Læsetid: 4 min.

Et museum for Paul

31. august 1999

Liverpool er dygtig til at promovere sig på baggrund af byens musikalske historie

Beatlemania
LIVERPOOL - Det er næsten lidt af en skuffelse. Huset. Godt nok ved man - og det står også på en lille metalplade - at det var her, Paul McCartney boede, da han var 13 år gammel og uberømt. Det var her, han og John Lennon bøjede sig over Formica-bordet og skrev sange lige før, de lige pludseligt blev meget kendte og meget rige.
Men det er meget svært at se, hvis man er opflasket med indre billeder af The Beatles som musikalske rebeller, Maharashi-fans og syretrippere udstyret med psykedeliske busser, gule undervandsbåde og flippet tøj. Kan det virkelig passe, at al den fantasi udsprang fra noget så ordinært som det lille, grimme rækkehus på 20, Forthlin Road i en kedelig omend respektabel forstad til Liverpool?
Tja - lidt af suset kan man måske mærke i de billeder i huset, som Pauls bror, Michael, har taget. De er også det mest autentiske element i museet.
Resten er genskabt, så det ligner dengang, men Paul McCartney eller de andre har aldrig siddet i netop de stole eller gået på netop det blomstertæppe. Det er alt sammen en rekonstruktion.
National Trust, som ellers mest gør i paladser og herskabshjem, har købt og restaureret det helt almindelige rækkehus, så det igen ligner noget fra 50'erne. Komplet med linoleum på gulvene, stormønstret tapet og netgardiner. Det var ellers blevet moderniseret flere gange, så det tog organisationen adskillige år at få 50'er-stilen frem igen.
Der fortælles mange anekdoter om huset. At en solsorts fløjten i baghaven inspirerede til en melodi. At solens pludselige frembrud gennem det ellers meget grå-melerede Liverpool-vejr gav anledning til en sang. At en af Paul's første sange handlede om hans kattekilling, som broderen Michael ville lege med. At hittet Love Me Do blev komponeret her. Og så videre, og så videre.
Men så blev The Beatles opdaget. McCartney familien flyttede fra 20, Forthlin Road i 1964.
Nu bor kustoden der. Han får en årlig løn fra National Trust for at passe på huset og vise det frem til besøgende. Men kun efter aftale. Naboerne var ikke vilde med udsigten til tusindvis af nostalgiske turister på udkig efter deres ungdoms tabte idealer ind og ud af forhaverne.

Magical Mystery Tour
Den gamle havneby Liverpool har vidst at udnytte The Beatles godt. Ikke nok med, at McCartney-huset trækker besøgende til. Der er ligefrem en hel Beatles-industri i byen.
Noget af det sjoveste er Magical Mystery Tour i en ramponeret bus à la den originale. Her får man en underholdende tur med guiden Eddie, der kan fortælle alle mulige anekdoter - her lå det varehus, hvor George Harrison var i praktik som elektriker - der ligger Hotel Adelphi, hvor John Lennons mor arbejdede - derovre blev John Lennon og Cynthia gift, og ved det busstoppested der ramlede Paul McCartney en dag tilfældigt ind i George Harrison osv. osv.
På turen får man faktisk George Harrisons fødested at se. Det er et lillebitte rækkehus i en blindgyde, hvor snotnæsede unger leger i gaden - ikke ulig 50'erne formentlig.
Ruten går naturligvis ad Penny Lane, og man får udpeget det busskur på rundkørslen, hvor Paul McCartney fik ideen til 'Penny Lane', mens han stod og ventede på John Lennon, der som sædvanlig var for sent på den. Nu huser det en café. Men barberen ligger der endnu.
Næste stop er Strawberry Field. Det er et børnehjem, som ligger i nærheden af, hvor John Lennon boede. Dets mørkerøde jernport er forsvarligt låst, og der er Beatles-grafitti overalt.
Anekdotemageren Eddie fortæller, at John Lennon første gang fik ideen til at blive musiker, da han hørte Frelsens Hærs band spille ved en af børnehjemmets havefester. Han var fire år gammel.
John og Yoko Ono har siden betalt for en ny tilbygning, og Ono-familien sender hvert år fødselsdags- og julegaver til børnene på hjemmet.
Turen ender i Matthew Street, hvor The Cavern Club lå. Det var her, The Beatles spillede for første gang. Nu er bygningen revet ned, men en entreprenant forretningsmand har indrettet en ny Cavern Club. I samme gade står en statue af John Lennon, og på et nærliggende strøg står Tommy Steeles skulptur af Eleanor Rigby.
Cavern Club-originalen kan man få et indtryk af nede ved Liverpools gamle dokker. I det nyrestaurerede område ligger et egentligt Beatles-museum - The Beatles' Story. Her kan man få at vide, hvordan den britiske ungdom gik grassat over rock-og-rul fra Staterne efter Anden Verdenskrig, og hvordan The Cavern Club blev verdenskendt for at bringe folk frem som The Beatles og Cilla Black.
Her er en kopi af en gul undervandsbåd - masser af fotostater, et helt hvidt rum dedikeret til John Lennon - en kæmpestor gammel båndoptager fra Abbey Road-studierne i London og meget mere.
Det fortælles, at Liverpool-folk oprindeligt nægtede at købe Beatles-plader, fordi de lokale var bange for, at drengene ville forlade Liverpool, hvis de blev for populære. Den civile ulydighedsaktion nyttede som bekendt ikke noget.
The Beatles selv er forlængst væk. Men deres fortid bliver naturligvis, hvor den er.
Næste trin i Liverpools kommercielle udnyttelse af den bliver formentligt et nyt hotel, der efter planen skal åbne næste år. Det skal hedde 'A Hard Day's Night'. Hvad ellers?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu