Læsetid: 5 min.

NYHEDSOVERBLIK

3. august 1999

Bill i rette med Hillarys bekendelser
*Den amerikanske præsident, Bill Clinton, følte sig i går kaldet til at gå i rette med Hillary Clintons udlægning af hans barndom. Præsidentfruen havde i et interview sagt, at præsidentens tilbøjelighed til utroskab skyldes, at han som barn var udsat for psykisk overlast. Bl.a. fordi han bevidnede en konflikt mellem sin mor og bedstemor. Gennem sin talsmand, Joe Lockhart, meddelte Clinton dog i går, at han ikke har været udsat for psykisk overlast. Men, lød det fra Det Hvide Hus' talsmand, præsidenten har gennemgået "vanskelige tider".

Hundreder døde ved indisk togulykke
*Op mod et halvt tusinde mennesker frygtedes omkommet, efter at to passagertog i går kolliderede ved en togstation i det østlige Indien. Der er tale om en de værste togulykker nogensinde i landet. Næsten 1000 er blevet såret. Tilstanden hos omkring 100 af disse betegnes som kritisk.
Embedsfolk fra de indiske jernbaner, der siger, at 210 er bekræftet omkomne, oplyser, at de foreløbige undersøgelser peger på, at en signalfejl var skyld i ulykken.
Ulykken fandt sted omkring klokken to natten til mandag lokal tid, da Brahmaputra-post- og passagertoget mod Dehli kolliderede med Abodh-Assam-ekspressen ved Gaisal, 80 km sydvest for Jalpaiguri på delstatsgrænsen mellem Vestbengalen og Assam. Læger på Sadar-hospitalet i Kishanganj, en nærliggende by, indikerer også, at det endelige dødstal kan blive højere end de foreløbige, officielle tal.
En ledende embedsmand i området, Samir Bannerjee, siger, at redningsfolk mandag havde problemer med at skære sig igennem vragdelene for at få adgang til de døde og sårede.
"De to lokomotiver og de første tre-fire vogne fra begge tog er blevet krøllet sammen på det forfærdeligste," siger han.

Bosnisk krigsforbryder anholdt
*NATO meddelte i går, at SFOR-styrken i Bosnien har anholdt Radomir Kovac, der er sigtet for massevoldtægt af muslimske kvinder i Bosnien. Den 38-årige bosnisk-serbiske mand er eftersøgt af den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.
Han blev anholdt i Foca 50 km fra Sarajevo i den sektor, der kontrolleres af franskmændene. Kovac blev sammen med syv andre bosniske serbere sigtet i juni 1996 for slaveri, overgreb, tortur og voldtægt på muslimer helt ned til 12-års alderen i Foca i det østlige Bosnien i tiden foråret 1992 til vinteren 1993.

Overhældte sig med petroleum
*Ingen kom til skade, da en kvindelig asylansøger fra Iran mandag hældte petroleum ud over sig selv i Udlændingestyrelsen i Ryesgade 53 i København.
Kvinden havde en lighter i sin taske, men gjorde ikke på noget tidspunkt mine til at hive lighteren frem under episoden. Kvinden, der ifølge politiet var psykisk uligevægtig, ville med aktionen protestere imod, hvad hun selv kalder en for langsom behandling af hendes asylansøgning. Politiet betegner aktionen som et råb om hjælp.

Sudans styre benytter kemiske våben
*Et undersøgelseshold fra Norsk Folkehjælp og andre humanitære organisationer bekræfter, at regeringen i Sudan sidste måned brugte kemiske våben i forbindelse med luftbombardementer af byer i den sydlige del af landet. De kemiske våben blev benyttet under angreb 23. juli mod byerne Lainya og Kaaya i Yei-regionen.
Efter nedkastningen af de i alt 22 bomber blev der rapporteret om børn og voksne, der blev syge og kastede blod op, gravide kvinder, der spontanaborterede, og dyr og fugle, der døde i hobetal.
Undersøgelsesholdet, der består af flere læger og laboratorieteknikere, har indsamlet prøver af kropsvæsker og jord i områderne, der blev ramt af bomberne. Prøverne er endnu ikke blevet analyseret, da der ikke findes laboratorier i det østlige Afrika, der kan udføre de pågældende analyser.

