Nyt dansk forfatterleksikon
Leksikon
I foråret udkom Rosinantes fortrinlige Forfatterleksikon i to bind vedrørende udenlandske forfattere, og det forlyder, at vi kan vente en opfølgning med de danske. Gads forlag er imidlertid kommet i forkøbet med Litteraturens stemmer, et stort Dansk Forfatterleksikon i ét bind. Redaktørerne, som er Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen, har samlet en mindre, sluttet kreds af artikelforfattere, fjorten i alt, som skriver de 250 større og mindre artikler, trænede pædagoger, flere af dem gymnasielærere.
Det er faldet heldigt ud, har givet et vist enhedspræg, der hænger sammen med en redaktionel styring. Der er en tydelig model i artiklernes komposition, som bedst viser sig i de lange og grundige artikler, hvor der virkelig er afsat plads til skrivernes udfoldelse i nærmest journalistisk eller essayistisk stil. Og de allerfleste er velskrevne og kompetente. Typisk indledes der med et smart citat, udgangspunkt for billedet af digteren, eller et kort signalement. Derefter en fortællende biografi, fulgt af en værkgennemgang og en opsummering. Det er i mange tilfælde en fornøjelse at læse.
Noget trættende er det dog, at mange konsekvent og monotont fremstiller digternes livsløb i præsens. Den såkaldte 'historiske nutid' er en uvane, når den ikke bruges som velberegnet situationsfremhævelse. Fortid er nu engang fortid, mens værkernes egenart kan skrives i vedkommende nutid. Oplysningværdien er imidlertid høj, støttet af Aage Jørgensens omfattende bibliografi på over hundrede sider og et meget brugbart alfabetisk værkregister, der medtager alle nævnte titler. Af småfejl har jeg kun fundet et par stykker: Heretica betyder vel ikke kætter, men kætterier, Sophus Claussens Trefoden er ikke en lang prosasatire, den er skrevet i vers. At tale om "det store digt 'Udrust dig, Helt fra Golgatha'" om Ewalds få strofer er noget misvisende.
Udvælgelsen og proportioneringen er som altid en redaktionel hovedpine. Hvem skal med, og hvorfor ikke? Det kanoniske kriterium er her: "de vigtigste stemmer lige siden renæssancen og dem, der netop nu høres med en vis aktualitet."
Det kan ikke undgå at blive diskutabelt. Den højest prioriterede og unægtelig aktuelle - er Johannes V. Jensen med 15 spalter, hvoraf de tre går til gennemgangen af Kongens Fald. Desuden en tiltrængt opvurdering af hans sene produktion, bl.a. romanen Dr. Renaults Fristelser. Derved passerer han den sædvanlige rekordindehaver, H.C. Andersen: 13 spalter ligesom Søren Kierkegaard, mens Johannes Ewald og Grundtvig scorer hele 14 spalter. Tom Kristensen får 12 og Sophus Claussen 11.
Lyriktendensen
En generel tendens er, at lyrikere har høj status i leksika, håndbøger, Kraks Blå inklusive. Det nyder her i udvalget de yngste forfattere godt af, mens en aldrende generation af lyrikere er skubbet ud, bl.a. Ove Abildgaard, Iljitsch Johannsen, Jørgen Nash, Bundgård Povlsen, Robert Corydon. Af prosaister lades bl.a. Knud Holten og Preben Major Sørensen uomtalt, og dramatikere og børnebogsforfattere står ganske i skyggen.
Litteraturens stemmer har paradoksalt nok ikke ét ord om bl.a. Finn Methling, Ernst Bruun Olsen, Leif Petersen, der ellers har været hørlige nok. Til gengæld får kvinder ikke for lidt - som kompensation for traditionens undladelsessynder. Charlotta Dorothea Biehl fylder godt op også i spalterne, hele seks trods påvisningen af hendes ulæselighed. Mathilde Fibiger er her vigtigere end Otto Gelsted og Frank Jæger, målt i millimeter, Adda Ravnkilde, Erna Juel-Hansen, Jane
Aamund, de er der alle i velvillig behandling. Også den store Johanne Luise Heiberg, der havde både stemme og erindring. Men ikke den små Kamma Rahbek, genial brevskriver,
Forfatterleksikon hedder værket. Og det betyder altså fiktionsforfattere. Eneste undtagelse er Georg Brandes, svær at undvære, og han publicerede minsandten også nogle jammerlige digte, dog her uomtalte. Jeg havde gerne set Palle Lauring i et dansk forfatterleksikon, og han skrev tilmed et par romaner. Nogle vil sige, at det blev han ved med. Men sikken en stemme i koret. Broby-Johansen er der, fordi han skrev en enkelt litteraturhistorisk markant og i øvrigt rædselsfuld digtsamling.
Af de skæve er Knud Hjortø ikke med, men Ernesto Dalgas er sat fint på plads af Peter Olivarius, der træffende siger, at hans Dommedags Bog "skaffede ham en solid placering i udkanten af dansk litteratur." Samme Olivarius kan tegne billedet af den danske litteraturs fader, Anders Arrebo, så hans epoke træder frem. En af hovedforfatterne, Johannes Fibiger, er en sikker og smidig portrættør, trods præsenstilbøjelighed, hos Gerd Lütken er en række klassikere i gode hænder, ligesom Anne-Marie Mai har overskud til også at være med her.
Det virker, som om artikelskribenterne har nydt opgaven, da de har fået rum for andet end leksikalsk sprogbrug og kan belægge deres ord med ganske lange citater. Respekten for den litterære tradition og dens aktualisering er en nyttig gerning, som her er udført på vilkår. At man kan stille modforslag, siger sig selv og har jeg søgt at sige. Det skal ikke skygge over fornøjelsen ved selv en stræklæsning, som er værd at vende tilbage til og at anbefale videre.
*Litteraturens stemmer. Gads danske forfatterleksikon. Redaktion: Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. 718 s. Indbundet. Illustreret. 248 Kr. Gads forlag. Udkommer i dag
