Børnefilmene har i år fået deres egen kategori på Odense Film Festival. To af de danske premierefilm tilhører den såkaldte 'babydok-' genre,
Børnefilm
Inden for de senere år har børnefilmkonsulenterne ved Det Danske Filminstitut, først Charlotte Giese og siden Ulla Hjorth Nielsen, opdyrket en særlig kategori af børnefilm, dokumentarfilm for de mindste, eller kort og godt babydok.
Genren legitimeres naturligvis via nødvendigheden af at tilgodese en sårbar gruppe med særlige kvalitetsprodukter i en tid, hvor det kommercielle medieudbud - ikke mindst til børn og unge - er større end nogensinde, og hvor de ændrede familiemønstre ikke sjældent resulterer i, at ungerne i pressede situationer deponeres foran flimmerkassen.
Barndom som frontier
Ser man på de film, der produceres - som ofte har en ganske høj underholdningsværdi for voksne - kunne en anden forklaring imidlertid være, at de voksne, instruktørerne, har fået øje på barndommen som en sidste frontier, et hidtil uberørt felt der skal udforskes, nu hvor der stort set ikke er flere hvide pletter tilbage, hverken på det fysiske eller det mentale landkort.
Anlægger man en lettere kynisk synsvinkel, kunne det virke, som om de yndige rollinger lokkes ind under de umættelige linser og presses for et råstof - uskyld og originalitet - som den samme medieverden, børnene skal 'beskyttes' imod, evig og altid er på jagt efter.
Metoden er stort set den samme fra film til film. Man vælger et emne og får en række børn til at udtale sig om det, og så sammenklipper man højdepunkterne fra mange timers talestrøm, således at poderne kommer til at fremstå som evigt bedårende, eftertænksomme og inspirerede væsener, små voksne med pudsige vinkler på verden.
Dette være sagt uden malice eller skumle hensigter om at nedgøre konsulenter og instruktører. Mange af filmene er fremragende, og der skal ikke herske tvivl om,
at genren kræver stor tålmodighed og flair for at omgås børn.
Tanken kan imidlertid være interessant at forfølge, ikke mindst fordi de små oftest bringes til at tale om 'voksenemner', altså bruges til at komme med nye bud på fænomener, som de voksne selv har svært ved at tackle. Ser man tilbage på de sidste fem år, er der blevet talt om snart sagt alle de 'store emner' i babydok-film fra Filminstituttet: afsked, drømme, døden og sågar filosofi i Lennart Pasborgs helt eminente Du og jeg (1994), en nyklassiker på området.
Tendenser fortsætter i to nye produktioner, som begge kan ses på den igangværende Odense Film Festival. I Cæcilia Holbek Triers Sut slut finale om den svære periode, hvor sutten skal slippes, handler det ganske vist om et specifikt børnefænomen, men den voksne tilskuer kan ikke undgå i sit stille sind at erstatte 'sut' med 'cigaret' eller lignende usunde og vanedannende sager. Filmen besidder således den kvalitet at kunne ses på flere niveauer - som de bedste eventyr.
Guldkorn i byger
I den blot fem minutter lange Et øjeblik lader den erfarne babydok-instruktør Klaus Kjeldsen børnene tale om det måske sværeste af alle abstrakte spørgsmål, nemlig tiden, og som i Pasborgs filosofifilm falder guldkornene i byger.
Børnene er blevet bedt om at forklare, hvad 'et øjeblik' efter deres opfattelse er, og ikke overraskende konstaterer flere af dem, at det i hvert fald ikke er det samme som det, deres forældre opfatter ved begrebet. For forældrene kan et øjeblik være både kvarte og halve timer, mens børn generelt finder tiden lang, ikke mindst når voksne henleder deres opmærksomhed på den. Som en pige lidt underfundigt bemærker: "Tiden er længere, når man kigger på uret, end når man ikke gør det. Underligt, ikke!?"
Kjeldsens film er typisk for babydok-fænomenet i og med, at den netop sætter børnene til at tale om noget, som først og fremmest de voksne er optaget af. En dreng siger det direkte: Tiden er noget, der er vigtigt for de voksne, men ikke for børn. Alligevel er filmen uden tvivl givende for både store og små, ligesom de medvirkende tilsyneladende nyder at lege med nogle voksne, der omsider tager sig tid til at tage dem alvorligt.
*Et øjeblik. Instr: Klaus Kjeldsen. 1999. 5 min.Sut slut finale. Instr.: Cæcilia Holbek Trier. 1999. 12 min. Begge film vises på Odense Film Festival d. 18. og 21. august kl. 10. Distr.: Det Danske Filminstitut
