Opgøret med det gamle dannelsesideal i kulturen
Frie ord
DA LOGEBRØDRENE vedtog kyskhedsløftet i form af dogmereglerne, smøg én sig udenom: Ålen alias Peter Aalbæk Jensen. Men kunne man vente andet af denne bonvivant af en cigarryger? At Ålen overhovedet skulle kunne være i nærheden af noget, der bare minder om kyskhed, at han overhovedet skulle kunne være i stue med ordet kyskhed, er overraskende på kanten til det ubegribelige.
Altså overtrådte Aalbæk bevidst et af de hellige principper i Dogme 95-charteret: Ingen kunstig lyssætning. Han skruede op for lyset der, hvor von Trier ville skrue ned, hvilket gav anledning til den første offentlige, ægteskabelige kontrovers i det mangeårige samarbejde mellem to af dansk kulturs virkelige innovatorer.
Men hvad pokker. Det hele er jo alligevel en leg og en god måde at producere billige, overskudsgivende film på samt en ny måde at udfordre talentet på. Læg hertil, hvad der ymtes om og allerede skaber anekdoter i filmbranchen: At alle eller i hvert fald flertallet af logebrødre på et eller flere punkter har brudt dogmereglerne i en snæver vending, hvis det kunne gøre en god scene bedre.
Det, lægerne med sikkerhed har konstateret, er, at d'herrer Aalbæk & Trier ikke har almindeligt blod i årerne, men et syngende - eller skingrende, alt efter temperament - stof, som man skaber marketing og public relations af. Det samme stof, som salig Simon, p.t. filmaktuel, var så rigeligt forsynet med. Hele set-up'et omkring Zentropa er et stort, velfungerende teater, skønt det egentlig er et filmselskab.
ZENTROPA-drengene har indskrevet sig effektivt i et opgør i dansk kulturliv, som i realiteten har været i gang længe. Det begyndte allerede midt eller sidst i 80'erne og foldede sig ud op gennem 90'erne. Bemærkes vel knapt som en samlet bevægelse, men er det ikke desto mindre.
Man kunne kalde dets ledende bannerførere for de kulturpolitisk ukorrekte. (De unge ukorrekte ville være et udtryk med mere smæld, men faktisk er de midaldrende). Én del Korch, én del porno, en hel del kunst, gynger og karruseller. De ukorrekte griber kulturen radikalt anderledes an end deres forgængere, er overbevisende dygtige på deres felt, er ikke bange for at få snavs på fingrene, de vasker tavlen ren. De kasserer det gamle, rødderne, traditionen, vel vidende at det gamle nok skal være med i det, de laver, alligevel. De lider ikke af berøringsangst over for penge, men søger det store publikum.
Mest tydeligt sås tendensen, da Nikolaj Cederholm og hans hold opfandt Dr. Dante. De kasserede samtlige de teaterstykker, der hidtil var skrevet, for i stedet at digte deres egne stykker. Det måtte til, hvis man ville have et nyt, ungt publikum i tale, mente man - og indførte i princippet mindst et samleje og for fem kroner splattervold på scenen pr. stykke. Man gjorde loft til gulv og gulv til loft. De unge strømmede til. Dette var anderledes teater end det, der kaldte søvndøsigheden frem på andre teatre, hvis man begav sig derind, hvad man ikke gjorde - eller i hvert fald kun én gang.
Ok, måske kasserede de ikke samtlige gamle stykker. Enkelte klassikere fandt vej og nåde, men så blev de osse for alvor støvet af.
Bare det, at man kan få den ide, at lave et teaterstykke over Gasolins sange! Det nye, unge publikum strømmede endnu mere til.
STIG ANDERSEN, Gyldendals nye direktør, har sat ord på 'bevægelsen'. Han taler om et opgør med det gamle dannelsesideal. Bør er død. Lyst lever. Man skal have lyst til at læse en bog, ikke gøre det af pligt. Da han tog over på Aschehoug med sin gamle makker, Ole Knudsen, stod det dem hurtigt klart, at forlaget ikke kunne leve af de manuskripter, andre forlag havde refuseret i stor mængde. Man måtte opfinde noget nyt, vaske tavlen ren, og det gjorde de så. Udgangspunktet blev: Hvilke interessante (kendte) danskere har en bog i sig, som de bare endnu ikke har fået skrevet? På den ide drev de forlaget frem. Læserne strømmede til, mens de gode græd og de onde lo.
Og dog belønnede den dannelsesideale kulturinstitution med stort K den form for tænkning ved at invitere Andersen over i direktørstolen - og gjorde sig derved til en del af opgøret med sig selv.
Endnu et eksempel: Da Rumle Hammerich overtog ledelsen af Danmarks Radios fiktionsafdeling - i gamle dage tv-teatret - drejede han samtidig halsen om på de forfattere, der hidtil havde skrevet enkeltstående tv-teaterstykker, der bortset fra enkelte markante undtagelser da heller aldrig rigtigt var slået an hos seerne. Man havde haft en næsegrus respekt for det, forfatterne afleverede. Eller var inviteret til at aflevere, fordi de ved deres bøger havde bevist, at de var de bedste forfattere. Resultaterne blev desværre ofte mislykkede, for tv er et helt andet medium.
Hammerich gjorde som Cederholm og vaskede tavlen ren. Helt nye forfattere, helt nye måder at skrive manuskripter på. Det blev f.eks. til Taxa-serien. Seerne var glade for byttet. Og egentlig er det sket med en ubønhørlig logik. Et massemedium kan ikke i længden levere en vare, som publikum ikke tager til sig.
DEN GAMLE kulturelite bryder sig ikke om de nye toner. Den kulturelite, for hvem Taxa, Jane Aamund, Casper Christensen og Piet Hein automatisk er yt, Villy Sørensen, Stockhausen, Peter Greenaway og Umberto Eco automatisk in.
For hvad er det for pseudo-kvaliteter, der pludselig er ved magten: Aalbæks sans for reklame og markskrigeri, Cederholms samleje pr. stykke, tv-serier, der konstrueres efter amerikanske modulsystemer, Heller Virkners personlige beretning om dengang, hun dansede tæt med præsident Lyndon B. Johnson i Det Hvide Hus - og hvordan Jens Otto Krag egentlig var. Og hvorfor skal de unge ikke bindes til skolestolen og tvinges til at æde klassikerne side for side?
Dette holdt op mod den sande kunstner, som aldrig tænker på publikum, hvis tilskyndelser kommer indefra, og som tager sig den tid, kunst tager, ofte under de allervanskeligste økonomiske forhold. Og som så leverer de lødige bøger, kompositioner, dramaer, den store kulturarv, som skolebørn og alle andre vil have godt af, omtrent på samme måde, som når man spiser vitaminer.
Men sådan kan man jo heller ikke stille det op. For er der end gået tricks og marketing og underlødighed i og omkring opgøret med dannelsesidealet, så var opgøret aldrig blevet det, det er, hvis det ikke samtidig boblede af talent samt kunstnerisk og humanistisk validitet sideløbende hos de samme opgørsfolk: Nemlig ikke til at komme udenom. Tidens hjul drejede lige en omgang.
