Læsetid: 2 min.

Rejer og smørfisk

14. august 1999

Til næsen
Både finner og svenskere er blevet tillagt vendingen "Af de lettere fransk hvidvine foretrækker jeg cognac".
Udtrykket randt mig i hu, da jeg i sidste uge suspenderede min ferie for en stund for at deltage i en frokost hos Erwin Lauterbach på Hellerup Park Hotel. Værten var Kim Bülow fra K.B. Vinimport i Bredgade i København. Han havde besøg af Dominic Park fra cognachuset Maison Cognac Park, og den anledning havde Bülow fået den eksotiske idé at undersøge, om man kunne drikke cognac til maden et helt måltid igennem.
Odds mod eksperimentet blev større af, at det var midt under hedebølgen, og temperaturen i lokalet nok lå op omkring de 30 grader.
Dominic Park er en yngre gentleman af skotsk afstamning - en efterkommer af den berømte Mungo Park, som fandt Nigers øvre løb. Hans mål er at producere klassik gourmet-cognac i understated udstyr og uden brug af karamel eller andre tilsætningsstoffer. Cognac, der ligger milevidt fra bestsellere som Sort Renault, og som primært aftages af bedre restauranter, hvor den konkurrerer med et mærke som Léopold Gourmel.

Man må sige, at eksperimentet faldt ganske heldigt ud. Ikke mindst, fordi Lauterbach er en musikalsk køkkenchef, der forstod at matche den fine sødme i cognac'en med sødme i maden, som i en vis udstrækning også var tilberedt med cognac.
De skænkede cognac'er rakte fra en ung VSOP til 290 kroner til prestigecognac'en Vielles Grande Champagne til 533 kroner.
Som ledsager til mad fandt jeg egentlig VSOP'en mest egnet - den er mest ligefrem og har mest ung frugt i smagen. Til foie gras med abrikostoast var den superb, mens jeg nok selv vil vælge noget andet end Vielles Grande til sprængt lam med safran og krondild. I det hele taget var der nok mest tale om en dyr spøg, men bragende god cognac laver Park - og det siger jeg, der ellers ikke er den store cognac-drikker.

Det krævede en vis restitutionstid at komme sig over det bülowske eksperiment, men så var vi også klar til at genoptage ferien med et kortere besøg hos Kulturredaktøren og hans kæreste. Sikkert ikke uden sammenhæng med aflønningsniveauet på herværende dagblad havde Kulturredaktøren i år indlogeret sig i en nordsjællandsk enklave af primitive træhytter, som en veldædig fond stiller mere eller mindre gratis til rådighed for skønånder af forskellig slags. Nu var det min tur til at forestå et eksperiment, der bestod i at skænke tysk Riesling af to lidt ældre årgange for værtsparret, hvis vinkundskaber ikke er alt for overvældende.
Vinen var en Hattenheimer Mannberg Riesling Kabinett fra Freiherr Langwerth von Simmern i årgangene 1993 og 1989 (begge til 75 kr. hos Erik Sørensens Vinhandel).

Vi passerede den barriere, som et mildt sagt germansk udstyr med ørne, våbenskjold og rustninger udgjorde, og drak Rieslingen til en middag bestående af rejer og smørfisk. Vi konstaterede atter, at tysk vin fra en topproducent kan være en af vinverdenens store fornøjelser.
Helt efter bogen var der mest friskhed og umiddelbarhed over 1993'eren, mens 1989'eren viste god Ries-
lings evne til at ældes med ynde og fremtrådte mere rund, fyldig og sødmefuld med det karakteristiske strejf af petroleum i næsen. Hvad er bedst? Det er helt op til den enkelte og til omstændighederne - vi dømte nærmest dødt løb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her