Læsetid: 3 min.

Ud i rummet, ind i sjælen

21. august 1999

Niels Lergaard fastfrøs det kosmiske rum i sine farvemættede landskaber

Udstilling
De står der, de går der, på jorden, der altid hos Niels Lergaard støder op til havet. Disse mærkeligt anonyme mennesker, omvandrende statuer, stive og ansigtsløse, som var de mindsteenhederne i noget meget større, brikker i en stor kosmisk myte om verdens skabelse. De er eksempler, ikke individer. Ofte løfter kirketårnet sit spir op mod himlen og forbinder oppe med nede. Men der moraliseres ikke, det er længe siden, at kirken har haft magt over sindene. Det er der, spiret, som en formel, der henviser til en åndelig dimension.
Personer og husdyr - hvis de da overhovedet er der - indgår som en vigtig del af kompositionen, hvor havet skærer en vandret horisontlinje i den øverste billeddel, og hvor himlen begynder. I det hele taget er der ikke ret meget himmel hos Lergaard. Men den er af afgørende betydning, for den skaber en spænding, først og fremmest koloristisk.
"Horisontlinien er spændt som en streng på strandbreddens bue," som Gertrud Købke Sutton skriver i kataloget. Hun har tillige arrangeret udstillingen.

Gudhjem, oh, Gudhjem
Vi er på Bornholm. Nærmere bestemt i Gudhjem, som Niels Lergaard (1893-1982) fandt frem til i slutningen af tyverne, og hvor han boede næsten hele sit liv og dyrkede som motiv. Bornholm blev Lergaards kunstneriske mekka. Her fandt han en natur, der mindede ham om Norge, hvor han havde boet i næsten ti år, og hvor han havde stiftet familie. Her var et pragtfuldt, mildt lys, der mindede ham om lyset på Vestlandet. Her var Østersøens blå, ligegyldigt hvor han kiggede hen, samt klipper og stejle bakker med ideelle udsigtspunkter.
Kunstforeningen åbner i dag en stor udstilling - der tidligere har været vist i Bornholms og Nordjyllands Kunstmuseum - med værker fra begyndelsen omkring 1920 op til 1980.
Vi oplever med andre ord den kunstneriske og stilmæssige rejse, hvorunder Niels Lergaard bliver den kunstner, der finder sig selv. Og det er her, udstillingen bliver interessant. Først og fremmest at se tilbage, men også at revurdere det gængse billede, vi har af Lergaard, der er repræsenteret på næsten alle vore museer. Vi vandrer fra rum til rum og starter med malerier fra tyverne, hvor Lergaard stadig er en af 'mørkemalerne', det vil sige han arbejder med samme jordfarve-palet og motivholdning som hans akademikammerater Jens Søndergaard og Erik Hoppe. Her suges lyset ligesom ud af motivet, som på en af Nordbrandts sure novemberdage.
Han er i denne fase næsten fauve. Penselføringen er ilter, motiverne gemmer sig bag et fletværk af streger, ofte udglatter han den pastose maling med paletten. I Charlottenlund Skov fra 1926 f.eks. ses mørke skikkelser i et virvar af blå-grønne penselstrøg. En person betragter ligesom to sammenslyngede figurer, et kærestepar. Det er et psykologisk drama à la
Munch, som Lergaard tydeligvis er inspireret af i denne fase.
Det ses også i hans fabelagtige norske landskab fra 20'rne (de fleste af Lergaards Norges-billeder gik tabt under en brand), hvor to hvidklædte skikkelser, som giver associationer til engle, betragter en elv, der snor sig gennem en dal. I baggrunden rejser en væg sig i form af et grønt fjeld. Meget atypisk for Lergaard.

Foretrukne motiv
I slutningen af trediverne finder Lergaard sit foretrukne motiv, og nu går resten af processen - med en vis regression og digression henimod slutningen - ellers ud på at rendyrke det, skrælle af og uddestillere. Et af udstillingens mest vovede billeder, - fordi det er så konsekvent - er Udsigt over havet fra 1933. Her ses et sort-blåt hav, der genneskæres af en blå-grøn himmel for oven og en helt atypisk flammende orange-gul jord, et veritabelt Sankt Hans bål for neden. Kirkespiret anes i den højre billeddel.
Lergaard var mådeholdets mester. Med et meget begrænset vokabularium fik han fortalt sine historier - hvoraf nogle hidrører direkte fra Det Ny Testamente, skønt Lergaard livet igennem var kommunist - om det uendelige rum og elementerne jorden, himlen og havet.
Branden overlod han til ærkerivalen og fjenden Oluf Høst, der jo havde en aftale med Bornholms Brandvæsen om at informere ham, når de rykkede ud. Han er pyromanen i dansk kunst, men det er en anden historie.
Man kan sige, at hos Lergaard står verden stille, den er fastfrosset. Her er ikke så meget som en krusning på havets overflade, ingen skumtoppe, eller træer der bøjer sig for vinden. Det er verden, fastfrosset i et kosmisk øjeblik.

*Niels Lergaard. Kunstforeningen, Gl. Strand 48, Kbh. Ti.-sø. 10-17. Til 3. okt. Åbner i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu