Kan det virkelig passe? Er det 30 år siden, at nogen har skabt et betydningsfuldt litterært værk i USA? Og hvorfor er det sådan?
Essay
I en fascinerende tilføjelse til Søn af de sorte (1940, da. 1942) beskriver forfatteren Richard Wright sin "dybe morskab" ved at skrive bogen og sin følelse af, at den mareridtsagtige, men sært komiske saga om en analfabetisk sort mand, der dræber en overklasse-hvid, var universel: "Jeg opdagede, at Bigger Thomas ikke var sort hele tiden; han var også hvid, og der var bogstavelig talt millioner af ham overalt."
Det betød dog ikke, at Wright opfattede sin romanperson som et nummer: tværtimod var det nødvendigt at individualisere Bigger, fordi "hovedindholdet i al seriøs fiktion næsten udelukkende består af sammenhængen mellem romanperson og skæbne samt de sociale, politiske og personlige elementer der indgår i denne."
Wrights essay kunne stå som et credo for al fiktion, ikke mindst de bedste amerikanske karakter-fortællinger (Huck Finn, Gatsby, Moby Dick) med deres specielle blanding af naturalisme og amerikansk absurdisme (tænk for eksempel på Dr. Eckleburgs øjne i Gatsby eller den lange afhandling om en hvals forhud i Moby Dick!)
Man forstår, hvorfor sådan en bog - og Søn af de sorte tilhører denne kategori - kan være vældig morsom at skrive. (Men ikke haha-skæg, en renere, dybere slags morskab: Morskaben ved at tilsidesætte sit ego og blive revet med til steder, hvor man aldrig før har været). Selvom man ikke lige præcis ler, når Bigger Thomas kvæler Mary Dalton og putter hende i fyret, så klukker man sørgmodigt: Der er noget tilfredsstillende makabert, næsten Poe-agtigt, over denne tragedie om to mennesker, adskilt af en afgrund af misforståelser.
Ingen ny Bigger
Uanset hvad der ellers kan siges om amerikansk litteratur i de seneste 30 år, så har den ikke frembragt én eneste mindeværdig person, hverken en Bigger eller en Gatsby eller en Holden Caulfield, og den har heller ikke budt os på en roman eller et skuespil, der kan tjene som eksempel på Wrights komplekse sans for morskab.
Som gruppe er det satirikere som John Barth, Thomas Pynchon og Don deLillo, der er kommet tættest på. De har bestemt forsøgt at skabe værker, der rummer det hele inklusive morskab (i det mindste den underlige og makabre) men deres humor virker anstrengt, selvoptaget; i stedet for at blive opslugt af personer, der gennemspiller deres skæbne, føler man sig manipuleret af romanernes storslåede konstruktioner.
Faktisk har end ikke tv og film skabt ret mange fiktive ikoner i bemeldte tidsrum: Elvis, Muhammad Ali, Janis Joplin, Lee Harvey Oswald, Richard Nixon, Malcolm X., Bill og Monica har optaget os mere end nogen fiktiv skæbne.
Skjulte selvbiografier
Men hvis det ikke var personerne, der har været drivkraften, hvad er det så, der har drevet litteraturen frem i de seneste 30 år? Stil. Snæverhed. Forsigtighed. I stedet for at forsøge at omfatte alt, har de fleste forfattere (og seriøse forlæggere) fokuseret på en enkelt genre, minoritet, social klasse, kulturel eller etnisk gruppe.
Det er muligt, at årsagen har været desperation over en skrumpende læserskare, et godt øje til nichemarkedet, dovenskab, mangel på talent, mangel på erfaring, en atmosfære af kulturel separatisme (et trist biprodukt af 60'erne) - eller alle de nævnte grunde.
De fleste romaner, noveller og digte er degenereret til slet skjulte selvbiografier med blot og bart symbolske fiktive gestus, indtil det punkt, hvor også selve det fiktive påskud er blevet droppet og skribenter, der lige er kommet ud af skolen, oversvømmer markedet med deres memoirer.
Ved slutningen af århundredet er Wrights tro på muligheden af en universel fiktion ikke blot gammeldags, den er også politisk ukorrekt. Og skønt de er skrevet med porcelænsagtig finhed, så er der (selv når de er skægge) ikke megen morskab at hente i de fleste af de værker, der bliver skrevet.
Den frodige afgrund
Hvis litteraturen er blevet besat at 'stil', så er de seneste 30 års bestsellere besat af formler. Siden Anden Verdenskrig (og sandsynligvis længe før) har der eksisteret en afgrund i amerikansk litteratur mellem høj- og lavkultur, men tidligere var det i denne afgrund de fleste bemærkelsesværdige amerikanske forfattere blomstrede.
Jeg tænker på forfattere som Hemingway, Cather, Steinbeck, Faulkner - essentielt realistiske forfattere med en ikke desto mindre genkendelig stil og endda en smag for Store Temaer (Tidens og Historiens Gang), som de prøvede at integrere i deres historier uden den helt store klodsethed. I de seneste 30 år er der ingen, der har været i stand til at udfylde hullet, til trods for de forsøg skribenter som John Irving og Tom Wolfe har gjort.
Samtidig med at litteraturen blev nedsænket i dagbogs-skriveriet, forsvandt bestsellerne længere og længere ind i fantasien; de lånte lidt fra tv-sæbeoperaer, lidt mere fra porno og thrillers, og i sidste ende blev de redskaber for simplificerede versioner af vore nationale drømme ( og mareridt): gys, rigdom, forbrydelse, paranoia, sex, berømmelse.
En allegori
Man kan måske sige, at Amerika i denne periode har mistet evnen til at opfinde overbevisende historier om sig selv; livet er blevet for anspændt og kompliceret til, at der er rum for det nødvendige drømmeri. Men måske er forklaringen langt mere praktisk.
Lad os tage allegorien Forlag og Erhvervsliv. Historien er efterhånden velkendt: Hvordan en aggressiv, klodset (men vital) ung mand ved navn Erhvervsliv, som har skabt sig en formue ved at sælge toiletrens og tandpasta, bejler til en fornem, fattig, neurotisk jomfru ved navn Forlag. Indtil slutningen af 1960'erne havde Erhvervsliv knap nok lagt mærke til hende - hun var for stille, for distant - men nu forelsker han sig dødeligt - måske fordi han er blevet træt af lettere erobringer.
I sit hjerte ved Erhvervsliv, at bøger kan sælges ligesom tandpasta, hvis blot Forlag ville blive hans. Forlag, der ikke er blind for hans fortrin, er i et dilemma: Skal hun bevare sin renhed og fortsat leve på hyldest og beskedent salg, eller skal hun give efter for Erhvervsliv og producere bøger direkte til, gisp!, masserne?
Først gør hun modstand. Jeg synes om dig og dine store forskud, luksuskontorer, glittede omslag og filmkontrakter, fortæller hun Erhvervsliv. Jeg er tiltrukket af din energi, jeg vil gerne tjene penge, men jeg ved ikke, om jeg er ... parat. Mine forfattere arbejder langsomt de har brug for tid, tid, tid.
Erhvervsliv forstår det ikke. Har han ikke overdænget hende med penge og respekt? Hvorfor er hun ikke ligeså opsat, som han er? Hvorfor kan hun ikke insistere på, at hendes forfattere skriver succesromaner i en fart, nu hvor bøger virkelig begynder at sælge ligesom tandpasta i supermarkeder, lufthavne, boghandlerkæder og over Internet?
Afkommet efter de to blev - tvillinger. Drengen, som vi kan kalde Kommerciel Litteratur, en stor stærk knægt, bevarede nogle af den realistiske fiktions kvaliteter (specielt forsøget på, omend overfladisk, at beskrive et tværsnit af samfundet) samtidig med at han anerkendte publikums behov for fantasi, for en mangel på originalitet, for den beroligende gentagelse af eventyret om Den Gode og Den Onde efter en hård dag på kontoret.
Under noms de plûme som Stephen King, Robert Ludlum og Danielle Steel voksede Kommerciel Litteraturs salgstal til så hypertrofiske dimensioner, at de optog næsten al den reolplads, der engang var reserveret for en mangfoldighed af mere 'seriøse' forfattere.
Hans søster - skal vi kalde hende for Fin Skrift? - var endnu tyndere og endnu mere selvoptaget end moderen. Hendes værker, der blev sat med elegant skrift og udgivet i mikroskopiske oplag, var lige så fine, yndige og harmløse som hendes dagbog.
Det er overflødigt at sige, at hendes mor forgudede hende, mens hendes far tolererede hende for familiens skyld.
Lutter spørgsmål
Naturligvis er det ikke så simpelt. Naturligvis har USA i de seneste 30 år frembragt gode forfattere og gode bøger. (Jeg har Kathy Acker, Bret Easton Ellis, Grace Paley, Maxine Hong Kingston, Nicholson Baker, David Foster Wallace samt skuespilforfatterne Sam Shepard og David Mamet på listen; din inkluderer givetvis nogle, jeg har overset).
Men den brutale sandhed er, at der ikke i de seneste 30 år er fremkommet noget bemærkelsesværdigt værk indenfor nogen af kunstarterne, inklusive dem, der antages for at have stjålet litteraturens markedsandel af offentlig bevågenhed. Uanset hvor mange forklaringer man kan give, er der ingen af dem der er helt tilfredsstillende.
Oversatte de sene 60'eres politiske radikalisme en mistro til den individuelle stemme til kunstnerisk konservatisme i stedet for, som Walter Benjamin håbede, til kunstnerisk radikalisme?
Mistede Kunsten sin vitalitet, fordi den vestlige verden svingede til højre i 70'erne og 80'erne, og med sig bragte noget, man kunne kalde Kapitalistisk Realisme?
Dræbte Erhvervsliv Kunst, eller var det selvmord?
Har cyber-tidens opskruede tempo gjort det umuligt for os at koncentrere os om en jazz-solo, et filmklip, der fastholder en situation i lang tid, en roman hvor personerne siger mere end to sætninger ad gangen?
Eller har min 15-årige søn ret, når han siger, at det er i computer-grafik og reklamer, man skal finde Kunsten i vore dage?
Det eneste, vi øjensynlig har lært ved slutningen af dette udmattende århundrede er, at der ikke er nogen teori, der passer til alle kendsgerningerne: alt hvad vi har tilbage er spørgsmål.
Og alligevel ønsker litteraturen ikke at dø. I USA dukker der til stadighed småforlag op og rækker næse ad de store sammenslutninger. Digtoplæsninger tiltrækker hundredevis, hvis ikke tusindvis af unge mennesker. Hiphop reflekterer kærligheden til ordenes lyd, om ikke altid til deres mening. Og selv morskaben ved at skrive er ikke fuldstændig overset. I et nyligt essay, kaldet "Morskabens natur" beskriver romanforfatteren David Foster Wallace udviklingen af en fiktionsforfatter.
Hvor han i begyndelsen skrev historier for at underholde sig selv og tilsløre sine svagheder, dér opdager han hurtigt, at det kun er, når han afslører de mest pinefulde sider af sig selv (som Wright gjorde i Søn af de sorte og som enhver stor forfatter gør), at han når ind til den virkelige morskab:
At man kun kan opretholde morskaben ved at skrive ved at konfrontere sig med netop de umorsomme dele af én selv, som man begyndte at skrive for at tilsløre, er endnu et paradoks, men det er ikke ét, der på nogen måde binder én. Det er en gave, et mirakel, og sammenlignet med dette er dig ukendte menneskers hengivenhed som støv, nullermænd.
Dét ville Wright have syntes om.
*Copyright: George Blecher. Oversættelse Karen Syberg