18 dræbt i militskampe i Somalia
*Mindst 18 mennesker blev dræbt og 25 andre såret i forbindelse med to udbrud af kampe i Somalia mandag, oplyser øjenvidner. 14 blev dræbt, da militsfolk fra Daud-underklanen, der ledes af Mogadishu-militslederen Musa Sudi Yalahow, kom i kamp med deres rivaler i Waiysle-underklanen, der ledes af Hussein Haji Bod. Begge underklaner tilhører den store Abgal-klan.

Hedebølge koster 185 livet i USA
*Knapt to uger med kvælende, fugtig varme har kostet mindst 185 mennesker livet i USA. Dr. James Baker fra den Nationale Hav- og Atmosfæriske Administration sagde til CBS, at hyedebølger har medført den værste tørke, der har ramt det nordøstlige USA i 30 år, og den næstværste i hele dette århundrede.
Hedebølgen har ført til en eksplosiv vækst i brugen af kolde brusebade og klimaanlæg og det har ført til mangel på vand og elektricitet i Midtvesten.

Skråplan at skilte med genfri varer
*Det er positivt, at Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, nu er indstillet på at sikre forbrugerne retten til at fravælge genmanipulerede fødevarer via en gensplejsningsfri fødevarelinje. Men det er et skråplan at begynde at oplyse forbrugerne om, hvad der ikke er i fødevarerne, mener Forbrugerrådet.
"Det er en uoverskuelig udvikling, som også indeholder et element af vildledning. Det ligger jo underforstået deri, at produkter, som ikke anprises med et genfrit mærke, derfor er genmanipulerede. Og det er ikke nødvendigvis tilfældet," siger afdelingschef i Forbrugerrådet Poul Wendel Jessen.

Generalsekretær-beslutning udsat
*NATO's 19 ambassadører har valgt at udskyde beslutningen om, hvem der skal afløse organisationens generalsekretær, Javier Solana, til på onsdag.
Udskydelsen af beslutningen skete kort efter, at ambassadørerne var trådt sammen for at se, om der er nogen modstand mod, at den britiske forsvarsminister, George Robertson, får jobbet.
Mødet var ellers en ren formalitet, idet Robertson er den eneste tilbageværende kandidat, der anses for realistisk set at have en chance, efter at Tysklands kansler, Gerhard Schröder, i sidste uge tilkendegav, at forsvarsminister Rudolf Scharping ikke er til rådighed for jobbet.

Congos Mbeki taler med oprørsleder
*Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, førte i går private samtaler med den congolesiske oprørsleder Jean-Pierre Bemba i bestræbelserne på at finde en diplomatisk løsning på den 12 måneder lange krig i DRCongo. Samtalerne i præsidentkontoret i Pretoria fandt sted dagen efter, at Bemba, leder0 af den ugandisk-støttede Congolesiske Befrielsesbevægelse, undertegnede en tre uger gammel våbenhvile og skabte nyt håb om en fred i Afrikas tredjestørste land.

Aktivister laver millionbrand
*Engelske dyreværnsekstremister forårsagede natten til mandag brandskade på et mejeri for 11,2 millioner kr. Aktivisterne havde lagt fire bomber under nogle lastbiler på Unigate Mejeriet i Oxford. Da de eksploderede, skabte det et massivt flammehav, og 17 køretøjer blev brændt fuldstændig ned. En halv time tidligere var fire køretøjer blevet ødelagt på et slagteri i nærheden af Banbury.

Christmas-Møller trækker sig
*Pia Christmas-Møller meddelte mandag landsformanden, at hun straks trækker sig fra posten som politisk leder. Poul Andreassen oplyste tidligere på sommeren til Berlingske Tidende, at det ikke var en given sag, at hun skulle fortsætte som politisk leder af K. Senere gav Poul Andreassen hende sin fulde støtte, men efter Pia Christmas-Møllers beslutning mandag om at trække sig, står det kriseramte parti uden politisk leder.

Rettelse
*Af gårsdagens Information fremgik det, at verdens rigeste mand, grundlæggeren af Microsoft, William H. Gates III, ville donere 1.000 mia. dollar til velgørenhed. Tallet var forkert. Det drejer sig 'kun' om 100 mia. dollar. Oplysningen stammer fra Gates' far og blev givet til den britiske avis The Sunday Times.
Vi beklager fejlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her