Læsetid: 4 min.

På besøg hos kunstnerne

11. august 1999

Min umiddelbare glæde over flot malerkunst skulle pludselig begrundes og sættes i faste rammer. Og så var det ikke så sjovt at være til mit livs første kunst-fernisering

Fernisering
Jeg har netop købt min første originale kunst. To små kvindeportrætter.
Ikke reproduktioner, filmplakater eller reklamer, men rendyrket, original kunst. Og jeg er vild med dem - trods visse navigations-vanskeligheder i kunstmiljøet.
Købet fandt sted den forløbne weekend på et meget lokalt galleri placeret på en mark et sted mellem Holbæk og Kalundborg.
Som en i alle henseender debuterende gallerigæst var det med en vis forsigtighed, jeg trådte inden for galleriets hvidmalede vægge. Helt uvidende om de gældende adfærdsnormer et sådant sted.
Allerede ved læsning af invitationen til ferniseringen blev jeg en smule varm om ørerne. Kun brugen af Gyldendals Fremmedordbog bragte mig ind i en forståelse af, hvad det egentligt handlede om.
Malerierne hang tæt på væggene, og på gulvet var placeret stenskulpturer i alle størrelser og former.
De indbudte gæster var tilsyneladende i overvejende grad repræsentanter fra det kunstneriske miljø.
Rullekrave-sweatrene og de uplejede skægvækster var mange, de eksotiske cigaret-mærker ligeså, og min nystrøgne skjorte virkede alt, alt for nystrøget denne dag.
Det var en fernisering med tilhørende udskænkning og servering af godter for mund og mave. Fadølsanlægget og de mange vinflasker havde gennemgående et større publikum end billederne tilsammen kunne mønstre, og de udtalte skåle og hilsener faldt i en tæt og vedvarende strøm.
I galleriet oplevede jeg en øjeblikkelig og måske for mig selv lidt overraskende glæde ved at studere de ophængte værker. Smukke farver, yndefulde kvindeansigter, stærke udtryk.
Historierne bag maleriernes tilblivelse og det rent maletekniske havde jeg intet
begreb om, men kvindeansigterne var som smør for øjet.
De knitrende sedler kom øjeblikkeligt op af baglommen. Nu var kvinderne mine.

For få -ismer
Købet fik mig til føle en pludselig stærk tilknytning til - og et sammenhold - med alle kunstnervennerne. Nu var jeg også en kunstnerven. Næsten.
De havde forsamlet sig i en rundkreds midt på gulvet i galleriets hovedsal - med ryggen mod malerierne. Der blev røget smøger, drukket fadøl og talt om egne værker.
Jeg nærmede mig langsomt den forsamlede flok, under påskud af at kigge på de billeder, der hang umiddelbart ved siden af de skålende mennesker, og lyttede med på deres samtale.
De talte et sprog, jeg ikke forstod. Et sprog med tunge fagtermer og et hav af referencer til både kunstnere, perioder og værker, der intet sagde mig.
Alle gjorde de en dyd ud af at nævne deres egen kunst og fremhæve, hvorledes det relaterede til dagens udstilling.
Jeg fik lyst til at udtrykke, hvor smukke jeg fandt visse af malerierne, men det var som om en sådan kommentar ikke var tilstrækkeligt. Der skulle mere til. Mit lager af
-ismer føltes forsvindende lille denne eftermiddag.
De lange stunder, jeg havde mandsopdækket mine to favorit-malerier, var imidlertid blevet bemærket af enkelte af de tilstedeværende kunstnere. Fire-fem af dem samlede sig omkring mig og spurgte, hvorfor jeg havde købt netop disse billeder.
Mit umiddelbare svar ville i enhver anden sammenhæng have været, at malerierne var dødflotte, og at farverne ville passe som fod i hose med mit møblement. Men ikke i dag.
I dag følte jeg mig hårdt presset til at sige noget mere. Meget mere, faktisk. Men jeg havde ingen analyser, ingen bagvedliggende teori, ingen fremmedord på 23 stavelser, der kunne begrunde min fascination. Billederne var bare flotte.
Eneste hørbare lyd kom fra det tomme plastickrus i min hånd, der langsomt blev knust af mine fingre. Fra min mund kom intet forståeligt, og temperaturen under mine armhuler steg betydeligt.
Kunstnerne kiggede på mig. Afventende. Det var som skulle jeg kvalificere mig til indlemmelse i det gode selskab med en prægtig, svulstig analyse udstyret med en herlig detaljerigdom. Den analyse havde jeg bare ikke.
Efter mit ultrakorte indlæg, tog kunstnerne over og kom på skift med hver deres udlægning af de to billeder. 25 minutter senere gik jeg, lidt svimmel, ud på vejen med mine to små malerier under armen.
Mine små damer var stadig dejlige, men efter kunstmonologerne var min glæde af en lidt anden karakter. Lidt mindre umiddelbar og væsentligt mindre sprudlende.
Kunstnerne havde spundet et for mig totalt uigennemskueligt net af fagtermer og ukendte kunstnernavne, der fastlagde en ensrettet kurs for præcis hvordan min begejstring skulle være og hvorfor jeg overhovedet skulle være glad.
Det spontane malerikøb blev grov-analyseret i et omfang, så det overhovedet ikke føltes spontant mere.

Kræver password
Jeg kan kun gisne om hvorvidt samme mønster gør sig gældende på kunstområdet generelt.
Maleri virker, isoleret set, som en umiddelbart tilgængelig kunstart og kræver som sådan ikke nødvendigvis den store teoretiske forståelse og kunsthistoriske indsigt. Nydelsen kan fremmanes ved det blotte syn på værkerne.
Alligevel virker billedkunsten, som den præsenteres og indrammes af udøverne og de faste gængere i miljøet,
uigennemskuelig og belagt med forhindringer. Som om den lukker sig om sig selv og kræver password af de ny-interesserede, der banker på døren.
Også i de mediebragte præsentationer og anmeldelser, der skal virke som oplysende projektører og smagsprøver på det udstillede.
Mange af omtalerne har som skelet tonstunge analyser, støvede teorier og vidtfavnende sammenligninger, som de færreste udenforstående har den ringeste chance for at trække noget forståeligt ud af.
Som om de er skrevet udelukkende om kunstnere, af kunstnere og ikke mindst for kunstnere. Kunne det ikke gøres bare en lille smule mere læseligt og forbrugervenligt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu