Læsetid: 3 min.

K'nyt

31. august 1999

Redningsplan for Stonehenge
*En af Englands mest berømte seværdigheder Stonehenge skal reddes. Det har den britiske regering og de to organisationer English Heritage og National Trust besluttet. Stonehenge er opført på UNESCO's liste over verdens vigtigste kulturmonumenter. Problemet for Stonehenge er, at monumentet er truet af bilismen og de mange turistbusser, som i dag kan køre på veje og parkeringspladser tæt på Stonehenge. Det skal en ny plan nu lave om på. ida

Nyt e-mail magasin om kunst og design
*Megazinet er navnet på et nyt e-mail magasin om kunst, design og arkitektur. Megazinet er startet af to designere, Henrik Darlie og Thomas Dickson, der sammen tidligere har gennemført projekt www.exponent.dk for Kulturministeriets Designfond. Målet med Megazinet er primært at plante design mere solidt på landkortet, men også at præge debatten om design, kunst og kultur i samfundet. Tilmelding til magazinet kan ske på www.megazinet.dk/
submit/ ida

Ny skulptur i Bibliotekshaven
*Slots- og Ejendomsstyrelsen afslører i dag en ny skulptur i det centrale bassin i Bibliotekshaven på Slotsholmen i København. Den nye skulptur er udført af billedhugger Mogens Møller og er en gave fra Ny Carlsbergfondet til Det Kgl. Bibliotek i anledning af bibliotekets nye bygning. Skulpturen er en hyldest til bogen. Den skal ifølge Mogens Møller minde om det skrevne ords evne til at fastholde erindringen i en tid, hvor de elektroniske medier får informationsstrømmen til at accelere, og dermed som et paradoks i tiden fremmer glemslen.

200 træmænd efterlyses
*Aarhus Teater mangler 200 træmænd. Træmændene skal ikke bruges til en gigantforestilling om 90'ernes kønsroller, men til teatrets snarlige opsætning af Emil fra Lønneberg. Emil snittede som bekendt træmænd, når han blev smidt i skuret, fordi han havde været slem. Prøverne på forestillingen starter i Århus den 14. september, og teatrets to drenge til rollen som Emil kan ikke nå at være uartige nok til, at der kommer de ønskede 200 træmænd ud af det. Derfor opfordrer Aarhus Teater alle danske drenge og piger til at snitte en træmand i højden 15-25 cm og sende den til teatret. De ti flotteste vil efterfølgende blive præmieret.

Skuespilleren Willy Rathnov død
*Skuespilleren Willy Rathnov er død, 62 år. Hans talent spændte fra det klassiske teaterdrama til folkekomedie, revy, film og radio- og tv-teater. Willy Rathnov blev i 1959-62 uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole og debuterede på teatret allerede i elevtiden. Fra de københavnske scener og landsdelsscenerne markerede han sit talent med store roller i forestillinger som Søskende, Billy Løgneren, Tolv vrede mænd, Hamlet, Mig og Bogart og Spillemand på en Tagryg. De fleste vil desuden huske Willy Rathnov som Egon i tv-serien Huset på Christianshavn. På film debuterede han i 1962 som frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun i Frihedens pris.

Tom Wolfes opskrift
*Den amerikanske succesforfatter Tom Wolfe udtaler til Der Spiegel: "Nu om dage går det alt for langsomt med en karriere i Wall Street. Først skal man have eksamen fra et eliteuniversitet hvorefter man i årevis skal knokle 80 timer om ugen for en af de store investeringsbanker - før man virkelig tjener penge er man 35 år. Hvor gammeldags. I dag gælder det om at komme hurtigt ud af college og lave sit eget computerfirma." ks

Edvard Said anklages
*Den palæstinensiske intellektuelle Edward Saids erindringer udkommer til efteråret. Men nu hævder tænketanken Center for Public Affairs i Jerusalem, at han lyver. Angiveligt skriver Said, at han blev fordrevet fra Jerusalem i 1947-48, men han er opvokset i Cairo. Og Martin Buber overtog ikke efter fordrivelsen
onklens hus i Jerusalem. Tværtimod var Buber allerede i 1942 blevet opsagt, fordi onklen selv skulle bruge huset. Saids venner taler om karaktermord. ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her