Læsetid: 2 min.

Sanselig, stolt og forførende

14. august 1999

Mary J. Blige løfter ubesværet arven fra Aretha Franklin og burde være obligatorisk pensum for danske sangerinder med rhythm & blues-ambitioner

Ny cd
Rhythm & blues er musikbranchens mest slidte og forbrugervildledende etiket lige nu. Som regel betyder det bare samlebåndsproduceret dansepop, sunget af MTV-fotogene nougatfarvede sanger(inder), isprængt lidt forsigtig hiphoptriphoprapfortsætselvlisten, som bruges på samme måde som man nu bruger rucola til alle kødretter bare for at signalere, at man ikke er tabt bag en vogn, og så kan der midt i den merkantile ensformighed pludselig blive både følelsesstorm og soveværelsessanseligt stille i rummet. Mary J. Blige er atter ankommet med en divas duvende selvfølge og en forførerskes kattedyrsfarlighed.
Mary er den stolte, indlysende titel på det fjerde album fra den nu 28-årige sanger og sangskriver, og måske er det ikke så 'underkæben-helt-ned-på-brystet' overrumplende som da hun i midten af 90'erne nydefinerede soulmusikken med plader som What's The 411 og My Life, men Mary er stadig et stilstudie i, hvor vigtigt og vitalt det er at huske at få i går med uden at pladen lyder spor antikveret.
Tværtimod, den er dramatisk moderne, spændt op til lidenskab af den elegante slags i en musikalsk ramme, der er rytmisk kirurgisk skarp uden at forfalde til det maskinelle.
Der bliver spillet og programmeret med hjertet, og Mary J. Blige synger sangene større end en del af dem faktisk er. F.eks. forvandler hun Dianne Warrens dusinagtige mainstream-ballade "Give Me You" til selve legemliggørelse af henført hengivelse uden at give slip på sit selvværd.

Stjernebestrøet
Faktisk er det kendetegnende for Mary J. Blige, at hun er mest profileret, når hun er i stjernebestrøet selskab. På den led er Mary en veritabel visitkortpræsentation.
Hendes duet med George Michael på Babyface-produktionen af Stevie Wonder-sangen "As" turde allerede være obligatorisk pensum for alle soul-aspiranter, men også Eric Clapton medvirker ligesom - igen - K.C. Hailey, Jadakiss, samt Elton John, der genopfører pianoriffet fra "Bennie And The Jets", og tidens anden store soulstjerne, Lauryn Hill, er også på gæstelisten, men ingen af dem bruges som lånte fjer. De er med, fordi de illustrerer Mary J. Bliges foragt for den politiske genrekorrekthed, der polariserer tidens soulmusik.

Besværgende styrke
Et af de store øjeblikke på en plade af store øjeblikke indtræffer på "Don't Waste Your Time", hvor Blige synger en sveddryppende gospel-farvet duet med sit store forbillede Aretha Franklin - hvis "Natural Woman" Blige havde et mindre hit med i 1995. De to opfører en duel på gåsehudsfremkaldende stemmer i bedste gamle soultradition, og ingen vinder, men Blige taber i hvert fald ikke.
Der er også grund til at kippe med nationalflaget. Soulchok alias Karsten Schack og Karlin har produceret og co-komponeret en af pladens smukkeste ballader, den afdæmpede, men indtrængende "Memories", som giver Mary J. Blige rig lejlighed til at brillere med sin blanding af indre monolog og noget, der sagtens kan holde til at blive rubriceret som hverdagsjordnære kærlighedshøjsange.
Med Mary befæster Mary J. Blige sin position som tidens mest personlige og smagfulde soulsangerinde. Hun kan synge forliste forhold hele igen. "It's not over" synger hun med besværgende styrke på pladens sidste nummer. Nej, heldigvis ikke. Marvin Gaye danser med i sin himmel.

*Mary J. Blige: Mary. MCA/Universal. Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her