Læsetid: 6 min.

Kold kulturkamp

25. august 1999

Frances Stonor Saunders afslører i ny bog CIA's koldkrigspolitik - i sandhed rystende læsning

Ny bog
Efterkrigsårenes kolde krig står som et af historiens sørgelige kapitler, hvor verden splittedes af en nedbrydende kamp mellem kapitalisme og kommunisme, mellem den frie verden og de totalitære styrer i øst. Mens det sovjetiske meningsdiktatur er almindeligt kendt, har der ikke været kastet meget lys over USAs storstilede og hemmeligholdte forsøg på kulturel propaganda i Europa. Efterretningstjenesten CIA's agenter opererede i det skjulte med det formål at få de europæiske meningsdannere "til at bevæge sig i den retning, som vi ønsker, af årsager, som de tror er deres egne."
Hjørnestenen i denne indsats var den angiveligt uafhængige Congress for Cultural Freedom (Kongressen for kulturel Frihed) i Paris, der blev ledet under dæknavn af CIA-agenten Michael Josselson fra 1950-67. På sit højdepunkt havde Kongressen kontorer i 35 lande (herunder også Danmark), stod for en lang række finkulturelle arrangementer og udgav eller støttede over 20 ansete kulturtidsskrifter (i Danmark tidsskriftet Perspektiv).
Formålet med denne omfattende manipulation var naturligvis at infiltrere den europæiske intelligentsia og bortlede dens fascination af Sovjetkommunismen og kritik af det kapitalistiske amerikanske massesamfund. Mens de ideologiske spændinger mellem 50'ernes USA og USSR steg til uanede højder, herskede der specielt i Europa en forestilling om, at det var muligt som kritisk intellektuel at stille sig uden for denne kamp, det såkaldte 'tredje standpunkt'. Denne form for neutralitet blev opfattet som en direkte provokation fra begge fløje, der krævede stillingtagen.
Og netop dette aspekt af den kolde krig er emnet for en omfangsrig undersøgelse af den engelske historiker Frances Stonor Saunders.
Bogens titel spiller passende nok på eventyret om den fløjtespillende rottefænger, for bogen er netop en undersøgelse af, hvem det var, der søgte at styre den offentlige opinion. Resultatet læser man som var det en god spionroman, hvor man i lange træk sluger kapitel efter kapitel om det ufatteligt omfangsrige bedrag den såkaldte frie verden stod bag.
Man griber sig undervejs i at overveje, om det blot er endnu en sindssyg konspirationsteori, men Saunders har dokumentationen i orden. Ikke overraskende har Saunders forsøg på at få adgang til CIA's arkiver ikke givet frugt, men til gengæld har hun haft undersøgt et omfangsrigt materiale i offentlige og private arkiver og interviewet adskillige af de implicerede. Det er ikke paranoide teorier om en paranoid tid, men den skræmmende virkelighed fra den kolde krig.

Intellektuel propaganda
CIA (Central Intelligence Agency) er et produkt af den kolde krig. Fra starten i 1947 skulle det koordinere militære og diplomatiske efterretninger samt varetage "opgaver af almindelig relevans og lignende funktioner." De vage formålsparagraffer gjorde det muligt for bureauet selv at definere sine arbejdsopgaver, der hurtigt inkluderede decideret efterretningsarbejde i fremmede lande. Den kolde krig skulle vise sig at være et godt vækstgrundlag.
CIA nærede ønske om at få en organiseret intellektuel propaganda, og det var ud af den jordbund, at Kongressen for kulturel Frihed voksede. Kongressen skulle udadtil forestille at være et uafhængigt organ med det formål, bl.a. formuleret af forfatteren og antikommunisten Arthur Koestler, at fastslå at intellektuel frihed er en menneskeret samt sikre den fred, "der kun kan bevares, hvis den enkelte regering underlægger sig kontrol og inspektion af de mennesker, som den skal styre." Kongressen skulle altså støtte frihed og åbenhed i det nye Europa, men i virkeligheden var den selv styret af CIA med det primære mål at påvirke intellektuelle og meningsdannere væk fra en neutral position og over til aktivt at bekæmpe kommunismen og bane vejen for det amerikanske århundrede. Det er Saunders påstand at de fleste forfattere, kunstnere og intellektuelle i efterkrigsårenes Europa, med eller uden deres vidende, således var en brik i det ideologiske spil.

