Læsetid: 3 min.

At overskride grænser

7. august 1999

DER ER FREDELIGT i Brömsebro, som ligger på grænsen mellem Småland og Blekinge og i en fjernere fortid også markerede en landegrænse, som danskerne var mere interesserede i at fastholde end svenskerne. Landevejen går nu uden om byen, men passerer tæt ved det sted, hvor Brömsebrofreden blev aftalt i 1645, og dermed var det snart slut med freden på stedet. Det blev især efter fredsslutningen i Roskilde 1658 snarere centrum for årelange terrorhandlinger mellem den danske befolkning og de nye svenske herrer, en magtovertagelse, der minder uhyggeligt om opgørene mellem serbere og Kosovoalbanere, hvor snaphanerne spillede rollen som partisaner og de svenske drabanter som Milosevics styrker. Myrderier og grufulde henrettelser var recepten i det blodplettede landskab, som nu er en sommeridyl, smukt hvilende i den effektive omnationalisering.
Det var den første store åreladning af det danske rige. Nu står der en mindesten ved vejen hen til ruinen af en fordums borg med meddelelsen om traktaten, der blev underskrevet af bl.a. den tvetydige Corfitz Ulfeldt, som havde med at skifte side. Her afstod Danmark foreløbig Gotland og de norske provinser Härjedalen og Jämtland af fællesmonarkiet samt Halland for tredive år, og snart gik Skåne og Blekinge varigt samme vej. Desuden afskaffedes den lede sundtold - som begge parter nu snart skal til at betale igen.

DER STÅR et midaldrende svensk par ved stenen og læser højt på skånsk. De hilser broderligt. "Jo, då förlorade Ni en bra bit!" siger manden fredsommeligt og vil gerne i snak. "Det har vi aldrig rigtig tilgivet jer!" mener vi, "selvom vi i mere end tre hundred år har ladet som ingenting af bare høflighed."
Vi udveksler en håndfuld ironiske fraser, og da vi skilles, siger de danskerfortroligt "farvel", hvad der kan gøre en helt nostalgisk, siden vi også nærmest har mistet den bid af sproget og på svensk maner siger hej! eller hei då! som vi nu kvitterede med.

IKKE ALLE SPOR er slettet. Navne og bygninger står fra tiden før. Som nu Kristianstad med Hellig Trefoldigheds Kirke, bygget af Christian 4, som grundlagde byen. Her er det den fredelige men ubodelige død, som falder i øjne og tanker, omklamret som kirken er af store, lodretstående ligsten med halvt udviskede skrifttegn og døden afbildet som benrad i naturalistisk aktivitet. Førhen dannede de gulv i kirkens indre. Det hjalp ikke at sætte døden uden for kirkens lyse rum, båret af slanke søjler, væggene blev ved at tale deres tydelige sprog, svensk eller dansk. Dér ses nu epitafiet over rådmand Lawesen og hans hustru, omgivet af elleve børn. De to mindste er indsvøbt og lagt på præsentérbakke forrest. De stolte forældre måtte acceptere, at godt halvdelen af de elleve døde før dem. Dog en bedre død og ophængning end den, som overgik de snaphaner, der blev fanget og f.eks. hængt på krog - eller blev spiddet på en pæl. Den blev så sat ved vejkanten til skræk og advarsel for ligesindede.
Hvad krigshandlinger ikke udrettede, tog småbørnsdødeligheden sig af, således hos familien Lawesen, gennem lange tider ædelt mindet med navns nævnelse. Malingen er overraskende smuk og velholdt. Men få skridt derfra på lensmuseet ved Stora Torg, et venligtsindet sted med fri entré, hænger overraskende originalen, et afskallet epitafium, fugtplettet af ælde, hvor tiden ligner en sygdom. Anno 1661 står der.
VI TRÆKKER grænser, alt hvad vi kan, overskrider dem, flytter dem, udsletter dem. Hvert enkelt menneske skubber den uundgåelige og afgørende grænse foran sig, så langt det går.
Et historisk eksperiment i grænseflytning fandt sted ikke langt herfra for lidt mere end hundred år siden, den store udvandring fra det urfattige Småland, hvor bønder i tusindvis havde fået nok og udskibede sig i Karlshamn med De forenede Stater som destination.
Et nyt liv står i hovedet på dem, mens de knirkende vogne trækker over grænsen til Blekinge og mod havnen og lyset derude i skærgården. Dér sidder Vilhelm Mobergs Kristina og Karl Oskar, og dér skrumpler de af sted i Jan Troells film.
Og dér står de stadig i dag i skulptur på bakken, rejst mod horisonten som sorte silhouetter. Danskere blev svenskere. Svenskere blev amerikanere. Grænserne udviskedes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu