Læsetid: 2 min.

K'nyt

7. august 1999

Van Gogh-tegning returneret
*Tyske embedsmænd har returneret Van Goghs tegning Oliventræerne til Max Silberbergs eneste overlevende arving, den nu
85-årige svigerdatter Gerta Silberberg. Den jødiske samler blev tvunget af nazisterne til at sælge sine værker for kun en brøkdel af deres værdi. Billedet har siden 1935 hængt på forskellige museer i Berlin.

Borgerprotest mod web-cams
*Seks unge kvindelige studerende, der bor i et bofællesskab i Tampa i Florida, er kommet på kant med naboerne, fordi de frivilligt lader sig overvåge døgnet rundt af 40 Internet-kameraer. På web-stedet kan man følge deres daglige liv i alle detaljer for 34 dollars. Men nu har den lokale borgerforsamling besluttet, at web-stedet skal lukkes. Det begrundes med en lov, der forbyder erhvervsmæssig voksenunderholdning i beboelsesområder. Ejerne af webtjenesten har appelleret beslutningen og siger, at loven ikke kan bruges, fordi ingen 'kunder' har betrådt huset. Indtil den endelige afgørelse fortsætter de 40 web-cams med at sende på nettet.

Crocodile Dundee skudt af politiet
*Virkelighedens Crocodile Dundee, den australske bøffeljæger Rodney Ansell, er blevet dræbt i en skudveksling med australsk politi. Ansell blev berømt i 1977, da han skrev en bog, To Fight the Wild, om sine to måneder på en øde ø, hvor han strandede, da en krokodille væltede hans båd. Rodney Ansell overlevede ved at skyde hajer og bøfler, og hans bog gav inspirationen til skuespiller og Paul Hogans komediehit fra 1986, Crocodile Dundee.

Ny bog af Morten Sabroe
*Morten Sabroe debuterer på et jysk forlag med bogen Undskyld, men hvor er udgangen? - Udvalgte artikler fra en tvivlsom virkelighed. Bogen præsenterer for første gang et udvalg af hans bedste artikler. Den udkommer i oktober på Forlaget Hovedland. Samme forlag byder i efteråret også på Klaus Kjøllers Dronningens hund, en politisk thriller om magten i Danmark. Og Ole Juul, forfatteren til De røde enge og Det tossede paradis, vender efter 19 års tavshed tilbage med romanen Tæppefald, som udkommer i november.

Kunstnere forærer værker til syge børn
*Nogle af Danmarks førende kunstnere har foræret godt 25 værker til Projekt Børn. Indtægten skal forbedre forholdene for de 100.000 børn, der hvert år indlægges på de danske sygehuse, og pengene skal bruges til legetøj og computere til børneafdelingerne, oplyser adm. dir. Pia Bargholz, Projekt Børn. Malerierne og skulpturerne bliver solgt ved en salgsreception i Galleri Asbæk i København torsdag den 12. august, og blandt de gavmilde kunstnere er Jens Birkemose, Maja Lisa Engelhardt, Erik A. Frandsen og Lise Malinovsky.

Ny bog om Asta Nielsen
*En ny bog sætter fokus på den første store stjerne i dansk og europæisk stumfilm, filmstjernen Asta Nielsen. Bogen, som er skrevet af doktor i filmvidenskab Marguerite Engberg, tegner et bredt billede af Asta Nielsen og filmbranchens udvikling i årtierne omkring Første Verdenskrig. Bogen, der udkommer i efteråret på Forlaget Klim, er illustreret med både kendte og ukendte billeder af stumfilmstjernen.

Cleese eks-papegøjernes helt
*Skuespilleren John Cleese er gået ind i kampen for at redde papegøjerne fra udryddelse. Papegøjer trues af regnskovens rydning, og World Wide Fund for Nature og the World Parrot Trust har bedt om regeringsstøtte til fuglene. John Cleese, der medvirkede i den legendariske Monty Python-sketch med den døde papegøje, er ifølge BBC News på trapperne med en video kaldet "Live Parrot".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu