Glitterrocken har fået comeback. I begyndelsen af 70'erne var Sweet de ukronede konger - nu er deres fire første album genudsendt
NYE CD'ER
I fem år var Sweet en af verdens mest populære rockgrupper. Fra marts 1971 til februar '76 havde de 15 hitsingler. Otte af dem var nummer 1 i Danmark. Efter kvalmende tyggegummi-hits som "Funny Funny", "Co-Co" og "Little Willy" satte de fra slutningen af '72 mere og mere strøm på guitarerne og scorede en perlerække af utroligt iørefaldende power-hits som "Blockbuster" og "Teenage Rampage".
Sweet - og med dem deres sangskriverpar Chinn og Chapman og produceren Phil Wainman - havde en gimmick. I 70'erne udgav de populære grupper ca. en single hver fjerde måned. På den måde var grupper som Slade, T. Rex og Sweet konstant på hitlisterne i flere år, det var, som om der ikke var andre. Men Sweet fandt på noget genialt. Da så mange sange så hurtigt efter hinanden måske kunne lyde for ens, begyndte alle Sweets 45 singler på en ny og mærkelig måde.
På "Blockbuster" var det en politisirene, på "Hell Raiser" et skrig og et tordenskrald, på "Teenage Rampage" en fanskare der råber "We want Sweet!" og på "Ballroom Blitz" den legendariske trommeindledning til forsangeren Brian Connollys spørgsmål "Are you ready Steve?" ("Aha") "Andy?" ("Yeah") "Mick?" ("Ok") - "Alright fellows, well let's goooooo!".
Man gik ligefrem og glædede sig til den nye Sweet-single på en helt anden måde end med de andre gruppers plader, og gimmicken var en ikke ringe del af gruppens utrolige popularitet blandt de yngste teenagere.
Glitterrockens konger
En anden grund til gruppens succes var dens image. Sweet var glitterrockens ukronede konger. Hvor Marc Bolan og David Bowie var sådan lidt seksuelt suspekte, så var Sweets overdrevne brug af makeup, højhælede støvler og stramtsiddende lædertøj tydeligvis kun for sjov. Pigerne var ikke bange for at klippe idolbilleder af gruppens medlemmer ud og hænge op på loftsværelsernes skrå vægge - og drengene var ikke bange for at spille luftguitar, når der blev afholdt klassefester hjemme hos de flinke af forældrene.
Desværre havde Sweet et problem. De var for ambitiøse og ikke helt tilfreds med blot at spille Chinn og Chapmans hitnumre. I begyndelsen skrev de numre til singlernes bagsider - numre som var hårdere og knap så iørefaldende. Men efterhånden bredte frustrationerne sig, og de overbeviste pladeselskabet RCA om, at deres første rigtige album kun skulle være med egne numre, og at der ikke skulle nogen af hitsinglerne med på pladen. At RCA sagde ja, kan udelukkende skyldes, at Sweet på det tidspunkt var selskabets guldfugl, for set fra et kommercielt synspunkt var det selvmord.
Albummet Sweet Fanny Adams udkom i '74. Det er et meget underholdende album, en rigtig danseplade for de lidt tungere drenge - og her ved cd-genudgivelsen får det mange minder til at vælde op hos denne anmelder. Det er underligt ikke at have hørt en plade i 20 år og så alligevel kunne hvert et guitarriff og break - og hver en stavelse helt ned til diktionen. Herfra min verden går.
Sweets mesterværk
Næste album udkom senere samme år. Desolation Boulevard er Sweets absolutte mesterværk. Her formår de at kombinere deres glitterrock med den noget tungere guitarrock og deres i øvrigt formidable vokalarbejde. Samtlige fire medlemmer synger, og især korarrangementerne er i al deres enkelthed utroligt effektive.
Ikke noget Queen-operafis her, det er lige ud ad landevejen, men i et vanvittigt højt og meget karakteristisk leje.
Det var på dette tidspunkt så småt begyndt at gå ned ad bakke for Sweets singler. De var ganske vist stadig store i Danmark, Tyskland og resten af Europa, men i hjemlandet England var der længere og længere mellem hitsene. Derfor overtalte RCA Sweet til at medtage de seneste to singler på Desolation Boulevard, vel nok gruppens bedste single "The Six Teens" samt "Turn it Down". I England havde det ingen effekt, men albummet blev faktisk et stort hit i USA.
Sweet havde nu i '75 for alvor brug for et nyt hit, og da Chinn og Chapman var anderswo engagiert med bl.a. Suzy Quatro, fik gruppen nu endelig den chance, de havde bedt om i flere år, nemlig at indspille et af deres egne numre som a-side. De genindspillede "Fox on the Run" fra Desolation Boulevard, og sandelig om ikke det lykkedes. Singlen blev nummer 1 i hele Europa og var helt oppe på 2. pladsen i England - men det var en stakket frist. Sweet indspillede yderligere to fine album for RCA, men singlehitsene var det stort set slut med.
Fra Give us a Wink (1976) blev "Action" og "The Lies in Your Eyes" hits i Tyskland især, men med Off the Record fra '77 var det også slut der. Begge album har dog sjovt nok ikke mistet deres charme her mere end 20 år efter.
Sweet har en smittende spilleglæde og musikalitet både i de næsten Thin Lizzy- eller Deep Purple-agtige heavy-numre, i de typiske glam-numre og i de meget smukke ballader som f.eks. Off the Records "Laura Lee".
Det sidste hit
Sweet fik nyt pladeselskab og et enkelt hit i '78 med "Love is like Oxygen" - derefter gik sangeren Brian Connolly solo, mens de resterende - bassisten Steve Priest, trommeslageren Mick Tucker og guitaristen Andy Scott - forsøgte at fortsætte.
Hverken solokarrieren eller Sweets efterfølgende karriere er værd at skrive om. Sweets tid var forbi i midten af 70'erne, da punken rasede ind over hele musikmiljøet. Både Connolly og Scott havde på et tidspunkt hver deres Sweet-gruppe - begge var patetiske. I midten af 90'erne forsøgte man at gendanne den oprindelige gruppe, men Connolly døde i begyndelsen af '97 af et hjertestop og nåede kun lige at se begyndelsen til den renæssance, gruppen har oplevet det seneste års tid.
Med BMG's genudgivelser af de fire RCA-album har man nu mulighed for ved selvhør af konstatere, at Sweet var en meget bedre gruppe, end de havde ry af. Og er man alligevel mest til singlerne, er der også udkommet dobbelt- cd'en Sweet Originals - the best 37 glamrock songs ever med samtlige hits, de bedste af b-siderne, et lille udvalg af album-numre samt fire aldrig tidligere udgivne sange. Ethvert hjem bør eje den.
*Sweet: Fanny Adams, Desolation Boulevard, Give Us A Wink, Off The Record, Sweet Originals - alle udsendt af RCA/BMG Ariola
