Læsetid: 2 min.

K'nyt

12. august 1999

Netformørkelse
*Gårsdagens solformørkelse medførte en delvis formørkelse af Internettet. De store nyhedsportaler på Internet blev ifølge Computerworld væltet mere eller mindre omkuld af den voldsomme interesse for at følge fænomenet på nettet. Især Scandinavian Onlines web-sted med navnet SOL fik af indlysende årsager et kæmpe rykind.

Hvordan skal Århus se ud?
*Århus Kommune har udskrevet en international byplan-idékonkurrence, der skal frembringe forslag til forbedring af samspillet mellem Århus by, havn og bugt. Deltagere i konkurrencen, der er åben for alle og sætter en præmiesum på 1.8 mio. på højkant, kan selv vælge om de vil lave en helhedsplan for området, en delområdeplan eller en temaplan for udvalgte aspekter af bylivet. Når vinderne er kåret 13. december vil de indsendte ideer blive fremlagt til offentlig debat.

Militær hæder til Spielberg
*Filminstruktøren Steven Spielberg modtager i næste uge det amerikanske militærs højeste civile udmærkelse for sin film Saving Private Ryan. Udmærkelsen tildeles den 51-årige instruktør for hans indsats "for at udbrede forståelsen for militærets vilkår". Saving Private Ryan, med Tom Hanks i hovedrollen, har i forvejen indtjent sin skaber fem Academy Awards, men har samtidig mødt kritik blandt engelske krigsveteraner, der hævder at filmen underbetoner englændernes indsats under landingerne i Normandiet, der udgør baggrunden for filmens handling.

Ny Aamund på Høst
*Forlaget Høst udgiver til efteråret en ny roman af Jane Aamund med titlen Kamæleonen, der handler om kvinden Louise, en kvindelig kamæleon, der kan forvandle sig til enhver mands drømmekvinde. Forlagets katalog rummer desuden Jan stages erindringer Og ham der slår på tromme... samt Leif Davidsen og Karsten Lindhardts billedværk Østfronten: Danskere i krig, en billeddokumentation af den danske indsats på Østfronten. Til de mindste byder forlaget på en vifte af billedbøger af bl. a. Thomas Winding og Christina Hesselholdt, og endelig lancerer forlaget serien Kaptajn Nemos Bibliotek, som bliver en serie af alle tiders bedste knaldromaner udvalgt af professor Hans Hertel.

Dumme-Kaj og Klogebogen
*Min indre Casanova hedder et opsigtsvækkende bud på en ungdomsroman i Gyldendals fyldige katalog over efterårets udgivelser af Børne & Ungdomsbøger. I bogen møder man Valdemar på femten et halvt, der aldrig har kysset men desværre må dele sin krop med sin alt andet end jomfruelige onkel Valde. Gyldendals B&U-katalog rummer desuden en febervild piges fantasirejse ud i natten, beskrevet i Nattekjolen af Thomas Winding og Lilian Brøgger. For de allermindste er der bl. a. to nye Kaj-bøger (af Mats Letén) på vej, nemlig Kaj, dumme Kaj og Kaj si'r go'nat. Kataloget rummer også bind til børn i alle aldre, bl. a. Astrid Lindgrens Klogebog, en bog med udpluk fra Lindgrens lange livs forfatterskab og journalistik, samlet af hendes ven gennem mere end 30 år, Margareta Strömstedt.

Stjerner midt på dagen
*Den amerikanske forfatter, J.F. Cooper, kendt for romanen Den sidste mohikaner, har beskrevet en solformørkelse i sin hjemby New Jersey i 1806. Han talte et halvt hundrede stjerner på himlen, mærkede en pludselig kulde og observerede, at hønsene gik til ro, køerne trampede hjem fra marken, flagermusene begyndte at flagre, og en fange, der i 12 måneder i sit fangehul ikke havde set solen, fik lov at komme op - den dag, solen altså ikke var der.
Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu