Læsetid: 5 min.

Mellem tragik og komik

6. august 1999

Man tager næppe munden for fuld, om man påstår, at den moderne 'stramme'novelle begynder med Anton Tjekhov (1860-1904). Af ham lærte nemlig vældig mange - ikke mindst Joyce og Hemingway - kunsten at forkorte, skære bort, tilspidse en psykologisk konflikt, sætte genren på spidsen og overlade læserne friheden til at konkludere.
Tjekhov skrev sine første noveller for at tjene til medicinstudiet, og efter sin eksamen i 1884 arbejdede han både som læge og forfatter. De tidligste prosastykker var parodier og humoresker, trykt i tidsskrifter pseudonymt, så gav han sig kast med hårdhændede, men gerne effektfulde sociale satirer, djævelske i deres afdækning af hovmod, nag og nedrighed. Senere endnu, da han havde fået konstateret tuberkulose, blev hans korte fortællinger længere, mere sammensatte, langt mere indgående i deres psykologiske analyse. Det skete i samme periode som de fire store skuespil blev til: Mågen (1896), Onkel Vanja (1897), Tre søstre (1901) og endelig Kirsebærhaven (1904).
Fra Tjekhovs stadig lyslevende dramatik kender man hans fornemme evne til at høre og forme replikker, der tåler at svæve i rummet, og hans fine fornemmelse for dybden i en tilsyneladende enkel situation - færdigheder han øvede frem, først i sin korte prosa, så i enaktere.

Ligeledes kender man dén grundstemning, der fra slutningen af 80'ernepræger hele hans digtning: den venlige melankoli. Forfatteren indser livsvilkårenes uflyttelighed og erkender den enkeltes overladthed til sin karakter og sjælelige konstitution, men over for Tjekhovs sortsyn står et aldrig svigtende lyssyn. Hans overbærende klarsyn rettes mod såvel menneskelivets tragiske sider som dets uophørligt genkommende komiske glimt.
En genvej til hans grundtematik giver novellen "Et menneske i foderal" (1898), om en stivsindet gymnasielærer i græsk, Belikov, der elsker forbud, men frygter tilladelser, da disse efter hans mening altid indeholder et eller andet tvivlsomt, noget uudsagt, uklart. Enhver form for overtrædelse, afvigelse eller indrømmelse i forhold til gældende regel gør ham på forhånd trist, eftersom det hele, som han siger, så nemt "kan ende galt".
Selv færdes han, også i det allerbedste vejr, kun udendørs i galocher, medbringende paraply og iført en varm, vatteret overfrakke. "Han havde både sin paraply i et foderal og sit ur i et foderal af gråt ruskind, og når han tog pennekniven frem for at spidse en blyant, så havde han også kniven i et lille foderal" - ja, tilmed sit ansigt skjuler han i et foderal, i form af en altid opslået krave.
Denne hylsterbeskyttede knudemand forelsker sig - ufatteligt eller forståeligt nok - i en kollegas søster, et livstykke fra Ukraine, derbåde synger og ler.
Men det ender galt: En spøgefugl portrætterer ham, spadserende arm i arm med Varenjka, han selvfølgelig i galocher og med opslået paraply. Og da Belikov krænket og rasende, møder op for at lettesit hjerte hos hendes brøsige broder, smider denne ham på porten med et spark, mest fordi den pligttro forbuds-elsker ikke kunne dy sig for at fremkomme med velment kollegial påmindelse om det forkastelige i, som lærer, offentligt at færdes på cykel. For hvis læreren kører på cykel, hvad er der så tilbage for eleverne at gøre, andet end at gå på hænder? At køre på cykel er ikke udtrykkeligt tilladt ifølge cirkulærerne, ergo må man det ikke.
En måned efter sin fatale ydmygelse dør græsklærer Belikov og anbringes definitivt i et passende foderal. Kollegerne begraver ham med stortilfredsstillelse og en følelse af nyvunden frihed. Men en uge efter er alting tilbage i den velkendte trummerum, det samme strenge, udmarvende, meningsløse liv.

Om menneskers oftest forgæves forsøg på at bryde ud af dette liv, hvor det hele altid er det samme og ingenting nogen sinde bliver bedre, handler de fleste af Tjekhovs noveller, og derfor er de med rette blevet læst som samfundskritiske analyser, kritik af den borgerlige kultur. Blot er det så som så med det, man i 1970'erne kaldte brugbare handlingsanvisninger eller emancipatorisk potentiale. Teksterne kendetegnes netop ved deres sanddruhed, og ved det stilfærdigt uafsluttede, åbne perspektiv.
Berømt er således kompositionen i "Damen med hunden" fra 1899, om to menneskers kærlighed på tværs af ægteskabs grænser. Gurov, uddannet filolog, men nu bankmand i Moskva, ferierer i Jalta og stifter her bekendtskab med Anna Sergejevna, der slentrer med sin spids på promenaden, høj, blond og med alpehue. De indleder så en affære, han som den erfarne forfører, hun fuld af angst og fortrydelse, og skilles, tror de begge, for altid.
Men hjemme i Moskva tænker stakkels Gurov uafbrudt på Anna. "Om aftenen kiggede hun på ham fra bogskabet, fra kaminen, fra stuens kroge, han hørte hendes åndedræt, hendes klæders kærtegnende hvisken." Urolig rejser han til hendes hjemby og møder hende i et teater. Forstå mig, bønfalder han. Rejs tilbage, bønfalder hun - selv om hun må tilstå, at hun hele tiden har tænkt på ham, ja, faktisk levet af tanken om ham.
Siden mødes de fra tid til anden på hotelværelser i Moskva. Men da læseren på sidste side tror, at en afgørelse må falde, holder novellen simpelt hen op. Hvordan vil de mon bryde deres lænker? Hvordan kan et nyt, vidunderligt liv herfra tage sin begyndelse? Det får vi aldrig at vide, kun at de begge forstod, "at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til atbegynde."
Tjekhovs noveller begynder tit brat, og de slutter som regel åbent, i en side-pointe, i et billede, i et på én gang frossent og uafklaret flydende fotografi af liv. Afgørelsen er lagt hos læseren. Og dér sidder man så, lidt klogere måske, svævende mellem munterhed og vemod, mellem ironi og melankoli, mellem komik og tragik. En skrøbelig balance, men gunstig.

*Af Tjekhovs korte prosa findes der adskillige udvalg på dansk. Senest udkom Andres ulykke (Gyldendal 1998), udvalgt af Frederik Dessau, og oversat af Jan Hansen, som tillige har udsendt Om kærligheden og andre noveller (Cicero 1988), hvori bl.a. indgik "Et menneske i foderal".Andre brugbare udvalg er Anton Tjekhovs bedste, ved Georg Sarauw (Carit Andersen 1960), sammes Herskab og slavesjæle (Borgen 1978) samt Den sorte munk og andre fortællinger, ved Eigil Steffensen (Vindrose 1983)."Damen med hunden" citeres ovenfor i Ivan Malinovskis oversættelse (Udvalgte noveller, Det Danske Forlag 1958, også udsendt på Gyldendal 1983 under novellens titel). Frederik Dessaus monografi Anton Tjekhov (Gyldendal 1990) giver en bred indføring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu