Schweiz ramt af skandale
Chefen for efterretningstjenesten sendt på orlov efter fund af våbenlager, der
skulle bruges til hemmelig hær
ZÜRICH - Chefen for militærets efterretningstjeneste i Schweiz er sendt på orlov, og forsvarsminister Adolf Ogi taler om en "næsten utrolig udvidelse" af en skandalesag, som til at begynde med så ud som en statsaffære.
Chefen for anskaffelser inden for efterretningstjenesten, Dino Bellasi, blev arresteret i lufthavnen i Zürich, på vej ud af landet sammen med sin kone. Han havde i radioavisen hørt, at der var indledt efterforskninger efter mere end otte millioner schweizerfrancs (ca. 38 mio. kr.), der var blevet brugt i hans afdeling.
Ganske vist var der regninger og kvitteringer på samtlige beløb, men det havde vist sig, at de var forfalskede. Bellasi havde simpelthen opfundet indkaldelser, genindkaldelser, anskaffelser og honorarudbetalinger for tjenesteydelser, som ikke havde eksisteret i virkeligheden. Det havde stået på i en årrække, måske op imod ti år, og de stikprøvekontroller, som var foretaget, havde altid ramt ved siden af de falske afregninger. De var i øvrigt alle forsynede med højerestående officerers underskrifter, og nu er man i gang med at undersøge, om de er forfalskede.
For lidt kontrol
Det grundlæggende problem er under alle omstændigheder, at der har været for lidt kontrol udefra med, hvad der foregår i militærets hemmelige afdeling. Derfor vrimlede det også hurtigt med rygter om, at Bellasi i virkeligheden havde forbindelse med den organiserede kriminalitet.
Statsadvokaten, Carla del Ponte, den kommende chefanklager ved FN's krigsforbrydertribunal, tog fat på sagen på sin velkendte hårdhåndede facon. Og der kom overraskende nye ting frem. Det viste sig, at schweiziske managere, universitetsprofessorer, diplomater, journalister og kirkefolk aftjener en del af deres værnepligt inden for den militære efterretningstjeneste.
Alene denne kendsgerning gør dem mistænkelige for udenlandske partnere, idet de betragtes som potentielle spioner. Derfor har man fra officiel schweizisk side altid nægtet, at det var tilfældigt. Selv de korrekte angivelser fra efterretningstjenestens lønningslister viser, at der sågar er blevet betalt forretningsrejser til udlandet, når de kunne forbindes med efterforskninger til gavn for militæret.
Højdepunktet i afsløringerne kom imidlertid, da der i Bern blev fundet et lager med flere hundrede våben, som tilhørte den arresterede Dino Bellasi. Efter hans egne opgivelser er de et vigtigt element i opbygningen af en hemmelig hær.
En sådan havde man under betegnelsen P 26 haft allerede i den kolde krigs tid. Det kom frem i firserne, da man samtidig opdagede, at efterretningstjenesten havde et kartotek over op imod 1 million personer (ud af en befolkning på 6 millioner), som blev mistænkt for farlige kontakter med udlandet.
Den gang blev både P 26 og kartotekssystemet opløst, og militæret lovede at undgå gentagelser.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »