I 1974 kyssede jeg min første kæreste rigtig længe. Band on the Run lå på grammofonen
Vingeskudt
"Jeg er Linda. Står foran spejlet. Siger til ansigtet derinde. Jeg er Linda. Jeg er til. For at kende mig selv siger jeg Linda. Mit navns oprindelse er ukendt. Fire bogstaver til fælles med lindormen og lindetræet. For andre er jeg Linda. I spejlet genkalder jeg mine øjne fra andre spejle, som jeg har stået ansigt til ansigt med. Jeg har en knude i mit venstre bryst. Derfor står jeg foran spejlet som Linda."
Sådan lyder indledningen på Arthur Krasilnikoffs fremragende roman Som landet ligger, som sammen med Lindas tid netop er blevet genudgivet som Tranebog under fællestitlen Vandmærker.
Da jeg læste de første linjer blev jeg helt mærkeligt til mode, for jeg havde netop set et indslag på BBC om den store mindekoncert Paul McCartney havde afholdt for sin kone Linda, som døde sidste efterår af kræft.
Linda Eastman var en ung amerikansk fotograf, da hun mødte en af verdens mest eftertragtede ungkarle, Paul fra the Beatles. De giftede sig, Beatles blev opløst, Linda fik skylden. Som Yoko Ono. Det var kvindernes skyld, sagde folk, der var forbitrede over, at Beatles ikke bare kunne blive ved i al evighed. Det var det sikkert også. Både John Lennon og Paul McCartney fandt i hvert fald ud af, at der var mere og andet ved livet end en utålelig tilværelse som popikon. Hvorfor var det egentlig, at man gennem hele 70'erne kun drømte om, at the Beatles ville blive gendannet? Når nu både Lennon & McCartney stadig lavede vidunderlig musik? Hvorfor insisterer vi på at fastholde? Utryghed ved foranderligheden eller simpel mangel på fantasi?
Tvunget til at synge
Paul McCartney vidste selvfølgelig, at han ikke kunne konkurrere med the Beatles, så i stedet for at forsøge at lave en ny supergruppe gik han den stik modsatte vej og dannede verdens mest amatøragtige husorkester. Han tvang Linda til at spille og synge ikke bare på pladerne, også til koncerter. Hun har siden fortalt, hvor fuldstændig rædselsslagen hun var foran alle disse tusindvis af mennesker - ikke mindst fordi hun ikke kunne spille eller synge. Men Paul McCartney insisterede, måske en smule egoistisk og controlfreak-agtigt, og efterhånden fik hun så-mænd også lært det. At spille i hvert fald. Og synge kor - faktisk er hun tit en fantastisk god andenstemme på flere af Paul McCartney og Wings bedste sange. Men som man kan høre på den utroligt rørende, underholdende og lidt skæve opsamlingsplade Wide Prairie, som EMI udsendte lige efter Linda McCartneys død, lærte hun aldrig rigtig at synge lead. Hun var i ordenes bogstaveligste forstand 'Cook of the House', som hun sang på Wings noget oversete mesterværk At the Speed of Sound, for Linda var vegetar og insisterede på, at alle i familien også var det. Og med familien mente hun også Wings. Faktisk er der en del trommeslagere (som jo er kendte kødspisere) der har forladt gruppen af samme grund.
Uenighed i Maribo
Der var vild uenighed på Maribo Borgerskole i begyndelsen af 70'erne om hvorvidt Linda var en steg eller det modsatte. Jeg var ret vild med hende. Hun havde godt nok svenskerhår, men det havde Paul også, og det var jo moderne. Og så havde hun store bryster. Paul McCartney har noget med store bryster. I den store BBC-tv-serie Anthology, som også blev vist på DR-TV, fortalte han til hele den royale engelske befolkning, at han ærlig talt havde været lidt lun på prinsesse Elizabeth, Englands nuværende dronning, fordi hun havde sådan nogen store bryster. Det er vovet, men godt sagt af en Sir.
I marts '74 kyssede jeg min første rigtige kæreste meget længe, mens lyset var slukket på værelset, hvor vi holdt klassefest. Band on the Run lå på grammofonen, den var udkommet for nogle måneder siden, og den var en af de få lp-plader, der fik lov til at blive liggende. Ellers spillede vi kun singler. Med Sweet og Slade og Mud og Suzi Quatro og Status Quo, det var lige på den tid. Men første side på Band on the Run med numre som "Jet", "Bluebird" og "Let me roll it" var fantastisk og varede over 20 minutter. Man ku' virkelig kysse! For nogle måneder siden udkom en 25-års jubilæumsudgave af pladen, og jeg blev sendt til tælling af en nostalgisk uppercut. 25 år siden? Jeg synes nærmest, jeg lige er blevet student.
All my loving
Da Linda døde, skrev Yoko Ono (af onde tunger kaldet 'Den gule Enke' fordi hun er sur og ikke pengene værd) mindeord i Rolling Stone. Det er lige før de er kærlige. Selvom Yoko og Linda støttede deres respektive mænd var der et bånd mellem dem. En gensidig forståelse, som efter Lennons død udviklede sig til en slags venskab. Yoko Ono slutter med at skrive "Linda og jeg var ikke typerne, der mødtes over kaffe og muffins i et hjørne på en hyggelig café. Men vi kommunikerede. Når hun var stærk, følte jeg mig stærk. Da jeg sidst talte med hende var hun den sædvanlige stærke og energiske Linda. Jeg troede hun havde sejret over sygdommen. Sådan skulle det ikke være. Det var godt at kende dig, Linda. Med kærlighed Yoko."
Under mindekoncerten for Linda McCartney, som blev afholdt i Royal Albert Hall, medvirkede bl.a. The Pretenders, Sinead O'Connor (som lavede skandale igen), Tom Jones, Marianne Faithful, Elvis Costello, George Michael - og så selvfølgelig Paul, der inden den store Let it be-finale sang sin gamle Beatles-sang "All my loving" med de linjer, man egentlig troede var så glade, men nu får en tragisk klang fordi Lindas tid ikke er mere: "Close your eyes and I'll kiss you/Tomorrow I'll miss you/Remember I'll always be true".
