Læsetid: 6 min.

Menneskets kendetegn

2. august 1999

Bliver androider til mennesker, når de føler? Og bliver mennesker til maskiner, når de ikke føler længere?

Klassikere
De fleste kender Ridley Scotts mesterværk Blade Runner fra 1982. Med Harrison Ford i hovedrollen som dusørjægeren Deckard, der strejfer om i fremtidens metropol på jagt efter en gruppe undvegne androider anført af Rutger Hauer. Filmens atmosfære er intens, og gælden til kriminalromanen åbenlys i denne science fiction-noir, hvor en eftertænksom helt kæmper sig vej gennem L.A.'s evige nat, med whiskyflaske, trenchcoat og pistol som eneste beskyttelse mod regnen og verdenen.
Mindre kendt er filmens litterære forlæg, Philip Kindred Dicks (1928-82) roman fra 1968 Do Androids Dream of Electric Sheep? I alle antologier og analytiske værker placeres Dick blandt den amerikanske science fiction mest betydningsfulde forfattere, men alligevel synes berømmelse ikke at være Dicks lod, uagtet at han har skrevet bøgerne bag kassesucceserne Blade Runner, Total Recall og Screamers, og har lagt navn til en af genrens mest prestigefyldte priser.

Eksistentiel dybde
En mulig forklaring på dette forhold skal søges i Philip K. Dicks metode og emne. En stærk interesse for filosofi parret med et livslangt overforbrug af amfetamin gav de 36 udgivelser en springende og grotesk stil, som udtryk for forfatterens søgen efter menneskelighedens kendetegn og fremtidens vilkår.
Snarere end at være kontinuerlige fortællinger, fremstår romanernes episoder som punktnedslag i den vestlige civilisation, betragtet i fremtidens lutrende skær. Handlinger og ideer har været en inspirationskilde for talrige litterære og filmiske efterfølgere, men Dicks egne værkers sporadiske stræben efter samfundskritisk eller eksistentiel dybde, faldt aldrig i tråd med publikums forventninger til en genre, der i sit udgangspunkt er konsumlitteratur.
Dette gjaldt også for hovedværket Do Androids Dream of Electric Sheep? Alene bogens titel voldte problemer, og Scott lod sig i stedet inspirere af den mere velklingende overskrift på William S. Burroughs' roman Blade Runner, a Movie, der igen var en pastiche på Alan E. Nourse futuristiske fortælling om lovløse læger: The Blade Runner. Blandet op med lidt Marlowe og en hårdkogt stil, fik bogen både et plot og en atmosfære, der egnede sig bedre til det store lærred.
Og det er intet under at Scott så sig nødsaget til at foretage omfattende omskrivninger. Når man efter åndeløs læsning lægger Do Androids Dream of Electric Sheep fra sig på stuebordet og vender tilbage til 1999, sidder man forvirret tilbage med en fornemmelse af at have set menneskets særkende ud af øjenkrogen. Romanen er om muligt endnu mere mystisk end filmen. Episoder og elementer, der er udeladt i filmen, danner sammen med Scotts velkendte handling en arabesk af tvetydigheder, der ikke giver læseren hvile men fordrer reflektion.

Androider og dyr
Året er 2021. Stedet er San Francisco. Tredje verdenskrig med efterfølgende radioaktivt nedfald har ændret livet på jorden. Først døde alle uglerne, senere fulgte dyreart på dyreart, indtil mennesket var alene tilbage på en gold planet. De, der havde muligheden emigrerede til kolonierne i rummet, hvor de bliver betjent af menneskelignende androider. Den resterende befolkning består fortrinsvist af mennesker, der ikke har råd til at udvandre, og mennesker, der på grund af genmutationer ikke er velkomne i kolonierne.
Blandt de tilbageblevne er 'levende dyr' et statussymbol, som kun er få forundt, og mange må nøjes med elektroniske efterligninger. Til dem hører dusørjærgen Rick Deckard, der har et elektrisk får oppe på taget af den halvtomme skyskraber, hvor han bor. Deckard er provisionslønnet, og da han får til opgave at 'pensionerer' en gruppe undslupne androider fra Mars, ser han det som sin store chance. Nu kan han endelig få råd til et levende dyr. Et får. Eller måske endda en ged.
Den øde storby danner rammen om antiheltens jagt på sine drømmes fuldbyrdelse. Dick var stærkt inspireret af den franske tegner Moebius' (Jean Giraud) serie Heavy Metal, og beskriver fremtidens teknopol som en blanding mellem gotiske arkitektur og amorf labyrint. Deckard - og med ham læseren - suges ind i en virkelighed, hvor kontorer og steder skifter plads, og hvor logisk tankegang suspenderes i en organisk konstruktion, der skaber kontinuitet som et ugennemskueligt netværk af omstændigheder. Kun tilsyneladende tilfældigheder medfører en konfrontation med de undslupne androider.

Værdisammenbrud
Deckards jagt på androiderne ændrer sig efterhånden til at være en jagt på sammenhæng i den verden, han troede at kende. Manglen på entydig mening efterlader dusørjærgeren med et fundamentalt værdisammenbrud. Alt bliver ligegyldigt, og med den endelige accept af dette vilkår står Deckard desillusioneret, og netop derfor egnet til at indgå i samfundet på lige fod med alle andre. Det var disse træk ved romanen, der fik samtiden til at beskrive Philip K. Dick som en pulp-fiktion Kafka.
Tilbage i lejligheden sidder Deckards kone, Iran. Som værn mod meningsløsheden har hun et "Penfield humør organ" - en maskine, der fastsætter en persons humør, ved at man indtaster en kode. En overkommelig handling eftersom alle er udstyret med en liste, der angiver dagens række af koder. Således er Irans plan for den 3. januar 2021 tre timers 382 (selvbebrejdende depression), efterfulgt af A 481 (Erkendelse af fremtidens mangfoldige muligheder).
Iran bruger næsten al sin tid på at se "Buster Friendly and His Friendly Friends" - et 24 timers TV-show. Programmet er eneste udsendelse i fjernsynet og bruges af regeringen til at formidle moral og etik til masserne. Hyppigste samtaleemne blandt folk er da også de seneste hændelser i showet.
Som afveksling til den horrible blanding af David Letterman, Beverly Hills og MTV i 8. potens findes en anden maskine, der sætter brugeren i empatisk kontakt med en person kaldet Mercer, som i endeløse gentagelser forsøger at bestige et bjerg.
Mercerism er blevet fremtidens religion, hvor man i forbindelsen med Mercer føler en samhørighed med andre individer, hvilket fortrænger ensomheden. Illusionen om en moderne messias får en brat ende, da Mercer demaskeres som værende en afdanket skuespiller. Men afsløringen giver blot nyt liv til "Buster Friendly and His Friendly Friends", og livet finder hurtigt sin vante gænge igen.

Følelsesmaskiner
Dicks ironisering over afhængighed af massemedier og religion som reaktion på en stigende fremmedgjorthed overfor et samfund uden værdier er tydelig. Og forholdet mellem menneske og androide som romanens omdrejningspunkt, kompliceres yderligere af Dicks beskrivelse af byen og dens indbyggere.
Ordet "androide" kommer af det græske "andros": Mand - en gammel betegnelse for menneske og endelsen "oid": "i lighed med". Androiden er med andre ord skabt i menneskets billede, og bliver dermed et spejl for menneskets væsenstræk. For at retfærdiggøre sin profession er det vigtigt for Deckard klart at skelne mellem androider og mennesker. Modsætningspar som kunstig - ægte; program - følelser; pensionering - mord, danner grundstenen i dusørjærgerens begrebsverden, men i kontakten med androiderne bliver det stadig sværere at opretholde skellet mellem menneske og simulacrum. En definition af eksistensens væsen bliver i stigende grad nødvendig for både hovedperson og læser.
Deckards navn leder uundværligt tankerne hen på den franske filosof Descartes og hans berømte credo: "Jeg tænker, altså er jeg." Men hvis det er menneskets kendetegn, burde androiderne så ikke være overmenneskelige med deres intellektuelle overlegenhed? Følelser og indlevelsesevne kunne også være et specifikt kendetegn ved mennesket, men kan det være tilfældet, når samfundet, det har skabt, funderes på passivitet, følesesmaskiner og afkald på varige værdier? Er det da lidt af det ene og lidt af det andet? Romanen igennem kredser Dick om emnet, og belyser det med episodernes strejflys, uden nogen sinde at lægge sig fast på en endelig definition.
Do Androids Dream of Electric Sheep? efterlader læseren med flere spørgsmål end svar. Og da de tendenser Philip K. Dick bygger sin vision på, kun er blevet mere udtalte med årene, er romanen mere nærværende end nogensinde, og man må spørge sig selv, "hvad er mine kendetegn som menneske?"

*Dette er fortsættelsen i serien om science fiction klassikere på videnskabssiden. De forrige artikler blev bragt den 21/6, 28/6, 5/7, 12/7 og den 26/7. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu