Læsetid: 5 min.

Krig på lavt blus

18. august 1999

Siden december sidste år har USA, England og Tyrkiet bombet militære mål i Irak med så lav intensitet, at der er tvivl om, hvad der driver værket, og hvad der er målet

Krig uden mål"Amerikanske fly bombede tirsdag radar- og missil-installationer i det nordlige Irak efter at være kommet under beskydning under en patruljering i den vestligt kontrollerede flyforbudszone."
For tredje dag i træk tikker en meddelelse som denne ind fra de internationale nyhedsbureauer. Mandag blev tre civile, ifølge en talsmand for det irakiske militær, dræbt og ni sårede under lignende bombardementer.
Og søndag meddelte Irak ligeledes, at flere civile var blevet såret og en moské ødelagt efter angreb fra Vestlige fly i det nordlige og det sydlige Irak.
Om tabene er virkelige eller blot irakisk propaganda er umuligt at sige, men sikkert er det, at amerikanske, britiske og tyrkiske fly jævnligt kaster bomber over Irak i forbindelse med patruljeringen i de to flyforbudszoner, som efter Golfkrigens afslutning i 1991 blev påtvunget Irak. Siden den amerikansk-britiske 'Operation Ørkenræv' i december 1998, har Irak dog nægtet at anerkende eksistensen af zonerne, og har siden beskudt ethvert fly, der har vist sig på deres radarskærme.
Amerikanerne og briterne har ikke udelukkende holdt sig til gengældelsesaktioner, men bombardementerne foregår alligevel med en så lav intensitet, at det ifølge Peter Viggo Jacobsen, der er adjunkt i International Politik ved Københavns Universitet, udelukkende er et udtryk for, at de ikke kan finde på andet at gøre.
"Man kan godt kalde det for frustrationsbombardementer. Jeg vil betegne dem som et tegn på, at man med Operation Ørkenræv bragte sig selv i en tåbelig situation, og for ikke at tabe ansigt bomber man videre uden at vide, hvad man det skal føre til," siger han.
"De prøver at lægge en ny strategi i forhold til Irak, der kan skabe konsensus i FN's Sikkerhedsråd, så man igen kan stille nogle krav til Irak, som alle er enige om."

Irak svækket
Den forklaring er Mellemøsteksperten Birthe Hansen, fra Dansk Udenrigspolitisk Institut dog ikke enig i.
Hun mener, at lavintensitetsbombningen er et led i en bevidst strategi, hvor man ved at svække det irakiske militær, kan mørne dele af styret.
"Håbet er, at dele af militæret vil vende sig mod Saddam Hussein, for at undgå, at hele deres militære isenkram bliver udslettet. Alt tyder på, at USA og Storbritannien håber på, at fremtvinge en magtændring indenfor eliten, så man får nogen at snakke med. Man finder ingen engle i den kreds, men det er også lige meget, hvis bare vedkommende kan se, at det er nødvendigt at ændre strategien til en, der er mere samarbejdsvillig," forklarer Birthe Hansen.
Hun mener også, at det er indenfor de militære rækker, at et eventuelt opgør mod Saddam Hussein må komme fra.
"Det er det største håb, for der findes ingen samlet opposition i Irak. En af grundene til det er, at sikkerhedstjenesten i mange år har holdt oppositionen nede, men også fordi Saddam Hussein er populær fordi han har skaffet job til mange. Hans seneste påhit er et del-og-hersk-princip, hvor han har givet klanlederne nogle rettigheder tilbage, for at bygge noget støtte op," siger hun.

Resolution på vej
At USA nærer et meget højt ønske om, at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak er ingen hemmelighed.
Men Peter Viggo Jacobsen mener modsat Birthe Hansen ikke, at amerikanerne tror på, at bombardementer vil bringe dem nærmere det mål. Blandt andet fordi de samtidig med, at de bomber i Irak, støtter et resolutionsforslag fremsat i FN's Sikkerhedsråd af Storbritannien og Holland.
Forslaget skal fjerne sanktionerne på eksport af blandt andet olie fra Irak, mod at landet til gengæld tillader FN's våbeninspektører (UNSCOM), der blev smidt ud sidste år, at vende tilbage.
Frankrig, Kina og Rusland er imidlertid imod. De mener ikke at lempelserne af sanktionerne er vidtgående nok, og de mener, at kontrollen med Iraks økonomi skal lettes.
"Man kan ikke få Saddam Hussein til at bukke under ved lavintensitetsbombninger. Det er jo ikke noget, der gør ondt på ham. Bombardementerne er mere et påskud for ikke at tabe ansigt. Udgangen af det her må blive, at man finder en eller anden form for fælles politik i FN's Sikkerhedsråd," vurderer Peter Viggo Jacobsen.
Han mener også, at den nuværende situation er uholdbar for amerikanerne, fordi Saddam Hussein ikke har noget at tabe.
"Saddam kan bare blive ved med at provokere. Hvis han er heldig, får han skudt et fly ned, og så har han pludselig en stor propagandatriumf. Samtidig vil der være en vis sandsynlighed for, at amerikanerne og briterne kommer i modvind derhjemme, fordi det vil være svært at legitimere, hvorfor der skulle skydes et fly ned. Derudover vil han stå som den moralske vinder, hvis der på et tidspunkt falder en bombe et sted, hvor der er mange civile," forklarer Peter Viggo Jacobsen.

Dobbeltstrategi
Birthe Hansen mener dog ikke, at bombestrategien udelukker, at USA og Storbritannien samtidig arbejder på en politisk løsning gennem FN.
"Det ene udelukker ikke det andet. Det her pres på
Irak vil måske ende med, at våbeninspektørerne kommer ind igen. Derudover er der nogle helt overordnede politiske incitamenter til at få lukket den her konflikt. Blandt andet hvis der skulle ske noget andre steder i verden," forklarer hun.
"Samtidig kan man sige, at det at have et så stort Mellemøstligt land som Irak til at ligge udenfor store dele af både den regionale og den internationale politik i så mange år giver en skævhed i Mellemøsten, og det er svært at se nogle amerikanske interesser i dét. Og endelig kan man sige, at den irakiske masseødelæggelseskapacitet er ved at være nede på et niveau, hvor det fra et amerikansk synspunkt er acceptabelt."

Dyb mistillid
Birthe Hansen vedkender dog, at en politisk løsning gennem Sikkerhedsrådet vil gøre det vanskeligt at forestille sig, at personer indenfor Iraks militær vil få grund til at vælte Saddam Hussein, idet bombardementerne da vil ophøre.
Samtidig ser hun et problem i den store mistillid, der er Irak og FN imellem. Mens FN har beviser for, at Irak flyttede våben fra de bygninger våbeninspektørerne skulle undersøge, så har Irak fået bekræftet, at våbeninspektørerne fungerede som amerikanske spioner. Sidstnævnte mener Birthe Hansen ikke er så dårligt endda.
"Man kan sige, at det dybest set er godt nok, at USA har fået de oplysninger, for så over- eller undervurderer de i hvert fald ikke, hvad irakerne har, og det vil sige, at vi får færre misforståelser," siger hun.

*Efter afslutningen på Golf-krigen i 1991 har FN's Sikkerhedsråd vedtaget en række resolutioner, der skulle tvinge Irak til at opgive sine masseødelæggelsesvåben. Efter at FNs våbeninspektører blev smidt ud af Irak i slutningen af 1998 mener flere og flere, at tiden er inde til at lempe sanktionerne mod til gengæld at få våbeninspektørerne tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her