Læsetid: 2 min.

De indre allierede

5. august 1999

Selvbiografisk essaysamling af den svenske lyriker Lasse Söderberg

Ny bog

Tilfældighed som indre allieret. En formel værd at overveje for den, der reflekterer over sit liv. Betyder den en skjult lovmæssighed, der så at sige opsøger en, eller er det en evne til at anskue tilfældigheder som dele af et brugbart mønster?
Surrealisterne med André Breton i spidsen talte om "objektive tilfældigheder" som dele af det underste land, sindets underjord, eller hvordan man nu i digtningen titulerer det ubevidste.
Tilfældighedernes mønsterdannelse ligger som et diskret tema i den svenske lyriker Lasse Söderbergs essaysamling Gemensamma nämnare, en række skrevne, bearbejdede, nyskrevne kapitler til noget, der også kunne kaldes litterære memoirer. Og titlen 'Fællesnævnere' fortæller, at det er stykker komponeret sammen over hans personlige møder med modernismens digtere, malere, filmfolk og deres værker.
Bogen tegner endda konturerne af en dannelseshistorie, idet den, uden egentlig kronologi, strækker sig fra hans tid som elev på et katolsk autoritært gymnasium i Nordøstfrankrig - og det gør ham til en initieret kender af Jean Vigos kultfilm Zéro de conduite - frem til glimt af nutid med perspektiv på hans tid i 1950'ernes Paris og Stockholm.

Hemmelige forbindelser
Lasse Söderbergs virksomhed som litterær introducør ligger i direkte forlængelse af det store forbillede, Artur Lundkvist. Som tolv-trettenårig læste han dennes digtsamling Natten broar, og så var det sket. Atter en surrealistisk titel om de hemmelige forbindelser.
I slutkapitlet vender han tilbage til Lundkvist i Paris 1960. Med sin Maria Wine er Artur Lundkvist så rejst til Marokko. Lasse Söderberg har en søvnløs nat og griber efter lekture, tilfældigvis Arturs rejsebog Vulkanisk kontinent, der bl.a. fortæller om oplevelser med vulkanudbrud. I radioavisen næste morgen kommer nyheden om det frygtelige jordskælv i Agadir. Antallet af døde stiger time for time, men det svenske par har overlevet. Og Lundkvist skriver sit berømte stordigt Agadir om det.
Var den natlige lektyre "en slags omen"? Nej, en tilfældighed, vil Söderberg hævde. Men en effektfuld slutning på essaysamlingen og dens surrealistiske fællesnævnere er det. Varsler er jo et kunstnerisk princip.

Fra de glemte 50'ere
Det er en atmosfæremættet rapport fra de glemte 50'ere, hvor en ny generation søgte sine rødder i det moderne, desperate digterskæbner som Paul Andersson - ophavsmand til det indledende citat om tilfældighed som indre allieret - og Pierre Zekeli, to fortabte genier, og videre dem, der blev store i konkretismens og dadaismens eksperimenter, Öyvind Fahlström og Carl Fredrik Reuterswärd.
Söderberg kan den essayistiske kunst at forene litterær præsentation af værk og person, bl.a. i det smukke billede af Paul Eluard, i den gode analyse af Henri Michaux, i skildringen af sine møder med André Breton, der her får oprejsning for et dårligt litterært ry, omgivet af sine objekter i hjemmet ved Place Blanche. Også Man Ray tegnes op og affotograferes i sit atelier.
Et sted omtaler forfatteren ironisk sig selv som "litterær entreprenør". Han er en eksklusiv lyriker, digtoversætter fra især spansk og fransk med en omfattende læsning og finsans, en rejsende polyartist, tidsskriftredaktør, skaber af de internationale poesidage i Malmø. Og nu en fint pointeret erindringsskriver, der håndterer sine indre allierede. Bogen er i sit gedigne udstyr gennemillustreret, med fotos af Lütfi Özkök og Christer Strömholm, og er den første af tre planlagte selvbiografiske essaysamlinger. Et brobygningsarbejde.

*Lasse Söderberg: Gemensamma nämnare. 168 s. 230 skr. Ellerströms

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her