Læsetid: 3 min.

Kærestesorg ingen hindring

25. august 1999

Poul Krebs, dansk rocks svar på en blød Marlboro-mand, gør intet nyt til godt nyt på en plade, der belønner dem med tid nok

Ny cd
I forskræppet til den nye Poul Krebs-plade, der udkommer i dag, har pladeselskabet gjort en del ud af at forsikre, at man nu kan vente noget nyt fra Krebs: pladen viser nye sider, er indspillet på en ny måde ... Ny, ny, ny - branchens merkantile mantra.
Man lider tilsyneladende af en uudryddelig mistro til at musik kan sælges som del af et langt udviklingsforløb, skønt netop Krebs dementerer den kortsigtede markedsfilosofi.
Så nej, Poul Krebs' nye cd Forbandede Vidunderlige Tøs repræsenterer ikke noget afgørende nyt i forhold til de plader, han ellers har udgivet i 90'erne, men lige så lidt det nytter at gradbøje solnedganges skønhed lige så futilt er det at kvalitetsmåle Krebs ud fra nyhedsparametre.
Godt nok er pladen et indspilningsmæssigt kludetæppe, lidt Austin, lidt New Orleans - i Daniel Lanois' studie, og ikke så lidt Samsø, og godt nok er kreditlisten fuld af studiemusikernotabiliteter fra David Grissom til Wili Jönsson og sparringspartneren, guitaristen Søren Jacobsen samt Nina Forsberg i en meget dynamisk birolle som korsanger, men lyden er Krebs Classic. Ingen instrumentale tour de forcer.
Enhver musiceren, ethvert arrangement indordner sig under sangen, som er sagen her.
Det betyder ikke, at der ikke er godt sete detaljer og stilistiske finter til bl.a. komponistens eget bagkatalog ligesom han diskret hylder inspirationen fra kollegaer som Michael Falch ("Lykkejæger") og - måske lidt for tykt - Sebastian ("Tilbage Til Virkeligheden") samt Dylan, Dylan, Dylan.

Dobbelttydig
Tonelejet er det sædvanlige, midtvejs mellem vindblæst vemod og kontrolleret desperation, isprængt rørende ømhed og, som noget nyt, en dobbelttydig underfundighed, som i "Spilde Min Tid", hvor "en mand er en mand, der kommer til tiden..." og som tilbyder "at spilde min tid udover dig ..."
Målt med hans foregående plader, senest Kosmorama fra 1997, er det et dimensionstab for musikken, at Krebs denne gang næsten ikke opererer i den novellistiske dimension. Han er ellers en god fortæller af skæbner fra det, den stilbeslægtede Allan Olsen, har kaldt randområderne. Ok, det kan godt være, at en del af jeg-sangene i virkeligheden ikke handler om sangeren selv, men Krebs synger dem nu sådan. Og det kan af og til lukke pladen inde i et lidt for privat univers, hvor adgangskoden er uhelbredelig kærestesorg. Retfærdigvis skal det dog siges, at Krebs ikke er nogen klynker. Han er vel nærmest en blød Marlboro-mand.

Indlysende radiohits
Bortset fra den vidunderligt underspillede, mundrette og musikalsk træfsikre "Jeg Troede Det Var Mit Liv" om det forunderligt frustrerende i, at man aldrig bliver herre over hele sig selv, er de store, blivende sange på en plade, der næsten gør en dyd ud af at holde armene ind til siden, ikke de indlysende radiohits som "Lykkejæger", titelsangen og "Hvem Har Stjålet Det Glimt". Dem kan Krebs skrive med den ene hånd på ryggen, mens han med den anden hjælper publikum med at få tændt engangslighteren.
Så er der - med al respekt - meget mere at hente på de rent impressionistiske sange. Her er en atmosfære, der bryder sofafortroligheden, ja, sine steder er der ligefrem ansats til en farlighed, der klæder Krebs.
En sang som "En Sporvogn De Kalder Desire" - med titel fra Marlon Brandos teatergennembrud i Tennessee Williams' stykke i 1947 - er angiveligt skrevet i New Orleans og lyder ligesådan. Sumpet, tordenlummer og fuld af uoplyste rum i musikken. At ældre lyttere så kan genkende Niels Skousen i fraseringen, viser bare, at Krebs ser kontinuiteten som en vigtig del af sin sangskrivning.
Og "Cassa Des Mares" med distinkt dobro-spil af Søren Jacobsen er på sin vis 'bare' et akustisk postkort fra en europæisk yderspids, men også en sang, som giver ordet til det uudtalte om frygten for svævet, risikoen ved livet som et naturvilkår.
Med Forbandede Vidunderlige Tøs foretager Krebs vel intet kvantespring i sin karriere, men intet nyt er i dette tilfælde godt nyt og man kan have ondt af de prosaiske sjæle, der afskriver hans uopstyltethed som banal. De ved ikke, hvad de går glip af.
Poul Krebs søger sandheden, ikke mindst om sig selv. Det tager som bekendt tid. Den tid er ikke spildt, og mod omkvædene hjælper ingen høreværn.

*Poul Krebs: Forbandede Vidunderlige Tøs. Producere: Søren Jacobsen, Bjarne Nygaard Nielsen og Poul Krebs. Sony. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her