Kongressen som dække
Der var et forholdsvist stort antal tidligere kommunister blandt de mange, der villigt bistod CIA med oplysninger eller agitation. Flere var sympatisører fra 30'rne, hvor der var så mange kommunister i de intellektuelle kredse i USA, at man talte om, at New York var "den mest interessante del af Sovjetunionen."
En stor del af disse var faldet fra efter ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin i 1939 og senere det stalinistiske regime i Sovjetunionen. At disse desillusionerede skulle blive nogle af de mest ihærdige frontkæmpere på den modsatte fløj kunne ligne et paradoks. Men måske var de skuffedes reaktion, at kan man ikke forandre tingene, kan man i det mindste bevare et acceptabelt status quo.
Kongressen stod også for udgivelsen af et af de mest indflydelsesrige tidsskrifter inden for det tredje standpunkt, Encounter, der blev redigeret af Irving Kristol og Stephen Spender. Bladets første nummer udkom i 1953 og havde bidragydere som Albert Camus, Bertrand Russel, Vladimir Nabokov, W.H. Auden, Jorge Luis Borges og Christopher Isherwood - en perlerække af tidens tænkere. Det var lagt an på at være et uafhængigt tværkulturelt tidsskrift, men i virkeligheden var det et produkt af et samarbejde mellem CIA og den engelske efterretningstjeneste, der brugte Kongressen som dække.
Encounter blev et vigtigt element i koldkrigskulturen, netop fordi man formåede at bevare indtrykket af at være uafhængige af såvel kommunisme som kapitalisme.

Et dansk sidestykke
Sidst i 50'erne var Encounter et højt skattet element af CIA's psykologiske krigsførelse, hvor man tillod strategisk anbragt kritik af USA for ikke at afsløre sig selv. Det blev benyttet som forbillede for muligheden af at repræsentere det tredje standpunkt og andre blade udvekslede artikler eller knyttede sig mere permanent til organisationen. Sådan gik det i Danmark med tidsskriftet Perspektiv, der med bl.a. H.C. Branner i redaktionen blev udgivet af Hans Reitzels Forlag fra 1953.
Fra 1956 indgik Perspektiv et samarbejde med Selskabet for Frihed og Kultur, som var en dansk parallel til Kongressen i Paris. Om der var involveret økonomisk støtte fra CIA er svært at gennemskue i dag, men der var i hvert fald en skjult dagsorden: under afsløringen af Arbejderbevægelsens Informationscentrals registrering af kommunister dukkede et par af det danske Selskabs ledende medlemmer frem som angivere. Men fra 1960, da Kongressen for kulturel Frihed fik et dansk kontor i København under ledelse af Jørgen Schleimann, modtog Perspektiv penge direkte fra Kongressen og dermed også CIA. Også de danske intellektuelle blev fanget i spillet, hvor det ikke blev tilladt nogen at stille sig uden for fronterne.

Afsløringer
Gradvist begyndte problemerne at hobe sig op for CIA. Først og fremmest blev hele mytologien om det nødvendige i den kolde krig udsat for stadigt flere angreb. I 1964 fremkom således både John Le Carrés debutroman Spionen der kom ind fra kulden og Stanley Kubricks film Dr. Strangelove. Det hele krakelerede imidlertid først i 1966-67, da det blev afsløret, hvem der egentlig stod bag den økonomiske støtte til Kongressen.
Det svageste punkt havde hele tiden været, hvordan CIA skulle overføre penge uden at afsenderen blev afsløret. Løsningen var en indviklet affære af private velgørenhedsorganisationer, der blev brugt til at lede pengene. En af dem var Ford
Foundation og da det kom frem, hvor de fik mange af deres penge fra, begyndte bolden at rulle.
Da flere af de medvirkende med nogen ret kunne påstå uvidenhed om de faktiske forhold, lykkedes det Kongressen af overleve de ubehagelige afsløringer, men i en svækket udgave, der opløste sig selv i 1979.
Encounter overlevede indtil 1990 med et blakket image og stadige økonomiske problemer, mens Perspektiv gik ind i sin dødskamp, der endte i 1969. Da havde CIA's dunkle koldkrigspolitik også varet i næsten 20 år og afsløringen af dét er i sandhed rystende læsning. Ingen af parterne i den kolde krig spillede med åbne kort og ofrene var de intellektuelle, der ville stå på fornuftens side i en ødelæggende ideologisk strid.

*Frances Stonor Saunders: Who Paid the Piper? The CIA and the Cultural Cold War. London: Granta Books. 510 s., £ 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu