Læsetid: 4 min.

Nyt lys

5. august 1999

Vitaminer og livsglæde blev tidens løsen i 20'erne

DET 20. ÅRHUNDREDE
I januar 1920, en kold måned i et mørkt år, rejste den unge danske forfatter Emil Bønnelycke igennem de lande, der havde tabt krigen: Tyskland, Østrig og Ungarn. Overalt mødte han elendighed, hærgede togvogne, knuste sjæle.
Wien var værst. Der sad digteren på et uopvarmet hotelværelse, med overfrakke, halstørklæde, rejseplaid og overdyne, og skrev, hvad han havde set: "Husene staar sorte, blinde og døde langs begge Fortovene, og ved Gadehjørnerne rager de op i den klamme Luft som Rækker af Sarkofager. (...) Jeg føler mig som en Pilgrim i de Forladtes land, en By af Tiggere, en By af Syge. Invalider, Invalider, Invalider!"

Håb og frygt
Hjemme i Danmark var alting anderledes. Den lille, neutrale nation var sluppet nådigt gennem krigen - og fik oven i købet noget af det land tilbage, det havde tabt i 1864.
Fædrelandet var blevet større. Der var fred i verden. Tiden var ikke uden frygt. Men de fleste følte, at det værste var overstået. Der var gode forhåbninger til fremtiden, på trods - eller på grund - af kommunismen i Sovjet og fascismen i Italien. På trods af kaos i Tyskland, ballade på Balkan og kriser i Danmark.
20'ernes unge længtes efter lys, farver og fornøjelser.
Fysisk sundhed blev sat på dagsordenen. Aviserne brugte masser af spalteplads på sport. Og i Gjellerup Sogn blev der bygget et missionshus med gymnastiksal. En præst følte i den anledning et stik i hjertet - og gav udtryk for det i Indre Missions Tidende. Men der var ikke noget at stille op. Tiden var inde til et opgør med århundreders kropsangst og vitaminmangel. Det skulle være slut med den gamle kultur. Det var jo den, der havde skabt krigen. Menneskets frelse skulle søges i hverdagen, ikke i religionen.
Den unge arkitekt Poul Henningsen skrev en kronik, "Livet i Byen". Han var på jagt efter glæden, den sande, sunde livsglæde:
"Der er ingenting i Kjøbenhavn, der skal 'forskønnes'. Giv Livet frit Løb, der hvor det er sundt, saa kommer Skønheden."
Skønheden kunne man finde overalt i storbyen, i blomsterhandlernes boder, i frugthandlernes vogne:
"Det er Samfundsnyttig Gerning at sælge sund, billig Frugt direkte til Arbejderen, naar Strømmen gaar hjemad, det er en Berigelse af Gadens Liv, en Skønhedsværdi, en Lykke, vi oplever i Norden, at Samfærdselsmidlerne gør det muligt at Staa med Sydens friske Frugter i Haanden i de mørke Dage, hvor alle Farver mangler. Se de festligt oplyste Vogne, er det ikke et Eventyr, en Forøgelse af vor Livsglæde."

En premiere
Nyt lys, nyt liv - det var, hvad Poul Henningsen og hans åndsfæller kæmpede for. Der var frigørelsens, jazzens og dansens årti. USA stod stærkt i kulturlivet - også det vildt fremmede sorte Amerika. Til bekymring for mange, der begræd den gamle verdens fald.
Derfor var det meget mere end en almindelig revyaften, da Dagmarteatret den 19. juni 1928 havde premiere på en forestilling, hvor der blandt andet optrådte en nougatfarvet, næsten nøgen amerikansk danserinde, Josephine Baker. Det var signal til kulturkamp.
På forhånd havde en indremissionsk forening meldt forestillingen til politiet.
"Damens Optræden er baade en moralsk og national Skændsel og en Hyldest til Negerkulturen, som bør forbydes," udtalte kapellan ved Holmens Kirke Pastor Lynge på foreningens vegne.
På premiereaftenen var der sort af mennesker i gaderne omkring Dagmartea-tret. De ville se de heldige, der havde fået billet.

Negerbacillen
De fleste anmeldere tog køligt imod, uden forargelse eller begejstring.
Men Kristeligt Dagblad skrev en leder om den svinske forestilling - som ingen af bladets medarbejdere havde set. Nationaltidende bragte en række artikler om 'Negerbacillen' i kulturlivet.
På den frisindede front, i Politiken, stod Poul Henningsen. Han skrev en hyldest til Josephine Baker:
"Vi er stolte over, at netop vor Tid har løftet Variétékunsten op i dette rene Plan. (...) Vi hylder hende som noget værdifuldt i vores Civilisation."
Han fik svar af Emil Bønnelycke, som otte år tidligere havde set elendigheden i det gamle Europa. Han elskede den moderne storby, bilerne og de skingrende sporvogne. Men dens natteliv, med varieté, revy og jazz, var ham en torn i øjet.
I et svar til Poul Henningsen skrev han: "Du kan ikke have ment, at vi i Danmark, overhovedet i Europa, bør takke en skelende, vrikkende, tåbeligt gebærdende og tungerækkende Negerdanserinde for hendes Betydning for vor Kultur."
Bønnelycke havde ikke selv set Josephine Baker. At sort kunst var underlødig og fordærvelig, var noget, ethvert kultiveret menneske vidste. Det var der ingen grund til at konstatere ved selvsyn.
Man kunne bare håbe, at civilisationen ville genvinde det tabte terræn. Nationaltidende skrev, på lederplads: "... lad dem (publikum) vide, at det var triste Skygger fra en døende Tids Forlystelsesliv, de saa, at det, der gled forbi dem, var det falmede Træk fra en svindende Barbarperiode, hvis Symbol blev en Negerpiges løftede Bagdel."
Det var kun et spørgsmål om tid. Den hvide mands kultur skulle nok komme til ære og værdighed igen.

*Dette er den tredje artikel i Inger Holsts serie om hvert årti i dette århundrede. De to foregående blev bragt d. 3. og 4. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her