Læsetid: 4 min.

Nyrup på jagt efter kronprins(esse)

17. august 1999

Ny fløjstrid om Nyrups efterfølger. Der er kun et problem, hverken Frank Jensen eller Pia Gjellerup er oplagte kandidater til posten

Trods sin størrelse som Danmarks største parti, så har Socialdemokratiet ikke en oplagt kandidat til posten som nummer to.
Partiets to fløje forsøger ifølge Ugebrevet Mandag Morgen ihærdigt at markedsføre hver deres kandidat. Svend Aukens fløj står bag justitsminister Frank Jensen og Nyrup og Mogens Lykketofts fløj står bag erhvervsminister Pia Gjellerup. Trods deres forskellige opbakning, så deler de to et problem. Ingen af dem er oplagte kandidater som Nyrups efterfølger. Sådan lyder den nærmest enstemmige vurdering fra en stribe iagttageere, som Information har talt med.
"Socialdemokratiet har ikke nogen indlysende nummer to som dengang Uffe Ellemann Jensen kørte Anders Fogh Rasmussen i stilling som sin nummer to. Det er et problem i Socialdemokratiet," siger lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Lars Bille.
Selv om der lige nu ikke er det store behov for at vælge Poul Nyrup Rasmussens efterfølger - alt tyder på, at han bliver siddende valgperioden ud - så mener Lars Bille, at en leder skal sikre sig sin arvefølge i stille perioder.
Lige nu er der stille i Socialdemokratiet.

Indiskutabel leder
Den interne kritik efter vinterens indgreb i efterlønnen har lagt sig, og vigtigere: vælgerne vender tilbage til Socialdemokratiet. Selv de mest ekstreme ønsker om et nyt formandsopgør er væk. Poul Nyrup Rasmussen er igen partiets indiskutable leder.
Det alene gør det ikke, statsministeren har ikke fundet sin nummer to.
"Socialdemokratiet har ikke en person, der har talentet til at signalere folkelighed. Nyrups efterfølger skal favne et parti, der rækker fra beton til rebelske
DSU'ere. Det kræver et særligt og uomtvisteligt talent. Hvor er de ti unge socialdemokrater mellem 30 og 40, der dominerer den offentlige debat og sætter dagsordenen for fornyelsen af Socialdemokratiet. De er der ikke. I stedet har vi en stribe gode håndværkere," siger kommunikationsrådgiveren Henrik Byager.
De to kandidater, der nu bringes i spil af hver sin fløj i partiet, Frank Jensen og Pia Gjellerup, har hver deres problem. Byager mener, Frank Jensen har en for "intellektuel" profil, mens Pia Gjellerup for meget ligner en partisoldat.
Selv om ingen af de to er oplagte kandidater, så mener Byager, at Frank Jensen har de bedste kort på hånden.
"Frank Jensen har en chance, hvis han får lidt flere rynker i panden og kommunikerer lidt mere moden politik.
Selv om han sidder som minister i et tungt ministerium, så har han stadig en ungdommelig udstråling. I et ti års perspektiv, kan han blive Socialdemokratiets næste leder," siger Byager.
Johannes Andersen. lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, sammenligner Frank Jensen med Tony
Blair, der på samme måde har en "ungdommelig profil". Og så trækker det ekstra ned for Pia Gjellerup, at hun er kvinde, mener han:
"Som kvinde bliver man mere bedømt på sin personlige fremtrædelse end man gør som mand. Kvinder bliver hurtigere vurderet på deres evne til at se godt ud, og det er uretfærdigt over for Pia Gjellerup," siger Johannes Andersen.
Aalborg-lektoren sætter på samme måde som Byager spørgsmålstegn ved, om de to kandidater har den nødvendige slagkraft, om de kan profilere sig selv og partiet.
"Hvis Nyrup helt overraskende skulle trække sig i morgen, så ville socialdemokraterne ikke vælge en af de to som leder. De ville tage en, der ikke var belastet af kampen mellem de to fløje," siger Johannes Andersen.

Aldrig mere 11. april
Det åbne spørgsmål er, om Nyrup ender med at kåre en efterfølger, der ikke har rødder i det nu syv år gamle opgør om formandsposten i Socialdemokratiet. Gør han ikke det, kan en ny generation af socialdemokrater fortsætte striden som var det en islandsk saga, hvor kampen fortsætter til sidste mand og hans søn, er kæmpet ned.
"Går krigen i arv, eller kan partiet skabe ny enhed uden de nærmest rituelle uenigheder, der præger forholdet mellem de to fløje," siger Henrik Byager.
Særligt Svend Auken opretholder og viderefører sin gruppe under navnet "Aldrig mere en 11. april".
Han kan næsten mønstre et flertal i Socialdemokratiets 64 mand store folketingsgruppe. Gruppen mødes i Miljøministeriets kantine til oplæg for Aukens regning og skipper labskovs for egen regning. Lige nu er gruppen mest af alt en mere uskyldig kreds, men Auken og hans støtter er klar til at rykke, når det gælder.
Det gjorde det, da partiet efter valget i foråret sidste år skulle vælge ny politisk ordfører for folketingsgruppen, Nyrup indstillede Jan Petersen, Auken ville have Jakob Buksti og fik sin vilje. Jan Petersen tabte med en enkelt stemme.
Opdelingen mellem de to fløje i partiet går igen i de store interne diskussioner.

Udliciteringsopgøret
I det store opgør om udlicitering satsede Auken og vandt. Selv om Mogens Lykketoft offentligt havde støttet et debatoplæg fra DSU-formanden Mogens Bødtskov, LO's næstformand Tine Brøndum og overborgmester Jens Kramer i København, vendte kongressen tommelfingeren ned.
Lige meget hvor hårde krav, socialdemokrater stiller til udlicitering, så vil baglandet ikke med, "knæfald for de borgerlige", lød kongressens tydelige budskab til Lykketoft og dermed også til partilederen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her