Læsetid: 4 min.

Sidste ark og slut

13. august 1999

Afslutningsbindet af Erik Nørgaards underholdende erindringer præges af nogen distance

Erindringer
Han praktiserede så at sige det hele i publicistbranchen, arbejdede og arbejdede flittigt i alle tilgængelige medier, inden for næsten alle stofområder. I de tidligere bind af dette alt i alt fornøjelige erindringsværk fortæller Erik Nørgaard så at sige om begyndelserne, for dem var der flere af. Nørgaard groede sjældent fast. En sværm af finurlige personer farer og flintrer gennem mandens højst professionelle tilværelse.
Forfatteren har en forunderlig evne til at fastholde komplekse episoder og detaljerede replikskifter. Som med al anden erindringslitteratur er det ikke til at sige, hvor fiktionen blandes med en såkaldt historisk virkelighed. Nørgaard er dermed sagt ikke fuld af løgn, langtfra, men er selv inde på forholdet et par gange: Stoffet skal først og fremmest underholde. Det gør det også, teksten er ikke en videnskabelig afhandling, og skam få den der tænker ondt herom. I sidste bind gennemgår den således bredt erindrende en lang række kriminal- og andre retssager, hvor han i sine utvivlsomt mest frugtbare år som journalist var retsreporter for Politiken - i de år hvor han selv og folk som Asger Thylstrup, Leif Blædel og Niels Ufer gjorde dette vigtige og i vore dage noget tilsidesatte stof til hovedsagen for den engagerede, socialt bevidste avis. Den ene sag afløste den næste, og Nørgaards drivkraft er ægte indignation, som den dag i dag lyser ud af teksten.

Tidernes skiften
Det er værd at erindre disse forløb, som i mange henseender, takket være de nævnte betydelige journalisters indsats ruskede op i den offentlige mening og stillede så kritiske spørgsmål til et forstenet juridisk miljø, at det faktisk gjorde en forskel. Ikke så meget som man måske kunne ønske, men så meget at Nørgaard og kollegaer med berettiget stolthed kan se tilbage på tresserne, da tiderne så småningom skiftede: den grimme lov, bæltefikseringen af urolige fanger, de horrible forhold for varetægtsarrestanter, pornoen, samlebåndsjuraen i Dommervagten.
Dét og meget mere tog Nørgaard op i de mængder af gode historier, han som nyhedsjournalist leverede. Han undrer sig med rette over især yngre kritikere, der finder datiden egoistisk og indadvendt. Tværtimod var tresserne vel præget af en idealistisk og altruistisk tro på forandringens mulighed.

Opbrud og radio
En skønne dag indtræffer dog trætheden over nyhedsjagten, det daglige pres, som utvivlsomt hører de unge år til. Nørgaard tager den store beslutning og forlader Politiken, går freelance og skriver en stribe bøger, men fristes til sidst af et godt tilbud fra radioen, hvor den navnkundige Jørgen Vedel-Petersen ansætter ham som kulturchef.
Nørgaard finder hurtigt ud af Radiohusets daværende hierarkiske struktur med det daglige fnadder og indser, at man må fremsætte taktiske programforslag for at overleve, blandt andre sådanne der kan bringe medarbejderen langt væk fra Rosenørns Allé. Nørgaard udvælger sig med omhu Thailand som operationsfelt og producerer en række udsendelser derfra.
Funktionen som chef går han givetvis lettere hen over i de år, hvor der rent faktisk indfinder sig en art metaltræthed i Vedels stolte afdeling. Det politiske pres udefra interesserer Nørgaard mindre. Men i krisetiderne begynder medarbejderne at bides. Afdelingen udsættes for det ene borgerlige spækhuggerangreb efter det andet - også indefra. Nørgaard har det ikke med, men døren til afdelingens faste mødelokale i Radiohuset kaldtes Den Opretstående Faldlem.
Konspirationerne var mange og lede, mødereferater forfalskedes rask væk, de folk der var sat til at overvåge samfundets magtspil, evnede ikke selv at forvalte magten med ynde. Det gjaldt om at holde sig på betryggende afstand - ved at fordybe sig i arbejdet, f.eks. i Thailand - såfremt man havde sit radioliv kært. Stemningen fra dengang fanger Nørgaard fint.

Porno i tonsvis
Erik Nørgaard skaber en vis distance til sit stof i dette bind og ser mere indad end før. Men denne i bund og grund blufærdige mand kommer man nu ikke tæt ind på livet.
At alt som antydet ikke er skæg og ballade, siger sig selv. I en så omfattende publicistvirksomhed opstår fejder. Én af de blodige er med Jan Stage, som Erik Nørgaard angiveligt ikke stoler på, hvilket uden tvivl er gensidigt.
Det tjener ikke på denne plads at dømme i den pågældende konflikt, hvorvidt Stage var cubansk agent eller ej. Heller ikke hvis man vil undgå at få bank af den ene eller den anden eller af dem begge to. Og hvem gider det.
Erik Nørgaard lægger som anført vægten på erindringerne om retsstoffet. Her ligger hans hovedinteresse - hvis den da ikke snarere er de uartige piger og pornoen, emner han behandler med den sande samlers lidenskab.
Forfatterens overblik over et svulmende(!) stof er imponerende. En britisk sædelighedsforkæmper og parlamentspolitiker er i pornofrigørelsens år på visit i København for at få syn for sagn af denne pøl, som han ved bl.a. beror i det Nørgaardske arkiv. Om Erik Nørgaard dog ikke vil gøre ham den tjeneste at tage sin samling af beskidte billeder med til deres næste møde?
Nørgaard belærer den håbefulde, forargede brite om, at samlingen er af et sådant omfang, at den ikke lader sig flytte rundt med. Dét indgyder trods alt respekt i en ignorant, der tror, at liderligheden bæres rundt i en nusset kuvert.
Titlen på bogen fortæller, at bindet er det uigenkaldeligt sidste i serien. Det er da også lykkedes Nørgaard at få enderne til at nå sammen. Det er underholdende og selvsagt yderst velskrevet. Måske noget inde i ringens midte kunne have kradset lidt mere i hovedpersonens blufærdighed. Men man læser med glæde samt en anelse vemod over at der ikke kommer mere fra den fattige Aalborg-dreng fra det skæve hus, der blev én af sin tids sande journalister - og pornografer.

*Erik Nørgaard. Ringen sluttet. 308 s. ill. 295 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her