Læsetid: 3 min.

Politichef forsvarer sig mod ros fra advokat

31. august 1999

Ikke behov for bedre koordinering af rockerindsats, mener chefkriminalinspektør

Per Larsen er uden for enhver konkurrence den mest roste politimand i advokat Thorkild Høyers bog om rockerkrigen, der udkommer i dag. Men chefkriminalinspektøren fra Københavns Politi er langtfra enig i Thorkild Høyers vurdering af, at politiindsatsen mod rockerne fra
Hells Angels og Bandidos er for uensartet fra politikreds til politikreds.
"Jeg kunne fristes til at tro, at politiet har en forskellig adfærd på baggrund af nogle negative oplevelser, som nogle steder har tvunget politiet til at træffe nogle forholdsregler," siger Per Larsen.
Thorkild Høyer optrådte som fredsmægler under rockerkrigen i 1996-97. I sin bog, Den Store Nordiske Rockerkrig, kritiserer han politiet i Hillerød og Aalborg for overhovedet ikke at være indstillet på dialog med rockerne, der i stedet mødes med chikane og diskrimination. I København har politiet derimod haft, hvad advokaten betegner som "en klar og fornuftig linie" - ikke mindst takket være Per Larsen.
Thorkild Høyer mener, at den landsdækkende styregruppe, der skal koordinere den samlede indsats imod rockerkriminaliteten, bør sætte de ikke-dialogorienterede politikredse på plads. Men Per Larsen er ikke enig:
"Rockerne er ikke i øjeblikket løftet op til at være en landsdækkende opgave. Vi har 54 politikredse, som stort set regerer inden for eget område," siger Per Larsen.
Som konkrete eksempler på de gode resultater af dialogen mellem Københavns Politi og rockerne nævnes i Thorkild Høyers bog, at rockerne har indstillet sig på ikke at bære rygmærker, når de går på værtshus.
"Vi har fra gammel tid haft en regel om, at vi ikke vil se rygmærker, og hvis rockerne giver anledning til ballade, eller hvis restauratørerne føler sig utrygge, bliver rockerne smidt ud. Men hvis de opfører sig ordentligt, har vi ikke nogen generel regel om, at de skal vippes ud. Det er jo almindelige, menneskelige individer, som man ikke bare kan fjerne fra jordens overflade," siger Per Larsen.
Thorkild Høyer påpeger i sin bog, at politiet i Hillerød og Aalborg har udstedt sådanne generelle adgangsforbud, og chefpolitiinspektør Jørn Aabye, Aalborg, sagde i sidste uge til Information, at bare en persons tilhørsforhold til Bandidos er tilstrækkeligt grundlag til, at en dørmand kan afvise vedkommende.
Thorkild Høyer og Per Larsen er enige om, at rockerne ikke i øjeblikket går på værtshus med rygmærker. Advokaten mener, at det skyldes rockernes selvdisciplin, eftersom politiet ikke med loven i hånd kan forbyde borgere at gå klædt på en bestemt måde. Politichefen mener, at politiet håndhæver et forbud, som Østre Landsret i øvrigt har bakket op:
"Men hvis vores håndhævelse af et forbud går hånd i hånd med rockernes selvdisciplin, er det perfekt," siger Per Larsen diplomatisk.
Thorkild Høyer påpeger en modsætning mellem den dialogorienterede Per Larsen og politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiets afdeling A, der ifølge Thorkild Høyer er en ensidig "tilhænger af intensiv kontrol" og ikke anerkender resultatet af Thorkild Høyers mægling .
"Jeg tror, Thorkild Høyer lægger for megen vægt på udtalelser, der er taget ud af en sammenhæng. Højbjerg og jeg er fuldstændig på linje," siger Per Larsen, der fortsat er positivt stemt over for Høyers indsats som mægler:
"Hvis han ikke havde taget det initiativ, kan det da godt være, at vi havde fået endnu flere væmmelige oplevelser under rockerkrigen, end vi rent faktisk nåede at få," siger Per Larsen.
Politimester Jens Henrik Højbjerg lod mandag meddele, at han ikke havde tid til at tale med Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu