I 1948 fik kvinder adgang til Cambridge University
Forandring
Cambridge må nok siges at være et sted, hvor der bliver holdt fast på traditionerne. Det var det sidste universitet i den vestlige verden, som gav kvinder adgang. Det skete i 1948, da den engelske dronning (nu dronningmoder) blev udnævnt til æresdoktor. Det skal dog siges, at kvinder lige siden 1870'erne, hvor det første kvindecollege Girton blev etableret, har haft mulighed for at deltage i kurser og tage visse deleksaminer. En grad kunne de ikke få. Argumenterne for at holde kvinder ude var mange. Et af dem gik på, at kvindelige studerende ville gøre det vanskeligt for både universitet og politi at identificere en prostitueret, og det var vigtigt i en by, hvor der var så mange kirkelige institutioner.
Der er blevet gjort meget for at bevare Cambridge som et sidste et-kønsuniversitet, men altså forgæves. Bastionerne faldt omend sent. Churchill College, hvor jeg har haft fornøjelsen af at opholde mig i et semester, var sammen med King's College de to første, som blandede kønnene. Det skete i 1972. Der er stadig færre kvindelige (ca. 45 procent) end mandlige studerende, hvilket nok hænger sammen med, at Cambridge er meget naturvidenskabeligt orienteret. Desuden var der helt op til 1987 en regel om, at der skulle være flest mandlige studerende. Det år vedtog universitetet en ligestillingspolitik, og her i slutningen af 1990'erne udgør kvinder ca. 28 procent af det videnskabelige personale. Det er fem procent mindre end ved de øvrige universiteter i England, men 10 procent mere end i Danmark. Så med lidt hjælp - og ligestillingspolitik - kan der godt ske forandringer på 25 år.
Kun matematik
Universiteter er ikke lette at reformere, men 22 nobelpriser, som Cambridge har fostret, forudsætter dog at universitetet har holdt sig ajour med udviklingen og har ladet sig modernisere, men det holdt hårdt. På Cambridge Universitet kunne man kun læse matematik langt op til midten af 1800-tallet, og derefter klassiske studier, hvis man havde taget matematikken. Efter seje forhandlinger kom der i 1851 to nye emner til: moral og naturvidenskab. Derefter fulgte i 1870'erne jura, historie og teologi. Ikke kun kvinder blev holdt ude; det gjaldt også katolikker og alle, som ikke var medlem af den engelske kirke. Gifte fellows blev også først accepteret meget sent.
Omend reformerne har holdt deres indtog, holdes der fast i traditionerne. Latin er f.eks. stadig i brug. Det er mange år siden, jeg havde brugt lidt af den viden, jeg erhvervede mig gennem fire års undervisning. Men i den ugentlige universitetsavis dukkede der lige pludselig latinske tekster op - dog med efterfølgende oversættelser. Det skete f.eks. ved tildelingen af en eller anden pris m.v..
Det siges, at der er ansat to latinske skrivere til at tage sig af den slags. Og jeg skal love for, at de kom på arbejde, og mine latinkundskaber sat på en prøve i forbindelse med årsfesten (congregation). De vigtigste elementer er processioner og udnævnelse af æresdoktorer. Hvad det første angår, så mindede processionerne mig om karneval, som jeg så meget af på tysk tv, da jeg var barn - og dansk tv sendte kun højst to timer om dagen.
Det var et udstyrsstykke. Der skulle ikke skabes tvivl om, hvem der var dagens æresgæster. Det var nemlig æresdoktorerne, som fik lov til at iføre sig hat eller akademisk hovedbeklædning efter, at de var blevet promoveret af Prins Philip, der er den overordnede - chancellor - for Cambridge Universitet.
Hårdt arbejde, på latin
Hertugen og hans pager bar hat eller hue under hele seancen. Den, der gjorde dagens hårde arbejde, var the orator, som i en time præsenterede de ni doktorer for os - på latin. Hertugen kom så til med en linje eller to ved afslutningen af hver fremlæggelse, men også han klarede latinen. Teksterne var fantastiske; jeg var faktisk ikke klar over, at latin kunne være så humoristisk. Forsamlingen lo indtil flere gange - nok takket være de engelske oversættelser, som stod i programmet ved siden af de latinske. Et par kinesiske sætninger blev det også til i anledning af, at en rig kinesisk forretningmand havde givet en anseelig donation til det medicinske fakultet.
Ellers var det nu ikke sådan, at æresdoktorater forudsatte en pekuniær indsats. Der var stor spredning i gruppen, som omfattede Desmond Tuto, Antonia Byatt og Jürgen Habermas. Der var sågar plads til en ikke-akademiker. Miriam Louisa Rothschild var den sidste, og hun blev kørt ind i rullestol. Hun var selvlært og havde ikke gået på universitetet, men lært sin metier hjemme. Hendes onkel havde samlet store dyr, faderen fluer.
Datterens bidrag var et seks binds katalog med udgangspunkt i faderens samlinger. Hun var nu blevet en ældre dame, hvis have var et paradis for sommerfugle, og hun strålede som en sol, da hun blev kørt ud igen. Derefter gik processionerne den anden vej, og damerne kunne tage deres hatte på igen.
Årets store forandring var, at det nu var blevet tilladt at bære andre universiteters akademiske beklædning. Disse kapper - gowns - blev i det hele taget stadig flittigt brugt, selvom en af de studerende fortalte mig, at han netop havde valgt Churchill College, fordi det ikke var påbudt at bære gown i spisesalen.
Så der sker forandringer i denne by, som ellers meget er delt mellem town and gown, og hvor der tales to helt forskellige sprog. Hvis man tror, at man kan engelsk, skal man bare ringe til elektrikeren - og det er ikke kun de tekniske udtryk man får besvær med.
Bente Rosenbeck er historiker ved Center for kvinde- og kønsforskning ved Københavns Universitet
