Læsetid: 7 min.

Pakistans venner holder sig ude af Kashmir-konflikt

12. august 1999

Pakistans forsøg på at skabe international støtte i Kashmir-konflikten mislykkedes på grund af økonomiske og politiske interesser i området

Der er fred og idyl i den seks mand store militærforlægning i landsbyen Olding få kilometer fra den pakistansk-indiske kontrollinie til Kashmir. I det pakistanske militærhovedkvarter på den eneste vej, der fører til Kargil, hænger nyvasket tøj til tørre i solen, og soldaterne fordriver tiden med at plukke friske abrikoser.
For få uger siden var området centrum for de voldsomste kampe mellem Indien og Pakistan i 31 år, men efter den pakistanske premierminister Nawaz Sharifs beslutning om at opfordre landets religiøse frihedskæmpere til at trække sig tilbage fra den indiske side af bjergene, har der været roligt.
To måneders voldsomme kampe mellem Indien og Pakistan har kostet tusindvis af døde og drevet langt flere på flugt fra landsbyerne på begge sider af kontrollinien til den nordlige Kashmirprovins. Men selvom freden nu har sænket sig over de højtliggende bjergområder nær Kargil, er der ingen udsigt til en løsning, der kan sikre provinsens mange muslimske indbyggere en tryg fremtid.
Siden delingen af Pakistan og Indien i 1947 har de to lande været i uafbrudt strid om det frodige og bjergrige Kashmir. Ifølge Tanvir Ah-mad Khan, der er leder af Institut for Strategiske Studier i den pakistanske hovedstad Islamabad, har de seneste måneders hårde kampe været et desperat forsøg fra den pakistanske regering på at skabe international opmærksomhed omkring den omstridte provins. Et forsøg der var dømt til at slå fejl på grund af store udenlandske politiske og økonomiske interesser i området.

Nyt indisk marked
"Det var ikke en god beslutning," siger Tanvir Khan og hentyder til de pakistanske angreb på indisk kontrollerede områder i den nordlige del af Kashmir i de seneste måneder. Officielt var det de religiøse frihedskæmpere, mujahedins, der i maj måned besatte områderne ved Kargil og Drass, men lederen af instituttet for Strategiske Studier i Islamabad er ikke i tvivl om, at beslutningen om at føre offensive angreb blev truffet af den pakistanske hær i samarbejde med premierminister Nawaz Sharif.
"De var desperate efter at få lagt et internationalt pres på Indien, fordi der i 52 år ikke har været nogen udsigt til en seriøs dialog om Kashmir-provinsen," fortsætter Tanvir Khan. Han mener dog, at det allerede fra starten var et håbløst forsøg, fordi USA har store økonomiske interesser i Indien, og Kina ikke ønsker at sætte sine egne muligheder for fremtidig storpolitisk indflydelse på spil for at løse Pakistans problemer.
"Indien er et kæmpe marked under hastig udvikling, som er ved at finde en plads på det globale handelskort. De muligheder ønsker USA at udnytte, og de har derfor en interesse i, at der er ro i området, så den økonomiske udvikling fortsætter. Hvis eksempelvis 200 millioner indere bliver overbevist om at bruge tandpasta, kan det få en enorm betydning for den amerikanske industri. Men det forudsætter, at USA ikke lægger så meget pres på inderne, at de bliver vrede," uddyber Tanvir Khan.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er realistisk, at der lægges et internationalt pres på Indien i Kashmir-spørgsmålet, er aktuelt, fordi Indien modsat Pakistan nægter enhver tredieparts indblanding i den mangeårige strid.
FN-observatører (UNMOGIP) på begge sider at kontrollinien har til opgave at rapportere om aktuelle angreb samt overtrædelser af SIMLA-aftalen fra 1972 - hvori kontrollinien mellem de to lande er fastlagt. Men ifølge UNMOGIP's hovedkvarter i Pakistan, kan observatørerne på den indiske side reelt intet foretage sig, fordi Indien afviser at anerkende deres tilstedeværelse. Under den aktuelle konflikt i Kargil-området har den pakistanske premierminister gentagne gange opfordret det internationale samfund til at mægle i konflikten, men Indien afviser fortsat international indblanding.
Mens konflikten i Kargil-området endnu var på sit højeste, rejste premierminister Sharif i slutningen af juni til Kina i håb om at opnå støtte i Kashmir-spørgsmålet, men han vendte tomhændet tilbage flere dage før planlagt.
Forholdet mellem de to lande har i mange år været venskabeligt, og selvom den pakistanske hær ikke ønsker at kommentere formodning-er om, at den delvist forsynes med våben via Kina, bekræfter en militær kilde, at han har været på besøg i en kinesisk provins for at afprøve mulige nye tanks til den pakistanske hær. Selvom Nawaz Sharif efter sit besøg i nabolandet søgte at bagatelisere betydningen af besøget, er der ingen tvivl om, at afvisningen i Kina var det første i en række nederlag i premierministerens bestræbelser på at gøre Kashmir til et internationalt anliggende.
"Kina har kæmpet hårdt i mange år for at blive inviteret til højbords, og de ved, at de har en god chance. De er tæt på et medlemsskab af WTO og kan ikke risikere deres egen fremtid for at løse problemer for Pakistan til trods for venskabet mellem de to lande," siger Tanvir Khan.

