Læsetid: 4 min.

Når mænd forbløder

6. august 1999

Nicolas Winding Refn følger Pusher op med Bleeder, en splittet film propfuld af talent

Film
Rækkefølgen i den 28-årige Nicolas Winding Refns to udspil som instruktør er påfaldende. Hans sikre debut Pusher med Kim Bodnia som narkosælger slog knock-out, som et velrettet højrehåndskryds af en dreven fighter. Hans film nummer to, den stærkt opreklamerede Bleeder, ligner meget mere en ung instruktørs første, søgende og følsomme forsøg. Men Refn satser stadig på vinderpunchet. Denne gang er metoden blot langsomt at gøre tilskueren mør med en jabbende venstrehånd, inden det afgørende stød sættes ind.
Pusher havde en umiddelbar attraktion i den farverige udmaling af den kriminelle fauna på Vesterbro, hvor det går hårdest til.
I Bleeder er vi på det trods alt lidt fredeligere Nørrebro, og persongalleriet fremtræder mere gennemsnitligt. Måske derfor lægger Refn billedstilen om fra håndholdt hverdagsnærhed til udstuderet, farveforenklet bredlærred. Det skaber stiliseret vægt i situationer, der ofte grænser til det banale.
Filmen har to hovedhistorier, som fortælles parallelt og spejler hinanden. I den ene oplever Kim Bodnias Leo en nedtur, der fører til selvdestruktion. I den anden finder hans ven, den ellers uhelbredelige film- og videonørd Lenny en pige (Liv Corfixen), som måske kan lede ham ud af ensomheden.
Set i et pessimistisk lys kan man opfatte Leo og Lenny som to versioner af den samme figur - den ensomme, uartikulerede, halvdesperate drømmer, der på to forskellige udviklingsstadier prøver at realisere et kærlighedsforhold.
Leo giver Lenny gode storebror-råd om livet og kærligheden, men taler mildest talt uden eksemplets kraft.
Hans hjemmefront er nemlig i opløsning efter at kæresten Louise (Rikke Louise Andersson) har erklæret sig gravid. Udsigten til en - påtvunget? - familieforøgelse kølner forholdet til den forventningsfulde samleverske, og Leo bliver indestængt aggressiv, en omvandrende nyantændt bombe, som kun gøres ekstra eksplosiv af frustrationerne over ikke at kunne - eller ville - leve op til vennernes macho-idealer, når den racisme-udløste vold viser sit stygge ansigt i kvarteret.
Leo får afsmag for vennernes dyrkelse af forloren vi-deovold, selvforagtens dæ-moner huserer i ham, og han forsøger sig prøvende med the real thing: en pistol. Det er begyndelsen til enden.
Parallelt skitseres Lennys kejtede tilnærmelser til det andet køn - en sød, afventende grillbar-ekspeditrice, der læser lige så meget som Lenny ser film. En blufærdig kontakt sluttes - længere kan en film, hvor volden dominerer, ikke strække sig.

Kendt procedure
Bleeder handler da om danske mænds manglende evne til at blive voksne og tage et ansvar for deres egen tilværelse - et veludforsket emne i både vor litteratur og filmkunst. Men her henlagt til en særligt puerilt, udtryksfattig mandenørde-reservat, hvor grænsen mellem virkelighedens og filmenes voldsfascination risikerer at blive flydende.
Filmens problem er, at den selv delvis spiller op til denne umodenhed ved at overtage nogle af tidens fashionable voldsklichéer (især fra kultfigurerne Tarantino og Leone). Da afstraffelsens time kommer med tortur i afsides fabrikshaller, kan vi nærmest den bloddryppende procedure i søvne, og Refn gennemspiller nogle grusomhedsritualer med en patos, der satser på den pavlovske hunde-effekt: alt det blod og al den smerte må og skal vi simpelthen reagere på.

Hævnerdrama
Skal Leos og Louise skæbne overbevise som ægte tragisk, må den også føles uafvendelig. I stedet forceres den frem. Et film-mytisk hævnerkompleks overtager den ellers ret hverdags-ligefremme historie, uden at tragedien med organisk-psykologisk fylde vokser ud af historiens præmisser.
Brikkerne lægges ellers nydeligt på plads:
Leos fremmedgørelse i et hjem, hvor svogeren som noget selvfølgeligt tager hans stol ved det lille køkkenspisebord og udfylder rollen som Louises (for) kærlige kæreste.
Den redebyggende Louises naive forestillinger om kommende familielykke.
Lennys halvkomisk underspillede tilnærmelser til Lea, to stille eksistenser i famlende verbale kontaktforsøg. Tyst længsel på Nørrebro, smukt og dæmpet renfærdigt billedformidlet.
Et persongalleri og en tematik fremlægges med både blufærdig følsomhed og fint underdrejet humor, men uddybes ikke synderligt, kører mest videre i samme dumpt desperate tonefald.
Til Leos udbrud: "Jeg har intet, intet, intet...", fristes man til at sige: "Nå!", med den tilføjelse, at han dog har den forkælelse, der består i en sød kæreste, et fast arbejde og et rimeligt sted at bo.
Filmens cinemascope-kompositioner (fotograf: Morten Søborg) accentuerer på raffineret vis afstanden mellem personerne og skaber elegante undvigelser af den truende køkkenvask-
realisme.
Og en udtryksstærk lydside, hvor rockmusikeren Peter Peter arbejder frigjort og fantasifuldt, skærper intensitet og opmærksomhed. Helt vidunderlige er to hyldester til filmens og bogens verden, i billedberusede små afsnit fra en labyrintisk videoshop og et bugnende overfyldt antikvariat.
Jovist har Refn celluloid i årerne, men manuskriptet virker underernæret. Kim Bodnia har i længden ikke det store at arbejde med som Leo, men får imponerende meget ud af flere underskrevne scener. Og Mads Mikkelsen ses lige så troværdig her som den udtrykshæmmede Lenny som han forrige gang var det i den stik modsatte rolle i Pusher - en suveræn karakterskuespiller! Rikke Louise Andersson og Liv Corfixen får færre ben til jorden i Refns mandeunivers, men holder fint deres sarte, små skanser, og mekanikeren Levino Jensen stjæler mangen en scene i den mest farverige rolle som en alt for kærlig brormand og hverdagsracist.

En bekendelse
Efter Pushers genrebårne "lucky punch" har Refn lavet en dybt personlig, bekendende film på godt og ondt, hvor han mere sårbart og nøgent viser, hvad han har på sinde. Bortset fra et vist genbrug af Kim Bodnias desperado-figur undlader Refn at score point på debutfilmens succes og forsøger sig i nye retninger, både stilistisk og indholdsmæssigt.
Det aftvinger en respekt, som ville have vokset, hvis han helt havde turdet ignorere genrefilmens krykker for at grave dybere i personer og miljø. Bleeder bekræfter et talent i vækst, men mon ikke vi har det bedste til gode?

*Bleeder. Instruktion og manuskript: Nicolas Winding Refn. Dansk. (Dagmar, Grand, Palads, Palladium, Lyngby Teatret, Gentofte Kino, Bio City, Drive In).
Fortsættes på bagsiden ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu