Læsetid: 2 min.

K'nyt

11. august 1999

Maske-værksted for børn
*På Børnekulturstedet på Vesterbro kan børn og unge fra den 22. August til 26. august deltage i bygningen af asiatiske kæmpemasker. Maskeværkstedet ledes af billedkunstnerne Saidul Hague Juice og Saled Mahmu, begge fra Bangladesh. Værkstedet ligger i Enghaveparken på legepladesen (i tilfælde af dårligt vejr i Børnekulturstedets lokaler) og maskebygningen finder sted mellem 13.00 til 15.00 (søndag 14.00 til 17.00).

Stjerneparade i Radioteatret
*Århundredets sidste sæson på Radioteatret bliver 100 pct. dansk og byder ifølge DR på gedigne ædelstene fra den danske dramatik. I alt ti hørespil med dramatik for øret har Radioteatret på bedding til efteråret, og blandt dramatikerne finder man både gamle drenge og yngre kræfter, bl. a. Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Finn Methling og Kim Fupz Aakeson.

Bleeder hitter i hele landet
*Trods sommervejr formelig væltede publikum i biograferne fredag og lørdag for at se Nicolas Winding Refns nye film Bleeder med Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i hovedrollerne. I alt 18.334 så den anmelderroste film, der dermed er nummer et på publikums hitliste. Filmens producent, Henrik Danstrup, er mere end tilfreds med at filmen åbnede større end forgængeren Pusher. "Hvor Pusher var en storbyfilm, er Bleeder et hit i hele Danmark," siger Henrik Danstrup. Bleeder deltager i årets Venedig Film festival hvor den vises søndag d. 5. september.

Festuge i Esbjerg
*Esbjergs tredje internationale Festuge starter på fredag. Denne gang i ekstraordinært stort regi i anledning af byens 100 års jubilæum som købstad. Blandt Festugens helt store begivenheder bliver Esbjerg International Chamber Music Festival med bl.a. sopranerne Dame Margaret Price og Nina Pavlovski som solister samt den nye vestjyske jazzfestival. Derudover byder Festugen bl.a. på Gospelsang, Square Dance samt koncerter med navne som Johnny Madsen og Peter og de Andre Kopier.

Guitarist forlader Oasis
*En af Englands populæreste popgrupper siden Beatles, det Manchester-baserede Oasis, står uden rytmeguitarist. Paul Arthurs, kendt under øgenavnet Bonehead, meddelte i går at han trækker sig fra gruppen, som han har været medlem af i otte succesrige år. Arthurs var med til at danne bandet i 1991 og var i begyndelsen sangskriver for bandet, en rolle frontfiguren Liam Gallagher gradvis har overtaget. Ifølge BBC er den 34-musikers retræte fra toppen af poppen foregået uden skærmydsler i gruppen, der netop har indspillet en ny cd (med Arthurs) som udsendes næste år.

Høeg, Brorson og Brøgger
*Peter Høeg fylder mere end Hans Adolph Brorson og Suzanne Brøgger det samme som den gamle salmedigter; Grundtvig fylder noget mere. De mødes alle i forlaget Gads nye forfatterleksikon, Litteraturens Stemmer med 250 opslag samt bibliografier og værkregister. Leksikonet, der er redigeret af Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen, indgår i en serie af ét-binds-leksika fra forlaget. Tidligere er udkommet Gads lille leksikon og Gads religionsleksikon. Næste bind i serien er Gads rusmiddelleksikon.
ksy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her