Læsetid: 3 min.

K'nyt

26. august 1999

Kulturinstitut afviser kritik
*Det Danske Kulturinstitut tager nu til genmæle og afviser hovedparten af den kritik, der har været rejst mod instituttet efter offentliggørelsen af den såkaldte Nellemann-rapport. Kritikken af instituttet har bl.a. gået på overadministration og langsommelighed i sagsbehandlingen. "Denne kritik er imidlertid rettet mod hele strukturen af det internationale samarbejde og ikke Det Danske Kulturinstitut. Rapporten fremhæver derimod Det Danske Kulturinstituts hurtige sagsbehandling," skriver instituttets generalsekretær, Finn Andersen, i en pressemeddelelse.

Fittstim på dansk til november
*I konkurrence med en række danske forlag er det lykkedes Informations eget forlag at erhverve de danske rettigheder til den svenske ung-feministbog Fittstim. Bogen, der har vakt stor opsigt i Sverige og Norge, udkommer i en bearbejdet dansk oversættelse under titlen Fisseflokken. Inf.

Magritte's hus bliver museum
*Det hus, som den belgiske maler René Magritte boede i, er netop åbnet som museum. Huset, som ligger i Bruxelles, er blevet lavet om, så det ser ud som på den tid, hvor René Magritte boede i det. I huset finder man bl.a. de oprindelige møbler, en række familiebilleder samt nogle af de objekter, man kan opleve på hans malerier. Heraf bl.a. den pibe, som er afbilledet i maleriet Ceci n'est pas une pipe samt det vindue, man ser i La Candition Humaine. ida

Billedbureauer fusionerer
*De to billedbureauer Billedhuset og 2.maj fusionerer med virkning fra 1. oktober 1999. Sammen danner de et helt nyt billedbureau med udgangspunkt i den organisering, der er i det nuværende billedhus. Bureauet bliver ejet af fotograferne i Foreningen af Danske Fotografer.

Mere success for dansk film
*Dansk film fortsætter sin sejrsgang verden over. Det amerikanske magasin Variety er meget begejstret over Oscar-vinderen Anders Thomas Jensen og Lasse Spang Olsens film I Kina Spiser De Hunde, som får premiere herhjemme d. 17. september. Det er især Kim Bodnia, der fremhæves for sin rolle som Harald, og filmen sammenlignes med successer som Pulp Fiction og Rub, stub og to rygende geværer.

Museum øger sikkerhed
*Publikum på Nivaagaardsamlingen får først lejlighed til at gense Rembrandts Dameportræt og Bellinis Portræt af en ung mand, når museets sikkerhedssystemer er fuldstændigt renoveret. Museets direktør
Niels Ohrt ønsker ikke at gå i detaljer, men siger at man i samarbejde med blandt andre Det Kriminalpræventive Råd har udtænkt en investering i millionklassen, der skal løfte museet op på den højeste sikkerhedsstandard.

Talentfabrikken Fatamorgana
*Fatamorgana Danmarks Fotografiske billedkunstskole markerer sit 10-årige virker med bogudgivelse og udstilling. Hermed bliver der gjort status over en af de mest innovative talentfabrikker på den danske kunstscene med Morten Bo som leder. "Der var hård disciplin og en stor respekt omkring Morten Bo som lærer. Men inde under den disciplin var der frihed til at fotografere sin egen røv og stadig blive taget alvorligt," siger en af de gamle elever, Nicolai Howalt.
Øksnehallen, Halmtorvet. Åbner på lørdag. Ti.-sø. 11-18. Til 10. okt.

SKRÆP
*Copenhagen International Experimental Music Festival (CIEF) afvikler den 6. festival i København. Ved næste koncert kan De opleve Mayor Motherfuck & General Shithouse in da no Place. Temaet er Jazz-punk memorial - 2. turn of the Century. Blandt de medvirkende høres Jørgen Teller (guitar), Peter Kyed (electronics), P.O. Jørgens (percussion), Jeffrey Morgan (sax). Oplysninger på www.skraep.dk
I aften kl. 20 i Teater Styhr & Kjær, Huset i Magstræde 14.

Paul Mazursky ser tilbage
*Instruktør-forfatteren af film som En gift kvinde og Fjender - En kærlighedshistorie, den 69-årige Paul Mazursky, har kun lavet en enkelt film de sidste ti år, floppet Faithful. Til gengæld har han netop udsendt sine erindringer Show Me the Magic. Den skal ifølge internetmagasinet Salon være særdeles morsom, især i beretningerne om Mazurskys kampe med excentriske stjerner som Peter Sellers, Woody Allen og Warren Beatty. Der er f. eks. 27 sider om Peters Sellers' umulige optræden under optagelserne til Kys min sommerfugl fra 1968. Pim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her