Læsetid: 3 min.

Litteraturens slagmark

27. august 1999

Anders Østergaards kolossale antologi 'Vandmærker' er et væsentligt bidrag til forståelsen af de sidste 20 års danske litteratur

Antologi
God litteratur skabes gennem et veludført fadermord. Påstanden er ikke min, men kritikeren Harold Blooms. Og med tanke på den er det ikke svært at forstå, hvorfor hans teori om digternes angst for forbilledernes indflydelse den dag i dag er forkætret. Ikke desto mindre spiller den en vis rolle i Anders Østergaards kolossale antologi Vandmærker, hvor fjorten litterater hver især sammenholder to nyere forfatterskaber. Redaktørens ambition er intet mindre end den moderne danske litteratur i al sin overvældende mangfoldighed, og udbyttet er imponerende.
Østergaards indledning, der rummer et væld af iagttagelser, er udformet som en diskussion af forholdet mellem firsernes og halvfemsernes litteratur og en redegørelse for værkets indhold. Særlig den første del påkalder sig interesse, redaktørens sonderinger er ofte præcise, og det lykkes ham dels at tegne et forholdsvis nuanceret billede af nutidens litterære landskab dels at trække en række overraskende linjer, som når han påpeger et slægtskab mellem den tidlige Kirsten Thorups skriftbevidste tekster og Kirsten Hammanns prosaeksperimenter.
Østergaards fremstilling hører uden tvivl til blandt de bedre sammenfatninger af de sidste 20 års litterære udvikling, men skæmmes desværre af manglende stramhed i sprogtone og komposition. Og det er ganske ærgerligt, for han kunne med en smule omhu have løftet hele projektet et ekstra niveau.

Nordbrandts aftryk
En af antologiens mest bemærkelsesværdige artikler er skrevet af Erik Skyum-Nielsen. Den skildrer lærer/ elev-forholdet mellem Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen.
Skyum indleder med en blotlægning af mesterens aftryk i Thomsens debutsamling City Slang og beskriver de to digteres fælles interesse i det æstetisk kølige. Artiklen fortsætter i en intens kortlægning og sammenligning af forfatterskabernes respektive udviklingsgang. Med få ord formår Skyum at indramme og fortolke en række komplekse sammenhænge. Thomsens vej fra eksperimenterende storbydigtning til "reflekteret elegi" er aldrig før blevet udlagt med en sådan elegance og præcision.
Skyums afsluttende sammenfatning leder frem til et frapperende resultat. Skønt kritikeren ikke udmaler et egentligt bloomsk fadermord, sandsynliggør han, at Thomsen med digtsamlingerne Hjemfalden og Det skabtes vaklen har gennembrudt Nordbrandts poetiske dominans. Tesen bliver ikke mindre overbevisende af, at Skyum stilistisk viser sig fra sin absolut stærkeste side.

Dekonstruktivt syrebad
Også Marianne Ping Huang brillerer i sin komprimerede artikel om lyd, rytme og sætningsstruktur i Henrik Bjelkes og Jens-Martin Eriksens prosa. Det lyder umiddelbart knastørt, men Ping Huang demonstrerer, at indfaldsvinklen både er relevant og decideret interessant: Hvor Bjelke bevidst sprænger syntaksen for at frembringe et nuanceret udtryk, må Eriksen af bitter nødvendighed ophugge sætningerne i "lidelsesfuld staccato". En tilsvarende vilje til nærlæsning møder man i Bjarne Sandstrøms artikel om Peter Seeberg og Solvej Balle. Sandstrøms udgangspunkt er Balles prosabog Ifølge loven, nærmere bestemt fortællingen om den unge kvinde, der med usvigelig sikkerhed opsøger og registrerer smerte, inden den finder sted. Analysen er udført med stor grundighed og fører frem til en perspektivrig karakteristik af hele værket, der fint går i spænd med Thomas Bredsdorffs detailundersøgelse af fortællerpostionen, som indgår i hans velskrevne, men korte artikel om forfatterskabets intertekstuelle forbindelser til Villy Sørensen og Franz Kafka.
Marianne Stidsen bidrager med en stærkt engageret læsning af Jan Sonnergaards Radiator og argumenterer for, at novellesamlingen er blottet for samfundskritisk brod, "idet ethvert tilløb til fremadstilet dialektik og bevægelse mod frihed undermineres af sprogets oprindelige katakrese" (ca. forskelle). Men det er svært at genkende teksterne efter det dekonstruktive syrebad. Så vidt jeg kan skønne, udtrykker Sonnergaards noveller en ganske uundergravet kritik af samfundet og dets autoriteter.
Anne-Marie Mai skitserer en linje fra Edith Södergran til Pia Juul og Karen Marie Edelfeldt og uddyber perspektivet i en række veldrejede læsninger af de to senfirserdigtere. Med sine koncentrerede analyser og generaliseringer sætter Mai fokus på et så godt som upåagtet spor i nyere dansk lyrik.
Frits Andersen imponerer med en sikker karakteristik af Jens Smærup Sørensens og Hans Otto Jørgensens tekster som henholdsvis etisk forpligtende 'breve' og "religiøse epistler"; og Jørn Erslev Andersen skriver fængende om Niels Frank og Inger Christensen.
Derudover rummer antologien bidrag om Per Højholt, Katrine Marie Guldager, Ib Michael, Peter Høeg, Peter Laugesen, Nikolai Stockholm, Bent Vinn Nielsen, Mads Brenøe, Pia Tafdrup, Annmette Kure Andersen, Tage Skou-Hansen og Peer Hultberg.

*Anders Østergaard (red.): Vandmærker. 510 s., 325 kr., Dansklærerforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu