Læsetid: 4 min.

Et lydigt folk

14. august 1999

90'erne begyndte i ulydighedens tegn. Det blev der hurtigt sat en stopper for
Det 20. århundrede

Der var skybrud i Bruxelles den aften. På et hotel, lunt inden døre, havde en flok danske EF-politikere bænket sig ved bordet. Det stod pyntet med Dannebrog og små, blå flag med stjerner. Nogle havde klaphatte på. Der var lagt op til fest.
Men så begyndte de første resultater af folkeafstemningen at komme ind. Politikerne sad som forstenede. Alle klaphatte blev gemt væk.
Hjemme i Danmark var vejret bedre. Men her var politikerne lige så triste: "Vi har været for dårlige til at udbrede vores budskab", sagde Anders Fogh Rasmussen.
"Idéen om det fælles Europa er nok solgt for dårligt", mente EF-kommissær Henning Christophersen.
Det var den 2. juni 1992. Et lille flertal havde stemt nej til Danmarks deltagelse i Den Europæiske Union. Og politikerne slog et af 90'ernes temaer an: Resultatet skyldtes ikke, at folket og det ledere var uenige. Men at folk ikke havde hørt ordentligt efter, ikke havde lystret: "Jeg er så skuffet over danskerne", sagde Mimi Jakobsen.
Den aften åbnede sig en kløft mellem borgere og politikere. Folkestyret begyndte at slå revner.
Oplevelsen af manglende kontakt - og respekt - var gensidig:
"Der fik politikerne tørt på," skrev en læser i Ekstra Bladet et par dage senere. "Det har de fortjent, når de ikke hører efter, hvad vi andre siger".
Danmark var et lille, splittet land. Men længslen efter enighed var stor.

National rus
Tre uger senere var folket samlet igen - for sidste gang i dette årti: Det var den høje, lyse sommer, da det danske landshold vandt EM i fodbold - over Tyskland, som var regerende verdensmestre!
Der var flere mennesker på Rådhuspladsen, end der havde været nogen sinde før - selv på befrielsesaftenen. Bilerne kørte med hornet i bund. Fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Folk var fulde og gale. Men ingen kom op at slås.
Én stor national rus rasede i landet. Alle danskere elskede hinanden.
På politistationen i Ringkøbing dukkede glade, syngende mennesker op. I samme by blev en patruljevogn standset, og en hundredekroneseddel smidt ind af vinduet: "I skal fan'me også ha' nogle øl!"
Der gik et år. Politikerne arbejdede på højtryk. Den 18. maj 1993 var der folkeafstemning på ny, om det samme som sidst - med fire forbehold. Det danske folk gik til stemmeurnerne og bragte lydigt et stort, sikkert ja i hus. Der var stor glæde på Christiansborg.
Men i Politiken skrev Claes Kastholm-Hansen:
"Hvis folket ikke vil, som politikerne vil, så bliver man bare ved med at trække det i næsen, indtil det vender næsen den rigtige vej. Lad medieforskerne kværne, lad journalisterne svirre rundt som flittige bier og indhente forudsigelige kommentarer. Kernen i sagen er, at hvis folket ikke vil som politikerne, så bliver der trukket en streg i sandet, og den streg hedder demokratiets grænse. Hertil og ikke længere. Det var budskabet fra Christiansborg i aftes. Det er demokrati på moderne dansk. Men er det også folkestyre?"

Krigszone
Om aftenen den 18. maj eksploderede København igen. Men det var ikke af glæde. Ude på Nørrebro gik en flok autonome amok over det danske ja. Politiet skød med skarpt. Kvarteret forvandledes til en krigszone.
Politiken sendte en reporter derind:
"Vi gik ned ad Nørrebrogade. Alle vegne brosten, enorme mængder af brosten. Det begyndte at svide i øjnene og næsen. Rester af tåregas. Da vi kom længere ned, kunne vi se skyer af tåregas hænge som en tåge over gaden."
Der var mennesketomt, hvor journalisten gik - men det var tydeligt, at en vild kamp havde raset: Biler var brændt, ruder var smadret, bål var tændt.
"Jeg har aldrig set noget lignende i København", skrev han, "denne by var jo ikke Beirut, ikke Berlin, men den er som forvandlet, spøgelsesagtig, isnende, det er som at gå i en drøm."
Det var den samme by, som ét år tidligere, fredeligt og lykkeligt, havde fejret en fodboldsejr.

En anden verden
Der blev ikke borgerkrig i Danmark. De autonome repræsenterede ikke en stor del af befolkningen. Siden den aften har der været fred på gaderne. Undtagen nogle fredag formiddage, senere i 90'erne, da Tæskeholdet fik de unge til at gå amok foran Radiohuset, kaste med mel og frugt, eller klistre sig fast til busterminalen på Rådhuspladsen.
Energi var der nok af. Politisk interesse blev det småt med. Også fordi den unge generation havde fået nok af 68'ernes præk om at lave verden om.
I 90'erne skete det virkelig: Verden forandrede sig. Men på en helt anden måde, end forudset: Det sovjetiske imperium styrtede i grus, den kolde krig var forbi.
Alligevel er der i 90'erne en stemning af uafvendelighed: Det er ikke moderne at tro, at jævne mennesker har lod og del i udviklingen. Det danske folk er føjeligt som aldrig før i dette århundrede: Når politikerne beslutter, at Danmark skal gå i krig - så går Danmark i krig, uden diskussion. En syg lille rest af den gamle folkelighed sidder og knurrer i Dansk Folkeparti. En smule ulydighed mod de herskende kan også mobiliseres, når flygtninge og indvandrere skal hetzes.
Ellers er alting roligt i det lille land med de faste forbindelser.
Men der kan hurtigt komme en ny tidsånd i det næste årti - i det næste årtusind.

*Dette er den sidste artikel i Inger Holsts serie om hvert årti i dette århundrede. De foregående blev bragt 3., 4., 5., 6., 7., 10., 11., 12. og 13. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her