Lars Muhl er dansk rocks miskendte geni, men ny retrospektiv plade viser, at han er meget mere end det
Ny cd
Lars Muhl har altid været kritikerkæledægge, et miskendt geni, en af dansk rocks bedst bevarede offentlige hemmeligheder - tilsammen nok ikke så lidt af et kors at bære på.
Instant schlager hed en meget tidlig plade med Muhl og hans kunstneriske katapult, Århus-bandet Warm Guns. En passende titel al den stund få danske komponister har haft så mange omkvæd løst oppe i ærmet.
Havde Lars Muhl været englænder, havde han i dag boet i Los Angeles med egen hjemmeside med indbygget venteliste for kunstnere, der gerne vil have forgyldt deres karriere med en ægte Muhl. Påstanden underbygges igen og igen, når man hører Till The End Of Time, en gennemarbejdet retrospektiv dobbelt-cd med undertitlen Best of Lars Muhl.
En sang som "One More Minute" burde have været en global landeplage. Nu nåede den ikke slet så langt rundt, men Lis Sørensen sang den til hjemlig langtidssucces under titlen "Ind Til Dig Igen".
Muhls egen version fra 1986 er stadig ikke at foragte, fordi den er så prototypisk for komponisten som sanger: Storladent anslag, skamløst smægtende og med et refræn, der er så instant on-smittende som en influenza i en overfyldt novemberbus. Sunget af en sanger, der altid har syntes, at hans stemme matchede de følelser, der til tider har truet med at rive ham i stykker.
Fra Cohen til Costello
Den, der skriver dette, har aldrig helt kunnet deltage i de kollegiale lovprisninger af Lars Muhl, men selv om det stadig ikke er til at overhøre den fuldtonende inspiration fra folk som David Bowie, Leonard Cohen, Bryan Ferry og Elvis Costello, kommer det hele til at hænge sammen nu. Først og fremmest fordi ingen kan tage melodierne fra Muhl.
Åbningen "Shooting Stars" er en tydelig, men vældig Leonard Cohen-pastiche om kærligheden som en religion for de vantro. De oversete sange fra 1997-albummet Mandolina burde få Michael Learns To Rock til at lukke butikken - den akustiske "The Answer" kunne sagtens være sunget af John Lennon, og Warm Guns-minderne "Wonderkids" og "The Young Go First" emmer måske lidt for meget af 80'erne, men sejrer på ungdommelig naivitet og vitalitet.
Sproget er, som man kan forstå, engelsk. Det er nu engang sådan, det er. Muhl på dansk turde være en nærliggende tanke indtil man (gen)hører f.eks. Europa, hans Melodi Grand Prix-bidrag. Pludselig synes han, der skal menes og forklares. Det skurrer. Muhl skal sanses og opleves.
Anmeldersniksnak
Pladens anden bærebølge er derfor logisk nok intensiteten, tilstedeværelsen, den vilje til at trænge igennem, som er energien bag musikken.
Muhl ved godt, hvem han lyder som, men visionen er at turde stå ved forbillederne, ikke for at gemme sig bag dem, men for at vise at enhver diskussion om epigoneri er anmeldersniksnak.
Muhls mission er at delagtiggøre os i hans vision om, at alle, der synger sig selv helt og fuldt, synger den samme, uendelige sang, en båndsløjfe, hvor banalitet og ægthed, romantik og sentimentalitet, splejses sammen. Den mission lykkes.
Omvendt fortæller pladen også, hvor Lars Muhl aldrig har fået det kommercielle gennembrud, talentet ellers berettiger til. Han har altid manglet en producer. Faktisk lyder ikke så få af de officielt udsendte sange som lidt for overlæssede demoer, der lige så godt kunne have været anbragt på pladens anden cd, en lille time med Bedroom Tapes, som er netop det. Mest for samlere og historikerne.
Det er resten af Till The End Of Time ikke. Efter sigende markerer pladen
Muhls farvel til rollen som rocksanger. I så fald er der tale om en kursivering af hans kvaliteter. En svanesang for fulde gardiner og bristende hjerte. Nye lyttere kan begynde her.
*Lars Muhl: Till The End Of Time - Best of ... 2cd. Kick Music. Udkommer i dag
