Læsetid: 5 min.

En rund håndværksmester

24. august 1999

Mennesket, det er svært at blive klog på, men let at lade sig fascinere og indfange af, runder de fire snese i dag: Niels Viggo Bentzon bliver firs

Portræt
"Der er noget i hele min handlemåde, som er genial. Det er meget kontant sagt, men det er dog bedre end ingenting."
Kun Niels Viggo Bentzon slipper godt af sted med at sige sådan noget i lille Danmark, hvor janteloven er vigtigere end musikloven. Niels Viggo kan fordi han er den han er - med glimt i øjet og ærligheden siddende helt uden på tøjet.
Født 24. august 1919. Kunstner med smag for det hele. Kan ikke lade være. Han skriver romaner, digte, tegner, maler, skriver artikler til aviser og fagtidsskrifter, laver happenings. Han har undervist på konservatoriet, han spiller klaver og komponerer. Musikværkerne har rundet opusnummer 650.
Det begyndte med klaveret og orglet. Da Niels Viggo Bentzon tog organisteksamen i 1942, havde han allerede skrevet 19 værker, størsteparten for klaver. Undervisningen i klaver på konservatoriet var en pestilens, Bentzon husker sin lærer som en meget ubehagelig person, der ikke forstod at pleje det unge talent.
Ved debutkoncerten i 1943 spillede Niels Viggo Bentzon sin egen Rapsodi op. 15. Den er inspireret af Hindemith, som er den komponist, der har haft størst betydning for Bentzon.

Den ene fod er med
Allerede hos den unge Niels Viggo kan man høre det store klavertalent. Som pianistisk begavelse ud over det sædvanlige, kombineret med en evne til at opfinde nye klange, har han skrevet klavermusik, der peger i mange retninger. Det rent pianistiske i Bentzons klaverværker, hvor hænderne griber kraftfuldt og virtuost i klaveret, har han arvet fra komponister som Chopin, Liszt og Ravel. Den anden inspiration, hvor ideerne og visionerne kommer først, og klaveret er et middel til at realisere dem, har Bentzon fra Beethoven og Brahms.
"Jeg planter næverne på klaveret og lader det køre rundt. Det er ofte intuitivt konciperet. Hjernen er overhovedet ikke med. Det er snarere den ene fod, eller sådan noget," sagde Bentzon engang til denne skribent.
Op gennem 40'rne skrev Niels Viggo Bentzon værker for klaver, der placerede ham som det unge fremstormende geni i musiklivet. Bentzon havde allerede dengang en umættelig appetit på at diskutere, formidle og provokere. Han var med til at spille Arnold Schönbergs musik i Danmark i en periode, hvor Carl Nielsen-traditionen var meget stærk. Bentzon ønskede at forny sig, at suge indtryk fra de nyeste retninger inden for kunstmusikken. Og han lod den fremmede musik få indflydelse på sin egen musik:
"Jeg var bange for at være for gammeldags, bange for at sakke agterud, stilistisk, i forhold til det, der skete efter 2. verdenskrig - med Wienerskolens entre her i landet," siger kunstneren.

Basgang med fyld
Klaverværkerne fra første halvdel af 40'rne gjorde på få år Niels Viggo Bentzon kendt som den førende unge danske komponist. Toccataen fra 1941, Passacagliaen fra '44 og Partitaen fra '45 er værker, der viser nye veje i dansk musik. Her arbejder Bentzon frit med form og udtryk; det lyder næsten improvisatorisk.
"Jeg er så sammenvokset med klaveret. Det er en fysisk affære for mig, så det giver næsten sig selv hvordan det skal behandles. I Passacagliaen valgte jeg bare denne basgang og dængede så noget ovenover, ikke?"
Toccata, Passacaglia og Partita er former, som er hentet fra barokmusikken. Niels Viggo Bentzon har med direkte inspiration fra Bach skrevet en stort anlagt klavercyklus, der hedder Det Tempererede klaver, som netop er udkommet på plademærket Classico.
De tøjlesløse digressioner, den musikalske tanke på frihjul, det rapsodiske frikvarter hører med i Niels Viggo Bentzons musik. Overalt går han nye veje, væk fra den gyldne middelvej. Han er en skabende kunstner, der ustandselig ser nye muligheder i det samme materiale.
I begyndelsen af 60'erne skete der en omvæltning i ny dansk musik. Den næste generation begyndte at trænge sig på. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm komponerede værker, der kunne måle sig med den ældre generations nyskabelser. Den udvikling skabte en frugtbar turbulens i musikmiljøet. Gamle, anerkendte idealer blev draget i tvivl. Komponisterne var tvunget til at tage stilling.
Niels Viggo Bentzon var usikker. I et interview i '88 sagde han: "Den dag i dag er jeg momentvis bange for ikke for at være moderne nok."
Bentzon søgte nye veje i den absurde kunst, og han fandt nye muligheder i fluxus-bevægelsen. Han kastede sig ud i happenings, og han blev berømt og berygtet for et tv-program i 60'erne, hvor han for åben skærm sænkede en legetøjskirke ned i et akvarium for at illustrere Debussys klaverværk Den sunkne katedral. En blanding af Spike Jones, vittigheder, vaudeviller, Cage, Beuys og Duchamp.
"Den primære grund til at jeg begyndte at lave happenings i 60'erne var, at jeg var bange for at blive skrottet ud som en gammel reaktionær hundeløve. Så jeg kikkede mig om efter nogle muligheder for at ændre på det billede," siger Bentzon og giver liv til formuleringen om at være hudløs ærlig.

Livets tætføringer
3.000 værker musik, digte, bøger, happenings, artikler, tegninger, malerier på 80 år. Og det nysgerrige legebarn er stadig i fuld aktivitet. Digressioner. Ind- og udfald. Biveje. Omveje. Blindgyder. Tilbage. Passacaglia. "Bastemaet og så dænge noget ovenover." Sådan taler en musiker. Ikke så meget snak og højtravende filosoferen. Passacaglia. Gentagelser, udvikling, tætføring. Hvordan skal det gå videre? Hvordan forny sig radikalt og stadig bevare identiteten? Metamorfose. Pludselig melder der sig en mulighed efter nogle voldsomme udladninger: Helt stille i piano kommer temaet i bassen med modstemmerne oven på. Men bastemaet spilles i omvending: Der hvor melodien før gik op, går den nu nedad.
"Herregud, kunsten er jo metier, det er livet, der er svært." (Svend Wiig Hansen) Det er fantastisk godt sagt. Det kan jeg fuldt tilslutte mig. Det er tilværelsen der er svær, men sgu ikke det at lave noget."
Hvad Niels Viggo Bentzon er ude på, kan man aldrig vide med sikkerhed. Er hans kunstneriske skaben ét stort fluxus-nummer? Næppe, men der er ikke tvivl om at han en gang imellem forsøger at tage fusen på publikum. Selvmodsigelserne hører med. Det ulogiske, det private, det irrationelle og fjollede, de højtflyvende absurditeter, det grænseløse behov for at udtrykke sig selv - alt det hører med til personen og hans værk. Bag det hele ligger inspirationen, intuitionen, de geniale indfald. Det er Niels Viggo Bentzon naturligvis ikke bange for at indrømme.
"Der er noget i hele min handlemåde, som er genial. Det er meget kontant sagt, men det er dog bedre end ingenting."

*Niels Viggo Bentzon fejres ved en koncert på Louisiana i morgen den 25. august kl. 19.30. Ensemble Nord og pianisterne Rodolfo Llambias, Nikolaj Bentzon og Sven
Birch spiller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her