Læsetid: 3 min.

S på anklagebænken

27. august 1999

Topembedsmand revser Socialdemokratiet for fodnotepolitikken i 1980'erne: 'et historisk svigt'

Fagbog
"En gal hund!"
Kunne man forestille sig, statsminister Poul Nyrup Rasmussen sige sådan noget om USA's præsident Clinton?
Utænkeligt! De danske socialdemokrater er stolte ved at være nogle af USA's bedste venner på denne side af Atlanten.
Sådan er det i 90'erne. Men sådan var det ikke i 80'erne. I 1984 satte socialdemokratiets formand, fhv. statsminister Anker Jørgensen faktisk betegnelsen "en gal hund" på USA's præsident Ronald Reagan. Samme år hyldede Anker Jørgensen i Nordkoreas hovedstad diktatoren Kim Il Sung for at have vist sit folk vejen til en "meget fantastisk økonomisk udvikling".
Danmarks store statsbærende parti var på drift i øst-vest orienteringen. Det kom tydeligst til udtryk ved 'fodnote-politikken': Socialdemokratiet fandt sammen med de radikale, SF, og Venstresocialisterne om at udgøre "et sikkerhedspolitisk flertal", der i 23 dagsordener fra 1982-88 pålagde Poul Schlüters borgerlige firkløverregering at tilkendegive afvigende holdninger i NATO-samarbejdet.
Denne socialdemokratiske politik var i sig selv en afvigelse fra den stovte - omend ikke højtråbende - støtte, partiet havde givet NATO-samarbejdet, siden S-statsminister Hans Hedtoft i 1949 bugserede Danmark ind i Atlantpagten.

S tilbage, R omvendt
I 1990'erne er S-partilinjen altså vendt tilbage til udgangspunktet, hvorimod de radikale har forladt deres traditionelle NATO-modstand.
De to nuværende regeringspartiers 90'er-bekendelser til NATO kan forekomme ejendommelige i lyset af, at den sovjetiske trussel, som NATO er skabt til at beskytte os imod, i mellemtiden er forsvundet.
Og modsat: Da Den Kolde Krig for alvor genopblussede i 1980'erne, var S og R NATO-fjendtlige.
Hvad er forklaringen?
Den socialdemokratiske skovtur ud af NATO-fællesskabet er temaet for fhv. udenrigsråd Nils Jægers bog Det historiske svigt - Socialdemokratiet og venstrefløjen i den kolde krig.
Som det fremgår af titlen, interesserer Jæger sig ikke for de radikales rolle. Han synes at tage for givet, at de var forpligtet af deres historiske NATO-modstand til at stemme for en NATO-fjendtlig linje i Folketinget.
Derved lader Jæger de radikale slippe billigt. Dels var det åbenbart, at Socialdemokratiets NATO-chikanerier et langt stykke henad vejen var bestemt af det taktiske hensyn at vippe den borgerlige regering af taburetterne. De radikale var regeringens støtteparti, og på andre områder end sikkerhedspolitikken var de varsomme med at lægge stemmer til socialdemokratiske stormløb.
Hertil kommer, at det er tvivlsomt, hvor dybtfølt NATO-modstanden var hos de radikale ledere. I de forudgående årtier havde de bekvemt taget til efterretning, at deres officielle holdning ingen rolle spillede, når socialdemokratiet og de borgerlige stod sammen om sikkerhedskursen - og kunne dermed undgå bøvl med den forholdsvis mindre del af det radikale bagland, for hvem pacifismen er hjerteblod.

Statsskude krængede
Med de radikales selvfølelse af frem for alt at være et 'ansvarligt' parti kan det undre, at de gik så langt med på at krænge statsskuden, da socialdemokraterne skiftede position.
Med mindre da, at de radikale i kraft af det nære forhold mellem partileder Niels Helveg og statsminister Schlüter (K) havde en stille forståelse med regeringen om, hvor langt løjerne kunne drives. Og at det er forklaringen på, at de radikale - efter Svend Auken gik for langt med den 23. dagsorden, om atombevæbnede fartøjer - bragte det alternative flertal til ophør ved selv at træde ind i Schlüter-regeringen i 1988.
Fordi Jæger så ensidigt går efter socialdemokraterne, ser han bort fra, at den borgerlige regering selv var ansvarlig for fodnoterne. Den kunne på et tidligt tidspunkt have gjort dem til et kabinetsspørgsmål og taktisk udmanøvreret Socialdemokratiet, sådan som det lykkedes Schlüter ved folkeafstemningen om Det Indre Marked i 1986 - hvor de radikale med velbehag også lod sig stemme ned.

Hundske overbringere
Hvorfor gjorde Schlüter og hans V-udenrigsminister Uffe Ellemann sig til hundske overbringere af fodnoterne? Fordi videreførelsen af deres økonomiske politik forekom dem vigtigere? Eller fordi vore NATO-partnere var indforstået med, at det hele var spil for galleriet?
Jægers bog gør os ikke klogere på de spørgsmål, ej heller på, hvilken faktisk skade fodnoterne påførte Danmark over for vore allierede.
Jæger trækker ikke på sin egen indsigt som dansk forhandler i NATO, men holder sig omhyggeligt til allerede offentligt tilgængeligt materiale. Ved læsningen bliver man derfor ikke klogere, end en energisk avislæser kunne blive det under selve fodnoteforløbet. Og bogen afskærer sig selv fra bredere perspektiver ved i sine anklager mod socialdemokratiet at følge den nærmest masochistiske 'hvorfor er I så onde mod fædrelandet?'-retorik, som i de år var Uffe Ellemanns.

*Nils Jæger: Det historiske svigt - Socialdemokratiet og venstrefløjen i den kolde krig. 200 s. 228 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her