Analyse
Læsetid: 5 min.

Retfærdigheden vandt

21. august 1999

Thule-fangernes principsejr er mere end en delsejr

Retfærdighedens mølle maler langsomt. Men den maler dog. Østre Landsret gjorde fredag formelt ende på årtiers uret og urimeligheder. Thule-fangerne vandt på det principielle plan retssagen mod den danske stat og får erstatning for tvangsflytningen i 1953, der blev beordret af den danske stat for at gøre plads for en udvidelse af den amerikanske Thule-base.
Dommen er vigtig ikke blot for forholdet mellem Danmark og Grønland, men for udviklingen i rigsfællesskabet i det hele taget.
For opinionsudviklingen i det nordatlantiske område er dette den vigtigste dom siden Højesterets beslutning om udlevering af de islandske håndskrifter.
Små folk kan altså få deres ret ad rettens vej. Thule-stammen, rigsfællesskabets mindste folkegruppe, har opnået en domstols anerkendelse af, at der er sket alvorlige og omfattende indgreb i folkets rettigheder.
Ikke blot vandt retfærdigheden i Østre Landsret, men også i det mindste delvist den elastiske størrelse, der kaldes sandheden. Årtiers løgne og fortielser, forvanskninger og veltrimmede statslige lækager med informationer i statsligt favør blev omsider underkendt ad rettens vej.
Det var på høje tid, at rettens relativt klare ord lød i Østre Landsret. Nu ved vi på logisk opstillede juridiske præmisser, at fordrivelsen i 1953 var tvang. Historikere og journalister har vidst det længe. Vidnesbyrdene om en deportationsagtig tvangsflytning har tårnet sig op. Men tidligere udredninger har ikke evnet eller vovet at drage de nødvendige konklusioner ud fra samtidige optegnelser og talrige vidneforklaringer. Nu er det omsider sket i retten.

Erstatningernes størrelse er ikke afgørende i første omgang og i en principiel sammenhæng. Vigtigt er derimod, at retten både har tilkendt Thule-fangerne en kollektiv erstatning på 500.000 kr og individuelle erstatninger på mellem 15.000 og 25.000 kr.
Retten har dermed fastslået, at der er sket indgreb i både kollektive og individuelle rettigheder. At erstatningerne så må forekomme lave i forhold til arten af de krænkelser, der er begået, kan senere blive et anliggende for Højesteret, hvor sagen under alle omstændigheder ender - dog ikke så meget på grund af de lave erstatninger som på grund af, at Thule-fangerne ikke fik medhold i Østre Landsret i deres krav om at få deres gamle jagt- og fangstområder tilbage.
Det udenrigspolitiske problem i forhold til USA, som en tilbagegivelse ville afstedkomme - fordi Thule-basen fortsat er intakt, omend i reduceret form - har Østre Landsret forskånet den danske stat for at skulle håndtere - i det mindste på indeværende tidspunkt.
Det er ikke sikkert, at Højesteret vil udvise den samme skånsomhed. I flere europæiske lande ses en tendens til, at øverste retsinstans tilkender oprindelige folk rettigheder, som de ikke har kunnet opnå ved lavere retsinstanser.
Så både erstatningsbeløbets lave størrelse og (især) den delte dom, der nok medgiver krænkelser, men afstår fra tilbagegivelse af det oprindelige territorium, borger for en fortsættelse ved Højesteret.
Dette betyder imidlertid ikke, at Thule-folket kun har vundet en halv sejr. Thule-fangerne har vundet en principiel sejr, der er så stor, at modparten uforbeholdent erkender, at det er sagsøgerne, der har vundet.
Dette giver et godt grundlag at arbejde videre på, når først dommens præmisser om nogle døgn er nærlæst.

Det afgørende bliver at fastholde, at staten ikke, som først krævet, blev frifundet - men at det tværtimod éntydigt er fastslået, at tvangsflytningen blev gennemført alene som et dansk diktat. Al opstyltet tale om frivillighed er afvist som pure nonsens.
I sammenhæng, der rækker langt videre end til Thule-fangerne og det dansk-grønlandske forhold, er dette måske det vigtigste resultat.
Helt fra den første Ritzau-formidlende meddelelse om flytningen i 1953 til midten af 1980'erne er pressen blevet fodret med tilrettelagt information, der ikke har kunnet holde. Kun stædige forskere og Grønlands-interesserede journalister har tilsammen evnet at præsentere en modversion, der nu heldigvis viser sig mere bæredygtig i en retssal end de officielle fremstillinger.
Østre Landsrets dom er mere i overensstemmelse med frie forskeres og frie journalisters afsløringer end med de veltrimmede versioner fra de bonede gulve i København.

Det tager tid at grave sandheden frem. Det tager endnu længere tid at få den troet. Men Østre Landsret har med sin dom afgørende bidraget til at skænke forskningens og journalistikkens ofte angrebne modversioner respektabilitet og troværdighed.
"Danmarkshistoriens længst løbende civile søgsmål." Sådan kaldes Thule-sagen, når den statslige forhalingsstrategi i forhold til Thule-fangerne skal udtrykkes i sprogligt slebne vendinger.
Med Thule-dommen i Østre Landsret vil sagen løbe videre en rum tid endnu. Men på klarere præmisser end tidligere - og med Thule-fangernes version tilkendt en troværdighed af Østre Landsret, som den hidtil har måtte savne i store dele af den danske offentlighed.

Østre Landsret har, som det sig hør og bør, hørt begge parter som ligeværdige parter - og derpå fældet en dom, der er gået den stærkeste part, den danske stat, imod på afgørende punkter.
Dermed eksploderer Østre Landsret myten om, at grønlændere ikke kan opnå retfærdighed ved danske domstole. Dette er vigtigt for et levedygtigt rigsfællesskab.
Meddelelsen om, at Thule-fangerne har fået medhold i Østre Landsret, blev givet i den grønlandske radioavis kl. syv om morgenen - og udløste straks et stort antal spontane telefonopkald.
Hele Grønland måtte tale sammen om, at fangersamfundet i nord omsider havde vundet flere generationers kamp for retfærdighed.
Det politiske Grønland har også reageret omgående på dommen. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt opfordrer statsminister Nyrup Rasmussen til at give Thule-folket en undskyldning. En sådan opfordring er landsstyreformanden tidligere fremkommet men med uden resultat. Han understreger, at opfordringen også denne gang er venligt ment - og at det naturligvis må være op til statsministeren at finde det rette tidspunkt.
"Luften er renset, og vi kan igen kommunikere normalt mellem Grønland og Danmark i Thule-sagen," fremhæver Jonathan Motzfeldt.
I det Qaanaaq, hvortil Thule-fangerne blev flyttet i 1953, kan befolkningen i dag dårligt nok fatte, at den har fået så meget igennem i Østre Landsret. De mange usandheder, der gennem så mange år er sagt fra officiel dansk side i denne sag, er omsider underkendt. Dette gør den 20. august 1999 til sejrens dag i Qaanaaq.
En lang og grundig dom med mange præmisser lader ingen i tvivl om, at det er Thule-folket, der har sejret, og Statsministeriet i København, der har lidt nederlag. Grove overgreb er erkendt. Alle bortforklaringer er underkendt. Et økonomisk ansvar er vedgået. Tilbage står at erkende et politisk-moralsk ansvar. Den slags kan kun ske i Statsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her