Læsetid: 5 min.

På sporet af en rocktid

31. august 1999

25 års rockanmeldelser af Torben Bille

Ny bog
Kunsten i tiden efter 2. verdenskrig har efterhånden fået flere og flere fortolkere. Der skrives krøniker som aldrig før. Også rockmusikken er blevet højpandet nok til at få sin egen historik. Mest omfattende gennem P3's Rockens Danmarkshistorie og Politikens Dansk Rock.
Nu har hovedredaktøren af sidstnævnte, Torben Bille, valgt at udgive et udvalg af egne anmeldelser og artikler gennem 25 år. Brock har han kaldt samlingen.
Hvis man tror, at bogen handler om rockplader, er man gået galt i byen. Godt nok er der over 120 anmeldelser og artikler. Men bogen skal først og fremmest læses som et særdeles fintfølende barometer til måling af de sidste 25 års kulturpolitiske klima.
Måske savner den danske rock de i international sammenhæng største musikere. Men vi har uden sammenligning de største samlere! Det har afspejlet sig gennem en helt særlig leksikontradition, som har givet overblik og samlende vurderinger af tidens tendenser. Leksika er til for at efterrationalisere. Derfor er det en befrielse at læse en dansk bog om rockmusik, som nærmest kan læses som en anmelders dagbogsblade fra en svunden tid. Man kan finde det morsomt, at holdningen til en kunstner skifter over tid. Men det viser at bogen er væsentlig i kulturhistorisk perspektiv.
Gennem Torben Billes 25 års anmeldelser kommer vi lige lukt ned i de centrale kulturpolitiske debatter, som har præget rockmusikkens udvikling. Mange af debatterne og synspunkterne kan føles passé i 1999. Men Torben Bille har gennem årene stået som den centrale danske rockanmelder med de mest toneangivende smagsløg serveret i Politiken, MM, Aktuelt, Ekstra Bladet og Information.
Torben Bille startede sine skriverier i 70'erne. Han var en krakilsk sprogkritiker, som måske hellere ville have skrevet teksterne selv. Mange anmeldelser fra 70'erne handler om brudflader mellem den politiske og den upolitiske musik. De samme mennesker, som sagde, at alt er politik, mente nemlig at nogen musik ikke var politisk! Derfor må anmelderen forsvare C.V. Jørgensens Tidens Tern mod de, som vil lede forgæves efter løsningsmodeller. Eller da Troels Trier gik solo fra Røde Mor: var det et knæfald for kommercialismen? Var drømmen om et alternativ sunket i havet? Den eneste grund til, at vi i dag kan smile af disse diskussioner, er at nogle valgte at tage dem dengang.

Luftguitaren luftes
Dengang var der fokus på de nymodens indspilningsstudier, så anmelderen forholdt sig til pultens accentuation-enhed og påstået mislykket phasing. En af grundene til Torben Billes betydning som anmelder er dog, at han tidligt gjorde op med anmeldernes overdrevne skrive-til-hinanden og tog læseren alvorligt.
Men Bille kunne også kunsten, for eksempel i en koncertanmeldelse af Bob Dylan i Göteborg i 1978: og ikke så få huskede den 1. maj 1966 i KB-hallen med en let skælven (!). Dengang var det stilen. I løbet af 80'erne blev anmelderkorpset til rigtige, drengede mænd. Glimrende illustreret af, at Bille tager luftguitaren frem hyppigere og hyppigere.
80'erne var det årti, hvor rocken brød gennem mediemuren. Anne, Sanne, Lis og alle de andre havner på forsiden af aviserne. Betydningen af en ny plade vurderes på, om den anmeldes på dagen. Torben Bille skifter i en periode til Ekstra Bladet. Og hvordan mediet har betydning for skribenten, ses af stilskiftet. Torben Bille, som normalt holder af at være en mand med meningers mod, løber med rygter. Mest graverende i en artikel, som var en del af Ekstra Bladets krig mod Kim Larsen, hvor vi får hele 15 anonyme kilders nedrakning af Larsen.
På et niveau er den krig lige så uinteressant som at læse den samlede presses gisninger om Peter Schmeichels nye klub - retrospektivt. På et andet niveau viser krigen mod Larsen, hvilken betydning medierne har fået for kunstnerne, og hvor stærk symbiosen mellem kunstnere og medier er blevet.
Kombineret med en sjælden fingerspidsfornemmelse for tidens smag står menuen på Socialdemokratiets entre på rockscenen i konkurrence med DKP (!), ARTE, Fairlight og Linn-instrumenternes manglende selvstændige kreativitet, støtteplader og
-koncerter, storskærmen ved koncerter, dansk musikeksport, grammy, P3, spillestedernes betydning og statsligt engagement.
Rockens udvikling kan naturligvis høres på musikken, men kan altså også aflæses af de sammenhænge, musikken indgår i.

Syng dansk!
Kulturpolitisk er Brock en interessant registrant. Samtidig indeholder bogen en perlerække af den slags mundgode godbider, som nutidens redaktionssekretærer hungrer efter.
Kim Larsen er københavner med Ch som i Christianshavn... en plade, der får forkortelsen lp til at betyde landeplage (personnummerpladen), teksterne er ikke knopskydende sprogblomster (Kliche), smuk som en kommuneblond kornmark (Anne Linnet), et panorama af billeder så blændende, at musikken næsten skal høres med solbriller på (Elisabeth) og jeg træder ham ikke over tæerne ved at sige, at han ikke er den fødte danser (Sebastian). Men det er ikke blot morsomt at læse fra de blomstrende sprogmarker. Når Nico er en trossag eller Shu-bi-dua var klaphat før klaphat, så har statements en sandhed langt ud over anmelderens leg med tastaturet.
Bille kommer dog til at rime på rille, når han gentagne gange skoser danske artister for at synge på engelsk. Helt grotesk i vurderingen af gruppen Kashmirs seneste album, som oversat til dansk, ville have resulteret i en rockmilepæl. Bille har sit eget lurmærke.

Kærlige favntag
Brock er dagbogsblade fra tre årtiers kærlige favntag med normal-rocken. Bille er opflasket med 60'erne som ståsted. Vi får musik fra 70'erne, 80'erne og 90'erne med musikere som debuterede i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Forfatteren har aldrig ønsket at være først med den nyeste musik. Brock går udenom kunstnere som Frank Zappa, Pink Floyd, Doors, Led Zeppelin, Iggy Pop, Talking Heads, Sex Pistols, Eurythmics, Nirvana, Björk, R.E.M. Bare for at nævne nogle - filatelisterne kan i det uendelige strides om mange andre.
Soul, heavy, techno og hip-hop er lige så fjernt fra forfatteren som jazz.
Det begrænser fuldstændigheden, hvis man vælger at læse bogen som et leksikon. Men ingen ville kunne være så fuldkommen at skrive ærlige dagbognoter uden en kraftig selektion.

*Torben Bille: Brock. Meninger om musik 1974-99. 383 s., 228 kr. Lindhardt og Ringhof/Informations Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu