og rygter om aktiv deltagelse afspejler en ny udvikling, som ikke blot skyldes pres fra USA. Den tiltagende vold, den voksende fattigdom og markante utilfredshed i flere latinamerikanske lande har skabt frygt hos regeringer, politikere og erhvervsliv for, at den voksende sociale og politiske uro kan løbe ud af kontrol. Så er det rart at have naboer at støtte sig til, hvis man ikke selv kan slå dem ned. Ikke noget rart perspektiv på et kontinent, hvor der indtil for ti år siden stadig fandtes et militærdiktatur af værste slags - Pinochets i Chile.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu