Analyse
Læsetid: 5 min.

Koalition i eksplosionsfare

28. august 1999

Atompolitikken splitter den franske regering, men det er ikke den eneste grund til, at De Grønne slår sig i tøjret

Hvis der træffes uigenkaldelige beslutninger om fortsættelse af den franske atompolitik uden omfattende debat og folkeafstemning, "vil den første atomeksplosion være den, der sprænger regeringskoalitionen", sagde miljøminister Dominique Voynet, leder af partiet De Grønne, på partiets sommerstævne i Lorient i Bretagne i denne uge.
Donnerwetter! som man ville sige, hvis det var i Tyskland det foregik. Nogle vil måske mene, at det lige så godt kunne være i Tyskland, for tilfældet vil, at begge lande i disse år netop regeres af socialdemokratisk ledede koalioner med grøn deltagelse. I begge tilfælde er der alvorlige gnidninger mellem koalitionspartnerne, især om atompolitikken, og i begge tilfælde er der splittelse inden for De Grønne. Men så hører ligheden også op.
I Tyskland er De Grønne nummer to i en koalition, der består af to partier, hvilket - næsten automatisk - har givet dem ret til at beklæde udenrigsministerposten og flere andre poster. I Frankrig er De Grønne nummer tre i en koalition, der består af socialister, kommunister, grønne og to minipartier (radikale og chevenementister), og de har kun fået tildelt en enkelt taburet, miljøministerposten. De kræver nu flere.
En anden vigtig forskel er, at Frankrig har en mere fremskreden og indgroet atompolitik end noget andet land i verden - henved 80 procent af elektriciteten stammer fra atomkraft - en meget stærk atomlobby og en opinion, der går ind for atomkraft, omend flertallet er på retur i disse år.
Tyskland har helt andre traditioner - stor tilbageholdenhed over for atomkraft og en meget stærk anti-atom bevægelse.

Disse to spørgsmål - De Grønnes kamp for en større plads i regeringen og striden om atompolitikken - er netop i centrum for en hidsig diskussion, der har foregået hele sommeren i og omkring den franske regeringskoalition. Siden De Grønne fik et gennembrud ved EU-valget den 13. juni med 9,7 procent af stemmerne, har de været på kant med premierminister Lionel Jospin. De var hurtige til at gøre opmærksom på, at de nu vælgermæssigt var blevet koalitionens næststørste parti, mens kommunisterne kun havde scoret 6,8 procent. De Grønne pressede på for flere ministerposter - kommunisterne har tre. Men da Jospin i sidste måned foretog en lille regeringsomdannelse, var der ingen gevinst til De Grønne. En radikal, der forlod posten som minister for udenrigshandel, blev erstattet med en anden radikal og den radikale sundhedsminister Bernard Kouchner, der blev FN-administrator i Kosovo, med en socialist! Ydmygende, siger De Grønne.
Kommunisterne kæmper med næb og klør for at bevare deres stilling, og Jospin synes først og fremmest indstillet på at sikre det gode forhold til denne traditionelle allierede. Resultatet er, at kommunister og grønne lever som hund og kat i regeringen. Politikere fra de to partier udveksler dagligt giftigheder.
De Grønne betragter kommunisterne som en fortidslevning og sig selv som den nye, dynamiske og fremtidsorienterede bevægelse inden for det franske venstre. De regner det for groft uretfærdigt, at de skal stå i skyggen af kommunisterne inden for regeringen, og den grønne spidskandidat ved EU-valget, Daniel Cohn-Bendit, har i et interview angrebet 'kong Jospin' som "en mand, der ikke holder sit ord".
Den kommunistiske partileder, Robert Hue, angreb på sit partis sommerstævne i sidste uge De Grønne som "oppustede social-liberale", og gjorde opmærksom på, at hvis de valgte at forlade regeringen, ville denne stadig råde over et flertal i Nationalforsamlingen (hvor kommunisterne har 35 medlemmer, De Grønne kun seks). Farvel og tak!

Fra socialistisk side gives ofte udtryk for irritation over De Grønne, som man finder kværulantiske og umodne, ikke rollen voksen som regeringsparti. Det er også en udbredt opfattelse, at partiets succes ved EU-valget er lidt af en 'døgnflue', der skyldes Cohn-Bendit som trækplaster og den dengang aktuelle skandale om dioxin-kyllinger.
Men selv om regeringen teoretisk godt kan overleve De Grønnes udtræden, ville det være højst betænkeligt for Jospin at give afkald på den brede venstrekoalition, der netop var hans strategiske nyskabelse i 1997, og som han må satse på, hvis han skal gøre sig håb om at blive valgt til præsident i 2002. Det er især risikabelt at bryde med De Grønne, hvis det viser sig, at deres fremgang er holdbar.
De Grønne er splittet i en flertalsfløj under ledelse af Dominique Voynet, der satser på at fortsætte regeringssamarbejdet og få det bedst mulige ud af det, og et meget højrøstet mindretal under anførsel af Cohn-Bendit, der fremsætter maksimale krav og ønsker at forlade regeringen, hvis de ikke opfyldes - for at "bevare partiets identitet" (en splittelse, de tyske grønne kan nikke genkendende til).
Det er kun under pres fra mindretallet og til ære for partiaktivisterne på sommerstævnet, at Voynet har skærpet tonen og talt om sprængning af koalitionen - og kun i tilfælde af en konservativ atompolitik fra Jospins side, som hun ikke finder sandsynlig.
Regeringschefens kurs i atompolitikken er moderat. Men vanskelighederne i koalitionen hænger sammen med, at kommunisterne er næsten ligeså pro-atomkraft som De Grønne er anti-... Det bidrager til den gensidige foragt mellem disse to partnere.

Nu er der imidlertid et par helt konkrete sager, hvor De Grønne er på kollisionskurs med regeringens atompolitik, og hvor miljøministeren har måtte gøre gode miner til slet spil. I juli og august har hun - modstræbende, men forpligtet af tidligere vedtagne love, siger hun - været medunderskriver af to dekreter, der er i strid med hendes eget partis politik.
Det ene autoriserer en udvidelse af et anlæg, der producerer atombrændstoffet Mox, det andet giver startsignalet til oprettelse af et gigantisk underjordisk 'laboratorium' i Bure i Lorraine, i virkeligheden en forsøgsmæssig oplagring af radioaktivt atomaffald i 500 meters dybde. De Grønne hævder, at dette stærkt omstridte projekt er begyndelsen til en systematisk form for oplagring, som partiet er kategorisk modstander af.
Et tredie stridsspørgsmål drejer sig om den nye generation af atomreaktorer, EPR (European Pressurized Reactor), der efter planen skulle begynde at afløse de nuværende fra år 2005. Det drejer sig om et fransk-tysk projekt, som den tyske regering har trukket sig ud af, da den ønsker at sige farvel til atomkraften på langt sigt, og De Grønne ønsker, at Frankrig skal gøre ligeså.

Herudover har De Grønne markeret deres modstand mod regeringens politik
på en række andre områder. De ønsker en mere liberal politik over for de papirløse indvandrere. De hævder, at det nye lovforslag om 35 timers ugen ikke lever op til sit jobskabende formål, og de nægter at stemmer for det i den forelagte form. Og så kræver de en valgreform med i det mindste delvis indførelse af forholdstalsvalg.
Rent forholdstalsvalg og 9,7 procent af stemmerne ville skaffe De Grønne næsten ti gange så mange parlamentsmedlemmer, som de har i dag. Man har jo altid lov til at drømme...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her