Læsetid: 12 min.

Johannes V's mytisme

28. august 1999

'Kongens Fald' er kåret som århundredets danske roman, men mangler vi ikke en 'isme', der kan indfange Johannes V. Jensens forfatterskab?

Det er karakteristisk for dansk litteraturhistorie, at århundredets to første og kunstnerisk frodige årtier ikke bærer noget navn. Vi taler om 90'erne, om 20'erne og 30'erne - men ikke om 10'erne! - og slet ikke om 00'erne...
Kaster vi et blik på litteraturhistoriens ismer, tegner der sig gerne følgende forløb: 1870 naturalisme - 1890 symbolisme - 1920 ekspressionisme. Hvad vi straks konstaterer er netop, at århundredets to første årtier optræder i et ismeløst tomrum. Hvilket er besynderligt nok, idet perioden kunstnerisk sætter resultater, der får betydning hele vejen op igennem det nye århundrede. En betydning, der først i disse år er i færd med at blive opdaget.
Ved århundredets begyndelse manifesterer en ny generation sig med flere markante fællestræk, hvad angår formsprog, stilsans og livsfilosofi. Ydermere markerer den nye bølge sig på tværs af kunstarter og genrer, hvilket understreger generationens indre homogenitet.
Hvori bestod da det nye? - der ikke har fået navn.

Nu er det lidt af en tilsnigelse at konstatere, at perioden ikke har fået navn. Det har den. Der er blot den uheldige omstændighed ved den litteraturhistoriske navngivning, at den er komplet intetsigende. De to etiketter, perioden 1900-1920 har fået, lyder henholdsvis Den Store Generation og Det Folkelige Gennembrud.
Disse betegnelser er utilfredsstillende, fordi de er upræcise og udflydende. At generationen er "stor", dvs. tæller et stort antal kunstnere, der frembringer store resultater, siger kunstteoretisk ingenting - indefra. Her er den litterære norm blot af kvantitativ og sociologisk art.
Tilsvarende mht. "det folkelige", der i en kunstnerisk sammenhæng tilmed Iyder lidt mistænkeligt. Selvom "det folkelige" ikke nødvendigvis behøver at være en form for forenkling og forfalskning. Ingen af generationens kunstnere kan siges at spekulere i folkelig eller kommerciel kunst.
At de to tiår er rangeret ud på et sidespor har sikkert sin forklaring i, at perioden ikke udvikler en kritiker eller litterat som generationens talerør, ligesom kunstnerne ikke selv etablerer et tidsskrift til at samle bevægelsen. Desuden har det danske fænomen ikke nogen parallel i udlandet. Det er rent dansk. Dette kan det være vigtigt nok at opholde sig ved, idet tidligere og kommende ismer alle er importeret fra udlandet: det gælder såvel romantik og naturalisme som symbolisme og ekspressionisme.
Nu kan man med rette spørge, om ikke dette isme-cirkus er ligegyldigt og kun for feinschmeckere? Er selve den kunstneriske udfoldelse ikke det vigtigste? Det er den selvfølgelig, men uden navn og begreb truer den pågældende kunst med forsvinden, hvilket da også har været tilfældet med denne periodes. Det er først nu - 100 år senere - at litterater og kunsthistorikere er ved at genopdage dens betydning.
Således har der indenfor billedkunsten først i 1998 - sikkert i forlængelse af den banebrydende udstilling på Nivaagaard i 1993: Symbolismen i dansk kunst arrangeret af Hanne Honnens de Lichtenberg - fundet en opprioritering sted af kunstnere som J.F. Willumsen og L.A. Ring, der begge har fået tildelt deres egne rum i den nye ophængning på Statens Museum for Kunst. Som museumsinspektør Vibeke Petersen præcist siger i et interview i den forbindelse (Jyllands-Posten, 3. nov. 98): "Museets Ring-værker viser pludselig vejen ind i symbolismen. På den måde bliver hans produktion central."

Inden vi nu kigger nærmere på symbolismens specielle position i Danmark, skal der kort fokuseres på den omtalte bølges store generation. Det drejer sig om kunstnere, der næsten alle har deres udspring i 90'erne og kulminerer indenfor de følgende to årtier. Det gælder Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Jakob Knudsen, Knud Hjortø, Marie Bregendahl, Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg. Indenfor billedkunsten gælder det de fynske malere: Peter Hansen, Johannes Larsen, Fritz Syberg, Anna Syberg, endvidere J.F. Willumsen, L.A. Ring, Niels Larsen Stevns og Hans Smidth. Ligesom komponisten Carl Nielsen hører til generationen. Og indenfor skulpturen Kai Nielsen, Niels Hansen Jacobsen og Rudolph Tegner.
Allerede navnene røber en ny tids frembrud. Der er mange sen-navne iblandt. Tidligere har romantikken budt på en enkelt Baggesen, et halvt århundrede senere en enlig Andersen efterfulgt af en ligeså enlig Jacobsen. Nu vrimler det. Skønt flere kunstnere benytter sig af det sted, hvor de er født eller lever, som kontur til et ellers anonymt navn. Således tilføjer Martin Andersen sin by, Nexø, til navnet, ligesom maleren Niels Larsen tilføjer Stevns. Kun Johan Nielsen dropper efternavnet helt og erstatter det med tilnavnet Skjoldborg. Det samme gør Marie Sørensen, der bliver til Marie Bregendahl. Omvendt bliver Thøger Underbjerg til Thøger Larsen, hvilket man jo ikke kan fortænke ham i.
Det specielt danske fænomen gør sig gældende derved, at de nye forfattere og kunstnere stort set alle kommer fra landet. Det er så at sige jordens egne børn, der nu får stemme. Litteraturen og billedkunsten kender nok til skildringer af livet på landet (f.eks. Henrik Pontoppidan), men det nye er, at disse kunstnere selv er af almueslægt og vedblivende beholder denne tilknytning socialt og som motiv i deres kunst. Af samme grund kommer der en ægthed og fortrolighed ind i deres værker, som på salonløverne og æsteterne i hovedstaden virker som grov provokation. Bondeforfattere! Bondemalere!

D

et er litteraturforskeren Sven Møller Kristensen, der i sin bog Den store generation (1974) gør opmærksom på dette gennembrud, som han aflæser som en første demokratisering af åndslivet. SMK tager - uanset bogens titel - afstand fra etiketterne Den Store Generation og Det folkelige gennembrud, men har til gengæld ikke noget andet at sætte i stedet. Dog er hans overvejelser omkring århundredeskiftets kunstneriske brydninger værd at opholde sig ved, idet han indføre et interessant begreb - nemlig nynaturalisme.
Sven Møller Kristensen gør den bemærkelsesværdige opdagelse, at det først er med bølgens kunstnere, at vi får en egentlig naturalisme - hvis der ikke (hvad der jo gør!) hænger for meget sjælløs realisme ved naturalismebegrebet. Men denne generation er ikke negativt afhængig af kristendommen, som 1870'ernes ateister var det. Og ej heller af Det moderne gennembruds antipoetiske program og politiserende dødvægt. Den tror på livet og naturen - med stort L og stort N. Den tror på poesien som organ for sjælelivets kendsgerninger.
Foreningen af krop og sjæl er periodens dybeste kendetegn. Kropsbevidstheden er det nye. Ikke som udtryk for selvstændiggjort begær og drift, der skal afsløres som den forfærdelige dyriske sandhed om mennesket - den naturalistiske trædemølle - men kropsbevidsthed som hverdagsbalance mellem krop og sjæl. I et ord - hjerte.
For hvad er der sket? Jo, det særdeles afgørende at "nynaturalismen" viderefører det bedste fra naturalismen: virkelighedstroskaben - og det bedste fra symbolismen: fantasi og følelse. "Nynaturalismen" er en naturalisme, hvis objektive realisme har passeret igennem symbolismens subjektive filter.

Der skyller et stort lys igennem de følgende årtiers kunst, der sender vibrationer af Iysmetaforik op igennem hele århundredet. Det er især hos kunstnere som J.F. Willumsen, Sophus Claussen, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen, man kan iagttage, hvorledes et nyt formsprog danner sig ved en kombination af naturalisme og symbolisme. I motivet har naturalisme og symbolisme, hvad der er vigtigt her at fastholde, realismen til fælles. Det er i gengivelsen, fortolkningen, de er forskellige i udtrykket.
I litteraturforskningen hersker der enighed om, at Johannes V. Jensens Kongens Fald (1901) og Digte 1906 er stilistisk nyskabende, og at denne stil er ekspressionistisk. Det uheldige for Johannes V. er blot, at samme litteraturforskning sætter ekspressionismens begyndelse til 1920. Uanset at ordet første gang dukker op i udlandet i 1901!
Her har vi et oplagt eksempel på, at det ikke er stiltræk i den levende litteratur, der bestemmer en periodes navn. Dansk ekspressionisme begynder i virkelighedens verden ved århundredeskiftet med Johannes V. Jensen. Dansk 20er ekspressionisme er anden ombæring og det tynde øl.
Kongens Fald er desuden epokeskabende i dannelsen af en ny genre: dokumentarromanen. En genre som Thorkild Hansen giver nyt liv i 1960'erne med Det lykkelige Arabien og Jens Munk, hvis komposition netop låner titler fra Kongens Fald.
Men ikke nok med det. Genren forener dokumentarismen med den fantastiske fortælling i blixensk forstand. Romanen er en "skæbneanekdote" om fald-loven, jordens lov, der er den mægtigste - af livets love. At dette under af en roman i en forlæst postmodernistisk tid bliver valgt som "Århundredets danske roman", må siges at være et flot valg. Det er i orden.
Men det er ikke i orden, at litteraturhistorien mangler et værktøj til at begribe denne forfatters originalitet og skelsættende betydning. Kåringen kan måske være medvirkende til at et nyt lys på århundredets første årtier, når litteraturhistorien alligevel skal skrives om.
I sit forord til Johannes V. Jensens Johannes Larsen og Aarstiderne (1963) indleder redaktøren Aage Marcus med dette pletskud:
"Henimod slutningen af forrige århundrede var et nyt syn på naturen ved at finde udtryk, såvel i litteraturen som i kunsten. Banebrydende var herhjemme to grupper. De jyske digtere og de fynske malere, og som rimeligt var kom der tidligt kontakt mellem dem."
Aage Marcus' observering af det "nye syn" på naturen er præcis. Det er det samme Sven Møller Kristensen er på sporet af i det omtalte værk. Og som Henrik Wivel pejler overbevisende i kunstbogen Symbolisme og impressionisme (1994). Men igen: Synet har ikke fået noget navn. Og det plejer et nysyn at få i kunstens historie.

I sin fremragende og læseværdige doktorafhandling Den indre sammenhæng i Johannes V. Jensens forfatterskab (1956, ny.udg. 1969) udfører Aage Schiøttz-Christensen et heroisk forsøg på at genrebestemme forfatterskabets mytedannende karakter, men uden afgørende resultat. Aage Schiøttz-Christensen forsøger med termen "mytisk naturalisme", hvilket er titlen på hele kap.5's halvhundrede sider.
Når termen virker utilfredsstillende skyldes det først og fremmest, at den er dobbelt, og her underordner "det mytiske" dels som en naturalistisk afart, dels som blot justerende vedhæng.
Herudover slås Aage Schiøttz-Christensen med det genstridige stof. Når han holder fast ved Johannes V. Jensen som naturalist, skyldes det, at denne altid har erklæret sig som ateist, og som sådan skrevet en hedensk bibel, Den lange Rejse, der imidlertid afsluttes med en kosmisk vision af Himmelgudinden, Ave Stella, der har givet doktoren grå hår i hovedet, men altså også stof til sin afhandling. Aage Schiøttz-Christensen kan af gode grunde ikke få Johannes V. Jensens positivistiske og materialistiske livsprogram til at stemme overens med værkernes religiøse understrømme, der ikke harmonerer med den suveræne naturalisme.
Her er vi ved kernen. For det er enheden i denne dobbelthed af positivisme og metafysik, jeg med et enkelt ord på den livsfilosofiske side vil lancere som - mytisme.
Mytisme betegner tilsvarende på udtrykssiden kombinationen af naturalisme og symbolisme, hvor dette nye formsprog stilistisk fremtræder som ekspressionisme.
Ved et Johannes V. Jensen-seminar om myten d. 16.-18. april på Skærum Mølle (arrangeret af Johannes V. Jensen Centret ved Aarhus Universitet) introducerede jeg i mit foredrag denne nye genre - mytisme - under titlen Lynskud og Krystal - Myten som artistisk, metafysisk og symbolistisk kriterium.
"Lynskud" går måske i dag for at være en Højholt-signatur på grund af digtsamlingen med denne titel fra 1995. Men ordet er rigtignok Jensens opfindelse. Han benytter det to gange i Aarbog 1916 som udtryk for sin æstetik.
I foredraget citerede jeg Niels Birger Wamberg fra hans fortrinlige portræt af Johannes V. Jensen i Danske Digtere i det 20. Århundrede (1982), idet Niels Birger Wamberg netop fremhæver denne dobbelthed. Således peger han på, at naturalismens filosofi - positivismen - hos Johannes V. Jensen bliver udvidet til en "sansernes sjælelære" - og så er vi ude over positivismen. Endvidere finder Wamberg det åbenlyst, at Johannes V. Jensen i sin indgang til oplevelsen og forståelsen af verden er dennesidig, men at "dennesidigheden er transcendental" - hvilket vil sige grænseoverskridende.
Hvor er det mærkeligt, at denne forfatter fra Himmerland, der er så enkel og ukunstlet i sin være- og skrivemåde, er så kompliceret. Men det modsætningsfyldte følger ham til dørs også i hans livspraksis. Man forbinder gerne Johannes V. Jensen med Jylland, alligevel er det på Sjælland han slår sig ned tidligt i tilværelsen og for at slå rod der, ovenikøbet i hovedstaden, i forskellige lejligheder på Frederiksberg og Østerbro. Den jyske forlængelse finder han i sommerboligen - i Tibirke.

Etiketten mytisme gælder indenfor litteraturen eksklusivt Johannes V. Jensen. Hverken Det Folkelige Gennembrud eller Den Store Generation kan i deres kunstneriske helhed gøres begribelige gennem mytisme, men det kan JVJ. Det er jo udelukkende gennem sine Himmerlandshistorier han kan etiketters under Det Folkelige Gennembrud, og så er spørgsmålet endog, om disse historier er 'hjemstavnsdigtning' i klassisk eller folkelig forstand.
I mine øjne er de forfatterens personlige ikoner. De er mytisme.
Ingen af periodens andre forfattere kommer i nærheden af at skrive så vidt forskellige værker som den lystigt ferierende Intermezzo (1898), verdens- og modernitetsfortolkningen Den gotiske Renæssance (1901), den tumultarisk-parodiske Skovene (1905) og indimellem altså Århundredets Roman.
Det, der samler disse værker, og også de antropologiske værker som Aandens Stadier (1925) og Vor Oprindelse (1941) er det mytiske.
Omkring århundredeskiftet barsler Johannes V. Jensen med en ny genre: myter. Begrebet har i hans æstetiske optik intet med traditionel eller moderne mytologi at gøre. I begyndelsen kender han ikke genrens rækkevidde og tyngdepunkt, men eksperimenterer sig frem. Det er igennem tilbagemeldinger fra stoffet, at han bliver klogere på det. Den specielle form består i et kort prosastykke uden egentlig handling eller episode, men hvor motivet træder i forgrunden. Hermed bliver skildringen eller beskrivelsen det centrale, sproghandlingen som sted for virkeligheden og oplevelsen af denne, hvorved indholdet i sådanne tekster bliver selve udtrykket.
En sådan tekst kalder Johannes V. Jensen en myte.
Den første myte er Pindsvinet - nedfældet under et ophold udenfor Oslo og trykt i Illustreret Tidende 1. maj 1898, men aldrig udgivet i bogform. Måske var der for meget Turgenjev og Hamsun-gehør i den. Første gang optrykt i Leif Nedergaards Digte og Myter (1969). Og genoptrykt i Niels Birger Wambergs antologi Mørkets Frodighed. Tidlige Myter (1973).
Det første selvstændige bind myter udkommer i 1907 under titlen Myter og Jagter. I alt udsender Johannes V. Jensen ikke mindre end 11 bind med myter, hvilket vil sige godt 150 tekster.
Imidlertid er ikke alle disse tekster myter, da de ikke alle tilfredsstiller en genredefinition. Her er et frodigt vildnis af mange forskellige litteraturarter: short stories, noveller, rejsebreve, naturstykker, jagthistorier, erindringer, dyreskildringer, fabler, allegorier, rene essays. I virkeligheden er det aldrig lykkedes litteraturforskningen at uddrage den specielle Johannes V. Jensen'ske myteform, skønt flere har gjort forsøget - han selv inklusive - i formodningen om, at denne form findes i virvaret.
Det gør den også.

Mytens element i Kongens Fald er det, der løfter den. Selv når de døde står op af graven på folkevisemaner, virker det ikke som et stilbrud, fordi mytens element konstituerer romanens univers. Synsvinklen er netop tidsmæssigt lagt indefra, fra middelalderen, hvorfor de mytiske passager virker i pagt med tiden som metafysiske kendsgerninger.
Flere af romanens små kapitler består af hele myter. Myten er her en allegorisk fortælling, der ikke bringer handlingen til standsning, men udvider den tematisk og eksistentielt i forklarelsens sorte lys.
Det moderne består i dens tolkning og i dens stil. Den symbolistiske periode, hvori den bliver til, genopdager den romantik, der netop er romantisk i sin genopdagelse af middelalder og renæssance. Kongens Fald er historisk dokumentarisme i symbolistisk regi.
Fortællingen står skulpturelt i sproget, hugget til som i en billedhuggers arbejde, direkte, hårdt og ømt. Der er en sart og vild musik i dette sprog. Den knappe stil giver fremstillingen et energisk, råt og følsomt drive - prosarock år 1900!q

Iben Holk er litteraturhistoriker og internet-forfatter og udsender til foråret udsender en bog om Johannes V. Jensens myter, 'Jærtegn'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu