GHANDI bliver taget til indtægt for de aktioner, Dyrenes Befrielsesfront udfører. Her i landet og mere i vores nabolande, men mest i England og USA.
Intet kunne være mere forkert. Vist var Mahatma Ghandi vegetar. Vist havde han medfølelse med mishandlede dyr, såvel som mennesker.
Men Ghandi var klog. Aktivisterne opfører sig som om de ikke er rigtig kloge. Det gør en forskel. Alene tanken om Ghandi, med sort hætte over hovedet, bevæbnet med bidetang og brandbombe, i færd med at sætte ild til sytten mælkebiler i Oxford eller lukke tusind mink ud af burene i Løgstør. Ghandi på flugt på sin cykel, efter at han modigt har angrebet en slagters vindue med brosten. Ghandi glad og tilfreds efter at han har fejret Mors Dag med en brandbombe mod en bygning i Oregon, tæt på en naturgasledning, uden at være sikker på, at der ikke er mennesker i bygningen. Ghandi skjult og anonym bag en stedløs adresse på internettet. Ghandi uvillig til at træde frem og tage ansvar for sine handlinger. Ghandi ikke til at træffe. Ghandi så sikker på sig selv og sin sag, at han ikke vil lytte til andre eller svare på kritik.
Det rabler.
ANDERLEDES konsekvent er det når Befrielsesfrontens støtter på hjemmesiden nocompromise.org påberåber sig IRA og arven fra Malcolm X: "Er vi ekstremister, så skammer vi os ikke over det. For de betingelser, vort folk lider under, er ekstreme. Og en ekstrem sygdom kan ikke kureres med moderat medicin."
I den logik fører lidelse til ny lidelse, vold til ny vold. Selvbestaltede overgreb forsvares som retfærdig hævn. At "vort folk" erstattes med "vore dyr" ændrer ikke voldsspiralens logik.
Unge og naive sjæle kan man have undskyldt, når de sværmer for direkte aktion og nøjes med at putte lim i låsene og lave graffiti'er som "kød er mord" og "til det sidste bur er tomt."
Ondartet er det derimod, når garvede aktivister, i ly af Internettets mulighed for anonymitet, opretholder en international kamporganisation, hvor ingen behøver at give sig til kende - ikke engang over for hinanden. De skaber et indtryk af en vidtforgrenet organisation med sympatiske links til alle mulige legale og idealistiske forkæmpere for dyrenes ret og værn i hele verden. I virkeligheden kan hvem som helst lægge en brandbombe under hvad som helst i organisationens navn, bare det "påfører økonomisk skade til de, der profiterer på undertrykkelse og udnyttelse af dyr." Uden at skulle stå til regnskab over for nogen.
Krigsromantik og forherligelse af vold præger web-miljøet omkring 'befrielsesfronten' med dens 'modige krigere' og 'krigsfanger'. Bevægelsens martyr, Barry Horne er dømt for forsøg på mordbrand. Hans eneste forbrydelse var medfølelse med dyr, siger befrielsesfronten. På hjemmesiden ses ingen klar afstandtagen fra selve det at tage en risiko for at brænde folk og dyr inde.
LENINs bolsjevikker kunne hævde, at en hemmelig organisation i celler var nødvendig i kampen mod et undertrykkende regime, der ikke ville tøve med at klynge folk op, uden ret og dom. Andre revolutionære har gjort noget tilsvarende, både før og siden.
At overføre den slags principper - endda teknisk meget mere effektivt i kraft af Internettet - til kampen for dyrenes frihed og ret i samfund, hvor de demokratiske muligheder ikke er udtømt, det er rablende galt. Men bekvemt er det for aktivisterne. De slipper for en kritisk dialog med deres medmennesker. De skal bare stå til regnskab over for de umælende dyr. Derfor kan de frit og selvretfærdigt hengive sig i den overvældende følelse af medynk og egen godhed.
Selve medfølelsen med de mishandlede dyr er både smuk og berettiget. Vist har aktivisterne ret i at misbrugen af levende skabninger er gået for vidt. Det giver dem bare ikke ret til at afskære sig fra dialog og ansvar.
THIBETANEREN Sogyal Rinpoche har skrevet en bog om livet og døden, hvor han blandt andet udmaler hvordan vores karmiske syn på verden påvirkes af negative følelser, som vi lader os styre af. I gudernes rige dominerer stoltheden. I halvgudernes rige er det jalousien. I menneskenes begæret. I dyrenes uvidenheden. I de sultne spøgelsers rige grådigheden. I helvederne vreden.
Halvgudernes rige udspiller sig hver eneste dag i konkurrencen og rivaliseringerne på Wall Street, i Washington og Whitehall, bemærker han. De sultne spøgelsers rige er den store del af verden, hvor selv de rigeste mennesker aldrig kan tilfredsstilles og få nok.
"Tænd for en hvilken som helst fjernsynskanal, og du træder omgående ind i halvgudernes og de sultne spøgelsers verden."
Det er den verden af grådighed og misbrug i den økonomiske 'nødvendighed's navn, aktivisterne reagerer på, med vrede og uvidenhed. Hvis de sultne spøgelser i fødevare-, landbrugs- og pelsindustrien vil undgå reaktionerne må de selv gøre noget ved grådigheden og lade nok være nok.es
