Læsetid: 5 min.

Vil De påstå, at jeg er gal?

20. august 1999

Ingen har vist fundet frem til, hvordan Edgar Allan Poe (1809-49) egentlig endte sine dage. Han havde i hele sit voksne liv haft en voldsom tilbøjelighed til udskejelser og druk, og han kom tit i vanskeligheder, ikke mindst økonomisk; men i september 1849 havde han netop fået opfyldt en gammel drøm om at starte sit eget tidsskrift og havde, klædt i hvidt jakkesæt, fløjlsvest og panamahat, læst højt for et begejstret publikum - i Richmond, Virginia, byen, hvor han var voksetop.
Velbeslået satte han derefter kursen mod New York, men gjorde, uvist hvorfor, ophold i Baltimore. Dér må han åbenbart være havnet i dårligt selskab, rigtig dårligt endda, for 3. oktober fandt man ham, iført et laset sæt tøj, ribbet for pengene, plørefuld. Fire dage efter døde digteren på et hospital.
Historien, som den her er fortalt, ligner i sin struktur gangen i hans egen korte prosa. Dennes personer og fortællerstemmer søger nemlig som regel sikkerhed, i form af en fornuftig forklaring på livets tilskikkelser - for så at overrumples af noget uforklarligt, der sætter sig igennem med ubønhørlig styrke og konsekvens. Fra en udgangsposition i overblikkets ro skrider både handling og fortælling ned mod et uoverskueligt virvar.
Spændingen står altid mellem indsigt og afmagt, mellem den rationelle kontrol og det emotionelle kaos: smertens og dødens realitet. Med rette betragter man Poe som den originale opfinder af den moderne 'deduktive' kriminal- og detektivhistorie såvel som horror-skribenten over dem alle; men hans skoledannende betydning hidrører ikke fra et bevidstløst knæfald for gysets effekt, ej heller fra en skråsikker tro på, at alle gåder i sidste ende lader sig løse ad intellektets vej. Tværtimod driver han netop trangen til en fornuftig forklaring helt derhen, hvor den kommer til kort. Fra grove skrækspekulanter adskiller han sig ved sin akademisk skolede hjerne, og til fortænkte plot-konstruktører er hans kunst en konstant påmindelse om, at verden fundamentalt er et udsat, usikkert sted. Poe leger som kunstner med ilden, fordi han kender hjertets tendens til at bryde i brand, og når han kredser om døden, er det, fordi han har erfaret dens lumske evne til at forklæde sig som f.eks. tro på forstanden.
Denne dialektik udfolder Poe i sælsomme, skrækvækkende noveller, som først tryktes i magasiner, siden blev samlet i Tales of the Grotesque and Arabesque (1840), Prose Romances (1843) og Tales (1845).
En af disse berømte noveller, "The Oblong Box", skildrer en herre, der rejser op langs kysten pr. skib sammen med sin familie. Jeg-fortælleren véd, at manden for nylig har giftet sig med en smuk kvinde af fin familie, og stor er derfor fortællerens og læserens undren, da hustruen viser sig at være et såre almindeligt individ, der mest minder om en tjenestepige.
Med sig på rejsen har ægtemanden, en kendt kunstmaler, tillige en aflang kasse, som han får båret ombord, lige inden skibet skal sejle. Om natten hører man fra kahytten, hvor den mystiske kiste står, halvkvalte lyde,som vanvidsudbrud eller dæmpet gråd. Forklaringen, som vi får til sidst, er, at hustruen lige inden rejsen er død og i nedsaltet stand nu skal fragtes hjem for at blive begravet. Men da familiens medpassagerer nok ikke vil synes om at sejle med et lig, er stuepigen gået ind på atspille afdødes rolle.
Skibet kommer desværre i havsnød, og den sørgende ægtemand nægter at lade sin kone i kassen forsvinde i bølgerne, ja, han springer endda i vandet for rejsefællernes måbende øjne. Og selvfølgelig går de begge til bunds. Men de kommer snart op igen. Dog ikke før saltet er smeltet, bemærker kaptajnen sagligt.
Indtil læseren får denne replik serveret, har fortælleren fuld af rationel opklaringsiver hengivet sig til mangehånde gisninger og gætterier. Og hvad eller hvem kan få maleren til at røbe sin hemmelighed?
Det kan, forstår vi, kun døden. Og døden er selve hemmeligheden.

Poe kendte fra sit eget liv dødens og tabets virkelighed. Han fader forsvandt, allerede mens drengen var lille, og moderen døde, da han var to. Siden fik han til adoptivfader en velhavende købmand og kom i gang med en uddannelse, men da han begyndte at skeje ud, smed man ham ud, først fra universitetet, siden fra officersskolen West Point. Udstødt, arveløs, ydmyget måtte han hutle sig frem. Indimellem oplevede han litterær succes og kunne for en tid konsolidere sig økonomisk, men lykken varede hver gang kort.
Ikke upåvirket af denne erfaring skildrer han i sine noveller verdener, der går under. Et herresæde der lægges øde, et selskab der rammes af pest, mennesker der dør under grufulde omstændigheder, jo mærkeligere jo bedre. Sikkerhed viser sig gerne at hvile på et dæmonisk bedrag.
Hans æstetik består da i at løfte læseren ind i en skøn illusion om lykke og grænseløs opfyldelse. Men netop i drømmens kulmination vender livsopfattelsen, og personerne havner igen på bunden, i virkelighedens barske uoverskuelighed.
Havde disse handlingsforløb fundet sted inden for en rationel skrift, ville verden trods alt være under kontrol. Og havde forfatteren omvendt fulgt personernes fald i en ren gyser-fremstilling, ville vi have læst ham som en gemen spekulant i fascinationen. Det fornemme og for alvor farlige ved hans tekster ligger i, at sammenbruddet foregår i og med den litterære skrift.
Dette har gjort Poes skrækhistorier og kriminalfortællinger til et uudtømmeligt reservoir for dem, der selv har villet lære sig kunsten, såsom Dostojevskij, Kafka og Borges eller for den sags skyld Conan Doyle eller, endnu tættere på, Per Højholt og Peter Høeg. At skrive på den fine poe-ske grænse mellem klarhjernethed og dunkel gru har udviklet sig til en kollektiv digterdrøm.

Ærgerligt blot, at de fleste danske Poe-oversættelser gør denne bestræbelse halvvejs umulig at forstå. I dem fremtræder han som en hyggelig skolelærer, der kommer ud for pudsige hændelser og gengiver dem i det tonefald, han ville bruge blandt kollegerne.
Prøv f.eks. at sammenligne novellen "The Tell-Tale Heart" i Otto Rungs fordanskning med den amerikanske original. Den handler om et planlagt mord og om, hvordan den døde bagefter skræmmer den levende og får ham til at røbe sig over for politiet, fordi det fra kroppen udflåede hjerte banker under gulvbrædderne!?! Otto Rung begynder sådan:
"Det er rigtigt nok: Jeg har været ude for en nervekrise. Mine nervervar i høj grad angrebne. Og de er det endnu! Men hvorfor bliver man ved med at påstå, at jeg er gal."
Men Poe indleder sådan her og sætter fra første sætning fornuften og selvkontrollen på spil:
"True! - nervous - very, very dreadfully nervous I had been and am; but why will you say that I am mad?"
Ikke kun i levende live, men også i dag, 150 år efter sin død, færdes Poe i rigtig dårligt selskab. Rungs slatne fordanskning blev i 1996 optrykt i Søren Gyldendals Klassikere!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her