Atomspøgelset
Både Indien og Pakistan er i besiddelse af atomvåben, hvilket har skabt en ikke uvæsentlig opmærksomhed omkring området siden prøvesprængningerne sidste forår.
Selvom Kargil-konflikten ifølge Tanvir Khan aldrig nåede et punkt, hvor hverken atomvåben eller en reel krig var tæt på, vurderer han, at USA var reelt bekymrede for, at konflikten kunne udvikle sig i en retning, hvor tingene kom ud af kontrol. Han mener ikke, at USA får en egentlig aktiv rolle i Kashmir-konflikten.
Konflikten om Kashmir har stået på siden englænderne i 1947 forlod det, der dengang blev betegnet som juvelen i det britiske imperie. Pakistan og Indien blev delt for at leve videre som selvstændige nationer, og det blev den herskende indiske Maharajah, der fik det afgørende ord i spørgsmålet om delingen af Kashmir. Trods en langt overvejende muslimsk befolkning kom størstedelen af provinsen til at tilhøre Indien, og siden har der hersket voldsomme uroligheder i området. Flere ældre FN-resolutioner lover Kashmirs befolkning en folkeafstemning om, hvor de vil høre til. Men afstemningen har aldrig fundet sted, og der er ingen udsigt til en sådan.
Tanvir Khan mener at årsagen til, at der ikke kan opnåes enighed om Kashmir, er, at Indien er bange for, at imperiet vil gå fra hinanden, hvis blot det mindste stykke land opgives.
"Indien frygter, at det vil have en dominoeffekt, hvis de opgiver Kashmir. Men de øvrige delstater har en meget stærk indisk identitet, så det er en ubegrundet frygt," vurderer Tanvir Khan.
Ifølge ham er også Pakistan domineret af de mange år under det britiske imperium.
"Pakistan er tilsvarende paranoid, fordi vi er den del, der brækkede af, da imperiet opløstes," siger han.
Ifølge Tanvir Khan er specielt hæren i Pakistan bange for, at Indien vil gøre landet svagere, så det ikke er i stand til at have en selvstændig udenrigspolitik.
Pakistan anvender årligt en trediedel af sine samlede indkomster på militæret, der også politisk vurderes at have en stor indflydelse. Selvom Nawaz Sharif synes at have markeret sin magt over militæret ved sidste år at udskifte hærchefen, har der i forbindelse med de seneste måned-ers kampe været mange gisninger om, at det var militæret som pressede mest på for at føre en mere offensiv kamp om Kashmir-provinsen. Trods regeringens officielle udmelding om, at Kashmir-spørgsmålet bør løses ad diplomatisk vej, mener flere pensionerede generaler ifølge Tanvir Khan, at en løsning skal skabes militært.

Et delt Kashmir-folk
Kashmir-konflikten har udover de seneste to måneders voldsomme kampe foreløbig ført til tre krige mellem Indien og Pakistan. Den seneste krig i 1971 blev stoppet ved indgåelsen af det, der benævnes SIMLA-aftalen. Heri blev den aktuelt gældende kontrollinie fastsat udfra, hvor de to lande havde deres tropper, da aftalen blev indgået. Kargil, der forud for krigen i 1971 tilhørte Pakistan, blev derefter indisk. 80 procent af befolkningen i den indisk kontrollerede del af Kashmir er muslimer, og i Kargil-området tales samme sprog som i flere pakistanske provinser, ligesom der er mange familie-relationer på tværs af kontrollinien.
"USA begår en fejl, fordi de reducerer Kashmir-problemet til et terretorial problem i stedet for et spørgsmål om et delt folk," siger Tanvir Khan.
Selvom kontrollinien, der deler provinsen, er nøje indtegnet på militærets kort, er det i praksis ikke muligt at definere præcis, hvor linien går i de højtliggende bjergområder. Golde bjergtinder på op til seks tusinde meters højde står i tætte rækker, og små primitive landsbyer er bygget ind i de lodrette bjergsider, der rejser sig omkring Indusfloden. Selvom kun en enkelt jeepvej fører fra Pakistan til Kargil på den indiske side af kontrollinien, benytter lokalbefolkningen sig overvejende af de mange stier i bjergene.
I det pakistanske militærhovedkvarter i Olding nær kontrollinien omkring Kargil indrømmer Oberst Nawaz, at kontrollen med området begrænser sig til, hvad der kan observeres fra enkelte små poster på et lille antal af de tusindvis af bjergsider. Såvel lokalbefolkningen som de religiøse frihedskæmpere, der slås for Kashmir, begrænses derfor ikke af den officielle kontrollinie.
"Problemets kerne findes i Kashmir-dalen, hvor befolkningen har en meget stærk Kashmir-identitet," forklarer Tanvir Khan.
Det er her mange af de religiøse mujahedin-grupper har deres baser og rekrutterer nye folk. Selvom frihedskæmperne aktuelt har trukket sig tilbage fra Kargil-området, udtaler en række af grupperne, at deres kamp for Kashmir fortsætter.
"Med mindre der findes en løsning, der tilfredsstiller Kashmirs folk, vil der altid være krig," tilføjer Tanvir Khan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her