Læsetid: 4 min.

Kender I min kølle!

27. august 1999

I en fin samling essays fra alle årene fortolker Klaus Rifbjerg sine husguder. Køns- og skønskrift er ledestjernerne i et eksklusivt herreselskab

Essays
Sig mig hvad du læser og jeg skal sige dig, hvem du er... Så meget er der selvfølgelig om klicheen, at vi vælger vores yndlingslekture lige så meget, som den vælger os. Vi vil, som Peter Plys, helst høre en historie om os selv.
Netop derfor er det en meget fin bog, Werner Svendsen har fået samlet af essays af forfatteren Klaus Rifbjerg, de allerfleste tidligere trykt forskellige steder i perioden 1960-98. Digtere til tiden, hedder bogen, og her fortæller Rifbjerg, der jo bl.a. begyndte sin skribentkarriere som litteraturkritiker ved Information, om de bøger og forfattere, der har formet ham og fulgt ham, redet ham som marer og forløst ham. Ingen kvindelige forfattere, noterer man sig, men damer nok, ellers, som mandlige forfattere gennem tiderne har svælget lækkermundet i at beskrive og lige så meget nydt at snyde deres hovedpersoner (og sig selv?) for at få smøget sarongen af.
"Jeg var saa optaget af et interessant Sted i min Bog, at jeg ikke kunne lade mig forstyrre, og saa gik Javas Datter," forklarer eksempelvis Johannes V. Jensen i en passus, som Rifbjerg kalder en af de største erotiske nedture i dansk litteratur.
På denne måde bliver mangelen på hunkønsforfattere en central del af bogens pointe (selv om jeg dog stadig vil tro, det ville have virket påfaldende, hvis en stor kvindelig forfatter ikke havde kunnet udpege én mandlig forfatter, hun beundrede). Som den er, bliver bogen ganske enkelt en række - ofte fuldkommen fremragende - læsninger i mandkønnets og skriftens potente mytologier op gennem modernismens århundrede fra 1880'erne til i dag. Man er helt enkelt i selskab med en af vores fineste læsere, lidenskabelig og klog, analytisk og intuitiv, selv en benådet skriver, der endevender sit livs fascinationer.
Og hvad er så de? Mestendels lidt ældre moderne klassikere. Husguderne Hemingway og Johannes V. Jensen, selvfølgelig, faste følgesvende som Tom Kristensen, T.S. Eliot, Scott Fitzgerald og Samuel Beckett, foruden J.P. Jacobsen, Sophus Claussen, lidt overraskende Harald Kidde. Ifølge Rifbjerg altså alle udprægede mandeforfattere, der omgikkes deres skrækblandede sanselighed ved at heroisere potent mandlighed (f.eks. Jensens "Kender I min Kølle!"), og ved skiftevis at dæmonisere og idealisere, kort sagt fremmedgøre kvinder. Bl.a. ved at lade mange af romanernes uimodståelige damer blive forladt eller dø unge under grusomme lidelser. Og hvad nyttede det dem så, at de havde hår som moden hvede, eller mundens yndefuldt bugtede mødelinje?
Men sikke et spild, som Rifbjerg ikke synes, man som læser bare skal finde sig i. Kristendom og puritanisme får skylden, selvfølgelig, Rifbjerg er en ægte kulturradikaler og forekommer både i kunsten og i livets grundforhold at være så normal og robust, at en småperversion som frivilligt afkald på naturlig drift bliver næsten ubegribelig. Men også kun næsten, hvad hans vidunderligt arabeskede læsning af de dovent forhalede, sødmefyldte forførelsesscener i Jacobsens Marie Grubbe viser.
Selv tager Rifbjerg også sin del på sig, man tør gætte på, at han bl.a. betænker den madonna-agtige Helles brutale død i Den kroniske Uskyld. Men i forlængelse heraf kunne man godt ønske sig også at høre Rifbjerg overveje, om ikke kunstnere af og til ligefrem vælger at lade deres kunst snylte på eller erstatte 'livet', fordi lysten, kicket ved at skabe kunst, simpelt hen er federe? Og, hvis dét med den ødelæggende puritanisme og kristendom virkelig er sandt, hvorfor har den seksuelle frigørelse og afmontering af puritanismen så ikke bragt mere lykke med sig?
Endelig rummer bogen også et helt fortryllende og overfladisk portræt af bl.a. filminstruktøren Billy Wilder, som får følgende skudsmål til slut: "han, der gjorde oprør mod det formelle og bigotte, elskede form og vidste, at når en ting var ordentligt lavet, behøvede man ikke skamme sig, så var det tilladt at more sig. Ikke mindst med den salige bevidsthed om, at trods al perfektionisme er ingen fuldkommen." Man aner måske heri Rifbjergs egen drøm om en gravskrift.
På denne baggrund bliver de sidste otte små responsa til Gyldendal lidt af en nedtur. Det sproglige punch slører ikke, at Doctorow, Roth og Joseph Heller sgu ikke er på niveau med de andre drenge, eller at Rifbjergs fordøjelse ikke er nær så indspist med dem. Alligevel - selv her kan man mærke Rifbjergs evne til at gå til teksten, som en terrier griber en rotte og ryster og slipper og griber, til teksten stønnende giver sine pointer fra sig. Det gælder både formen og, gud velsigne ham, plottet, som mange af os aldrig bliver for fine til at synes er spændende.
Digtere til tiden er kort sagt en fornøjelse, både hvis man deler hans interesse for forfatterne og som et Rifbjerg-katalog, man kan bladre i. Og så klæder den korte form jo altid Rifbjerg, her løber sprogets drive sammen i ønsket om at blive færdig - til tiden.

*Klaus Rifbjerg: Digtere til tiden. Portrætter og præsentationer i udvalg ved Werner Svendsen. 246 s. 248 kr. Spektrum. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her