Læsetid: 3 min.

Kaje-gallop og unge elskere

20. august 1999

Mary Wesleys tiende bog på dansk

Roman
Den 45-årige Laura er keramiker og har et værksted i London. Hun har gennem årene set det som sin opgave at lære unge mænd op til gode elskere - altid med det fortsæt ikke at involvere sig. Det lykkes for hende, indtil hun træffer den 23-årige Claud, der vil være forfatter. Claud bliver forfatter og Laura bliver forelsket i ham.
Nej, det er ikke et oplæg til en ny novellekonkurrence i tv-bogprogrammet Bestsellers serie danske forfattere kan skam også være folkelige. Det er heller ikke de første linjer i Jens Chr. Grøndahls ny roman, hvis nogen ellers skulle få den tanke. Næe, det er såmænd ordret citat fra forlaget Lindhardt og Ringhofs pressemeddelelse i anledning af Mary Wesleys Andenviolin, en roman fra 1988, som nu altså kan fås i dansk oversættelse - sådan da, for oversætteren har tydeligvis større respekt for det engelske sprog end for det danske. Men hvad, engelsk er jo også ligesom mere worldwide, ikke sandt.
De veluddannede, økonomisk velstillede kvinder i 30'erne, som siges at være kernetroppen blandt danske bogkøbere synes sikkert også, dansk lyder mere internationalt, når det ikke er alt for meget dansk. På side 107 er der en, der skal passe på "Kaje-galoppen." På side 84 trænger den unge forfatterspire til at blive "rumpet op" - og hvilken forfatterspire gør forresten ikke det? Han opfører sig ellers fornuftigt, han er f.eks. blevet "stadepladsholder" for at tjene penge til skrivemaskinepapir. Problemet er nok, at han ikke er blevet lært op til at blive en rigtig god elsker endnu. Det er der nu heller ikke så mange, der er, når de kun er nået til side 84.
Det er ikke oversætterens skyld det hele, tror jeg. Mary Wesley skriver nemlig om mennesker, der er en god del mere dybsindinge end almindelige englændere - og danskere vel. I en mor-sønsamtale udbryder moderen pludselig: "Når vi aldrig taler sammen, Claud, er det fordi du har forvandlet afvisningen til en kunst." Claud er forfatterspiren, og som vi kan se, har han ikke sit talent fra fremmede.

Britisk narrefisse
Det er ikke, fordi forlagets pressemeddelelse ikke gør en nysgerrig. Det gør den da. Når man f.eks. er en rask ung mand på kun 48 et halvt, vil man da gerne høre lidt om, hvordan hun gør, sådan i praksis, hende Laura (keramikeren med værksted i London), når hun lærer unge mænd op til at blive gode elskere. Ingen er jo fuldkommen, selv boganmeldere på A/S Dagbladet Information kan vel, i alt fald teoretisk, altid lære noget nyt. Men romanen er desværre en gang britisk narrefisse med store havehandsker på - for haverne, de bliver holdt! Hvis de mere end antydede løfter til evt. mandlige læsere også blev det, kunne man selvfølgelig anbefale bogen til husarerne. Det gør de altså bare ikke.
For en ordens skyld skal det nævnes, at der findes lag i romanen, der gør det muligt at læse den som en kunstnerroman. Om forfatterens kamp med stoffet og bl.a. bl.a. bl.a. En kamp der indebærer, at virkeligheden bliver henvist til at spille - ja, andenviolin. Romanens titel, altså. Men for nu at sige det rent ud: jeg gider ikke læse den på den måde. Jeg gider ikke engang være almindeligt høflig, faktisk har jeg lyst til at være rigtig uopdragen, en kontinental tølper, simpelthen. Jeg lukker bogen uden så meget som at sige tak for te, ja jeg gør så.
Mage til lort!

*Mary Wesley: Andenviolin. Oversat af Vibeke Houstrup. 208 sider, 228 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu