Læsetid: 5 min.

Kampen mod lysten til kødet

5. august 1999

Aktivisterne fra Dyrenes Befrielsesfront er meget sikre i deres sag: Alle, der spiser kød og går med pels, er umoralske mordere

"Kød er mord, pels er mord. Kampen fortsætter til det sidste bur er tomt og den sidste slagter lukker ned!"
I sommerens løb har aktivister lavet hærværk mod pelsfirmaet Saga Furs i Holte og en pelsforretning på Frederiksberg Alle i København. Natten mellem 30. og 31. marts blev ca. 200 mink sluppet ud af burene i Harløse ved Hillerød. Forrige lørdag kom turen til 1000 mink på en minkfarm i Løgstør. I februar og marts blev slagterforretninger i København ramt af brosten.
De anonyme aktivister tilslutter sig Dyrenes Befrielsesfront. Information har forgæves forsøgt at få et møde i stand. I stedet har en gruppe aktivister som tager ansvar for aktionerne, besvaret spørgsmål via e-mail.
På spørgsmålet om, hvad der er meningen med aktionerne, svarer gruppen først og fremmest at de vil påføre økonomisk skade til de mennesker der profiterer på at undertrykke og udnytte dyr. I anden række kommer det symbolske:
"Man viser almenheden, at det ikke er acceptabelt, at der findes forretninger som udstiller og sælger ligene af de tusindevis af dyr, der dagligt må lide og dø for, at mennesket kan mæske sig i kød og blod. Forhåbentlig vil bare et par forbipasserende stoppe op og tænke en ekstra gang over, hvad det er, der har fået nogen til at tage så 'ekstreme' midler i brug," skriver gruppen.
"Det er altid forkert at profitere på bekostning af et andet levende væsen, være det menneske eller andet dyr," mener aktivisterne.
"Vi betragter ikke den almene kødædende borger som værende forbryder eller morder. Den virkelige forbryder er kødindustrien og de parasitter, der profiterer på den. Men hermed skal den almindelige befolkning ikke ses som frikendt!" tilføjer de: "Der må skelnes mellem nødvendige og unødvendige drab. Har man den mindste mulighed for at leve uden at påføre andre levende væsner smerte og død, mener vi, man er forpligtet til dette. I langt størstedelen af verden er det intet problem at leve uden animalske produkter. Det kan på ingen måde retfærdiggøres at bære pels, spise kød, mejeriprodukter og forbruge produkter som har påført mennesker eller andre dyr smerte og i værste fald død."
"Ergo er det ikke blot industrilandbrugene, vi forsøger at bekæmpe, men i samme grad de små landbrug, halal slagterne, økologiske slagtere, pelsindustrien, mælkeindustrien; alle begår de mord på væsener, der har krav på et liv i fred og frihed," fastslår dyreaktivisterne.

Direkte tragisk
De kødædende dyr er lovligt undskyldt. Men mennesker kan leve uden kød (som vegetar) eller uden animalske produkter i det hele taget (veganer).
"Mennesket er det eneste dyr, der har intellekt til at skelne mellem ret og uret. At de fleste vælger at ignorere dette, er direkte tragisk. I et civiliseret samfund burde vegetarisme være blevet en naturlig følge af menneskets udviklede intellekt og moral," mener gruppen.
Foreningen Dyrenes Beskyttelse har aktivisterne døbt om til Kæledyrenes Beskyttelse:
"Hvis en person fra Kæledyrenes Beskyttelse, der ironisk nok stadig mæsker sig i kød, kalder Dyrenes Befrielsesfront for ekstreme, kan man kun ærgre sig over hans eller hendes inkonsekvens."
Aktivisterne erkender at der må være forskel på menneskerettigheder og dyreret. "Men de basale rettigheder, så som retten til liv og frihed og krav om hensyntagen til de fra naturens side skabte behov, er ens for både mennesket og andre dyr," siger de.

Små øjne i mørket
Om befrielsen af mink skriver gruppen: "Har man nogensinde besøgt en pelsfarm vil man have oplevet små nysgerrige, kontaktsøgende dyr, som med deres bløde krop danner total kontrast til de hårde trådbure. Lyser man ind i hallen med en lygte, ser man utallige små øjne, der lyser op i mørket. Man mindes om, at for hvert par af disse øjne findes et væsen med retten til et anstændigt liv i frihed."
"Der findes simpelthen ikke noget acceptabelt eller holdbart argument for, at mennesket skal profitere på et andet dyrs lidelse og underkastelse. Særligt ikke når det drejer sig om noget så modbydeligt som tilfredsstillelsen af enkelte individers egoistiske og unødvendige behov."

Imod dyreværnsloven
"I dyreværnsloven kan man læse, at den bevægelsesfrihed som er passende for et dyr under hensyntagen til dets art og i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, ikke må begrænses på en måde, der medfører unødvendig lidelse for eller skade på dyret. Har man nogensinde sat sin fod i en minkfarm, kan man med rette påstå at denne paragraf på ingen måde bliver respekteret, hverken af farmerne eller Dyrenes Beskyttelse."
Det anfægter ikke aktivisterne at de færreste dyr kan klare sig selv, når aktivisterne lukker dem ud af burene. De benægter også, at en voksende bestand af vild mink er en trussel mod andre arter og mod naturens balance.
Dyrenes befrielsesfront er organiseret så de færreste kender hinanden, siger de:
"Hvis en person indser nødvendigheden i at kæmpe mod undertrykkelsen af dyr gennem militante aktioner, kan han/hun ikke henvende sig til allerede eksisterende celler, men må selv starte en ny. På denne måde bliver det umuligt for politiet at optrevle et helt net af personer i tilfælde af at en enkelt aktivist bliver anholdt."

FAKTA
*Retningslinjer for Dyrenes Befrielsesfront

"DBF's aktioner er ulovlige. Derfor arbejder aktivisterne anonymt, enten individuelt eller i grupper. DBF er ikke nogen organisation og har ingen kontaktperson eller -adresse.
*At befri dyr fra tortur og fangenskab, f. eks. laboratorier, fabrikslandbrug, pelsfarme o.lign., og give dem gode hjem, hvor de kan leve deres naturlige liv fri fra misbrug og lidelse.
*At påføre økonomisk skade til de der profiterer på undertrykkelse og udnyttelse af dyr.
*At kaste lys over de grusomheder og overgreb der foregår mod forsvarsløse dyr bag lukkede døre, ved at udføre ikke-voldelige direkte aktioner og befrielser.
*At tage alle nødvendige forholdsregler imod at skade noget dyr, være det menneske eller ej.
Enhver person som er veganer eller begetar, og som udfører aktioner i overensstemmelse med DBF's retningslinier, har ret til at se sig selv som en del af DBF."
Uddrag af trykte retningslinjer fra Dyrenes Befrielsesfront

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu