Læsetid: 3 min.

Når bare man er glad

3. august 1999

En sød, lille historie under lindetræernes svalende skygge

TEATER
Man kan ikke forlange meget af sit publikum, når solen brænder sig rød på de bare skuldre. Det er tilsyneladende, hvad folkene bag Leopardens flugt over planke har tænkt, da de improviserede sig frem til forestillingen.
De store moraler og formaninger er gemt - de hører sig måske vinteren til? - og i stedet får vi en sød, lille historie om, hvor trist det er ikke at ville have det sjovt.
Som et supplement til den traditionsrige sommerforestilling i Kunstindustrimuseets have, har Grønnegårds Teatret inviteret familien til en danse- og mimeforestilling om den triste Hr. Planke.
Til velgørende vidundertoner af Tom Højlund Olsen vises en lille historie om, hvor lykkeligt alt kan ende, når bare man tør være glad.
Mimeren Øyvind Kirchhoff spiller den triste Hr. Planke, hvis eneste holdepunkt i tilværelsen er den evige flytten rundt på en masse tomme tønder. Hans sirlige verden forstyrres på det groveste, da en gammel kone en dag inviterer sig selv på frokost.

Utæmmelig leopard
I bar befippelse propper Hr. Planke hende ned i en tønde og håber så, at alt kan vende tilbage til den vante, trygge gænge. Men gammelmor genopstår i skikkelse af en leopard - begge spillet af danseren Carina Raffel. Og så har vi balladen. For selv om Hr. Planke gør alt for at tæmme leoparden, vil den ikke, som han vil.
Alt ender dog lykkeligt. Hr. Planke affinder sig med sin utæmmelige legekammerat og erkender, at det er sjovere at være glad.
Med en sans for det veltimede og med morsomme fangelege, der leder tankerne hen mod de legendariske Tom & Jerry tegnefilm, gør aktørerne deres bedste.
Sjovt er det, når Hr. Planke slås med tønden, der vil gå sine egne veje, og Carina Raffel ligner grangiveligt en leopard med sine smidige, erotiske bevægelser. Men det er som om, at instruktøren, Malte Claudio Lind, har haft mere blik for det tekniske end for den historie, han vil formidle.
Ofte fortaber det sig i ren opvisning af akrobatiske krumspring, der bliver for lange til at holde fascinationen gående, og moralen - at bare man er glad er alting godt - bliver næsten for banal. Også for barnlige sjæle.
Man kunne godt ønske sig, at der var brugt lidt mere tid på en god historie fremfor nogle gode trin.

Godt børneteater?
Hvornår er børneteater godt? Er det, når lille Peter sidder musestille - eller er det, når han råber og skriger med?
Under alle omstændigheder bør børneteater primært henvende sig til børnene og ikke til deres forældre. Ellers er der ikke nogen mening i at kalde det børneteater. Og lige såvel som det gælder for alt andet teater, er børneteater også bedst, når det vil noget. Når det bevæger, rører, provokerer, stimulerer eller for så vidt underholder.
Børneteatrets force ligger i de mangfoldige muligheder for at udnytte børnenes ucensurerede indlevelse og medvirken. At spille på at få et spil i gang.
I Leopardens flugt over planke lykkes det aldrig at få et sådant spil i gang, og det var ikke kun forældrene, der opførte sig skræmmende velopdragent under lindetræernes skygge. Man kunne godt have forlangt lidt mere.

*Leopardens flugt over planke. Instruktion Malte Claudio Lind. Medvirkende Øyvind Kirchhoff, Carina Raffel og Tom Højlund Olsen. Grønnegårds Teatret, Kunstindustrimuseets Have, Bredgade 68, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu